- Svend Otto tegner en klassisk situation
fra eventyret med sin særlige
præcision i detaljen og lune i hele
udtrykket. © Svend Otto S.
Det er H.C. Andersens Grantræet, som Svend Otto betragter som sin første ´egen´ billedbog. En klassisk billedbog, hvor en central situation er tegnet, så kommer der en pause, hvor teksten får lov til at klinge, før der igen kommer en tegning. Det er en bog, der er fuld af stilhed, af afventen, uro og utålmodighed med selve juleaften som det strålende og oplyste højdepunkt.
Det er egentlig en barsk fortælling for børn, for det går jo træet ilde. Til sidst bliver det brugt af tjenestekarlen til optænding. Forventningen om atter at komme til pragt og herlighed indfries ikke. Men Svend Otto tegner den blåhvide stemning i stuen, da træet igen venter på at blive pyntet, og han tegner træet i sin fortrøstningsfulde afventen på loftet i støv og spindelvæv sådan meget selvfølgeligt og nærværende. Man mærker det tyste, og man aner forfaldet, der nærmer sig.
Den dobbelthed, som fortællingen også indeholder, hvor træet bliver til et billede på et menneskeliv, spiller Svend Otto kun op til i selve tonen i sine billeder. Det er tyst og lavmælt, men skildrer intenst og indlevet. På den måde når Svend Otto både barnet og den voksne.
Svend Otto er vendt tilbage til H.C. Andersens eventyr igen og igen i forskellige former. Her indtager Børnenes H.C. Andersen med 16 af H.C. Andersens mere kendte eventyr en særstilling. Den har karakter af at være et hovedværk og har gennem årene vundet stor udbredelse. Her er tale om billeder i farve.
Men Svend Otto har også indfanget eventyrenes særlige stemning i en anden udgave af eventyrene, hvor han tegner med kul. "Jeg elsker den sorte farve," siger han. Når man sammenligner de to forskellige udgaver, er det spændende at se, hvordan Svend Otto hele tiden tegner nye billeder til de samme eventyr. At opleve, hvordan eventyret hver gang får en ny dimension i motivudvælgelse og komposition. Svend Otto tegner aldrig det samme billede to gange.
- Det fantastiske bliver synligt. Selvom
hunden løber op ad væggen, falder
prinsessen ikke af! © Svend Otto S.
Nogle af eventyrene har han desuden tegnet som selvstændige billedbøger. Her udmærker især Fyrtøjet (1. udgaven), Den grimme ælling og Den lille pige med svovlstikkerne sig.
Der er det særlige ved Svend Ottos illustrationer til H.C. Andersen, at man altid vender tilbage til dem. Det kan være interessant nok at fordybe sig i udenlandske illustratorers billeder, men der mangler alligevel altid noget. Man kan også vende det om og spørge: Hvad er det, der karakteriserer Svend Ottos billeder?
Det er det, vi oplever som det indlevede, det ægte, det enkle i udtrykket. Eller sagt på en anden måde: Det er Svend Ottos fabelagtige evne til uden videre at ramme ned i vores bevidsthed med sine tegninger af danske landskaber, huse, træer, vejrlig. For der er det særlige ved Svend Ottos eventyrillustrationer, at de udspiller sig i en realistisk verden. Det er det, han helst vil. "En eventyrfigur i en eventyrverden, jo vist kan det virke, men det eventyrlige spadserende hen ad fortovet er mere overraskende - og jeg tror børns verden er fuld af eventyrlighed."
Ganske vist kalder Svend Otto sig for naturalist. Men samtidig skaber han i sine billeder fantastiske og poetiske rum, der går langt dybere end den blotte aftegning af virkeligheden. Dermed kommer hans billeder til at indeholde noget almenmenneskeligt, der - selvom udgangspunktet er dansk - alligevel er umiddelbart genkendeligt på tværs af landegrænser.