Vi læser i memoirer, hvad en Doré, en Vilhelm Pedersen, en Lorenz Fröhlich har været for en barndom - nogle kommer til at læse om, hvad en Svend Otto har været for vor tids barndomme - sådan skrev Ib Spang Olsen, da Svend Otto fik H.C. Andersen-medaljen. Og sandt er det, at Svend Otto har tegnet sig ind i børneværelserne ikke blot i Danmark, men verden over. Mange af hans billedbøger udkom samtidig på dansk og flere andre sprog, ligesom han var utrolig produktiv som tegner, da han først slog igennem.
Der stod ikke skrevet nogen steder, at Svend Otto skulle blive tegner. Den profession var ukendt i det miljø, han voksede op i. Men hans skolelærer så talentet og skaffede en læreplads på Gutenberghus.
Allerede som 17-årig havde Svend Otto tegnet sin første unika-billedbog, Den tabte perle, et naivt eventyr om barnetroen til en pige, han var forelsket i. Da professor Aksel Jørgensen fik den i hånden, stod der en friplads til Svend Otto på Kunstakademiet.
Men efter at have lagt op til akademiet på Bizzie Høyers malerskole fulgte Svend Otto alligevel ikke den slagne vej. Han fik et kærkomment rejselegat fra Gyldendal og drog til London et lille års tid, hvor han flanerede og tegnede og sugede storbyen til sig. Og bagefter, hjemkommet til Danmark, blev Svend Otto freelance tegner og har var siden.
Men der skulle gå mange år, før han - med sine egne ord - ´kom ind i bogen´. Det er ikke noget, vi tænker på i dag, hvor Svend Otto er så anerkendt som nogen. Men rent faktisk var han ved at emigrere i 40-års alderen, fordi de opgaver, han havde lyst til, lod vente på sig. Og det var paradoksalt nok først, da han lagde ugebladstegneriet fra sig og fuldt og helt helligede sig tegning af passionen, træerne, at den første børnebogsopgave kom, Hesten uden hoved af Paul Berna i 1959.
Svend Otto føjer sig ind i rækken af danske naturalister som tegner og akvarellist. Han er uden videre teknisk suveræn i sit udtryk. Lærdommen fra Bizzie Høyers malerskole fornægter sig ikke. Når man først har lært at omsætte et blåt eller brunt øje til gråtoner, så glemmer man det aldrig!
Det sætter også sine spor, at have tegnet og malet hver dag livet igennem. Som akvarelmaler er Svend Otto den ubestridte mester. Han maler ikke blot clairobscur med ubesværet lethed men går også direkte ind i de andre stemninger, som de forskellige bøger lægger op til.
Skal man prøve at sige noget generelt om farverne i hans billeder, er det ikke nok at sige noget om spændvidden i udtrykket. For sit indre øje har man en særlig kvalitet ved Svend Ottos billeder, som det kan være svært at sætte ord på. Uanset litterært forlæg har de en særlig tone. Måske har det at gøre med brugen af komplementærfarver, at hans billeder har denne på én gang blidt klare og dog stærke valør. Der er en særlig klang over Svend Ottos billeder, hvad enten han arbejder som tegner med akvarellen som hjælpemiddel eller folder sig ud i akvarelmaleriet.
