- Copyright: Svend Otto S.
Umiddelbart tænker man måske ikke så meget over det, men Svend Ottos illustrationer til Grimms eventyr tager fat et andet sted end sædvanligt. Ved at læse eventyrene i originaludgaven har Svend Otto fundet deres særlige lune. Som han selv siger det, "er de fulde af rigtigt bondelune, humoristisk med undertoner af netop snuhed, lune og drilleri." Han mener, at man i romantikken har overstyret det uhyggelige ved Grimms eventyr, og derfor har han i stedet gjort Grimm mere munter, mere sjov, mere hvad han forstår ved ´Grimmsk´. Og hvad er så det?
Det er den scene, hvor eventyrene tidspiller sig. Det er netop ikke midttyske og centraleuropæiske miljøer, men nordtyske for ikke at sige holstenske og nedersaksiske landskaber, han tegner.
Det er den måde, personerne er karakteriserede på. Man mærker sig fx, at hans pigeskikkelser - Tornerose, Askepot, Snehvide - er mere yndefulde, end de er yndige, fordi de på samme tid er sjælfulde og jordnære. Der er nærvær i Svend Ottos persontegning, og når det er dyr, der er aktører, optræder de som næsten menneskeliggjorte, men vel at mærke i dyreskikkelse.
Det er i sit fravalg af det banale, også når det kommer til at udvælge de scener, der skal billedsættes. Fx tegner han Tornerose lige før , prinsen har kysset hende. Billedet på, at de hundrede år er gået, bliver slottets opvågnen med alle de sjove, pudsige og barokke scener, det giver anledning til.
Og selvom Svend Otto i sine billeder altid tager børns egen stærke fantasi i betragtning, bliver han aldrig sødladen. I Askepot står moderen med en kniv i hånden, og der er blod på strømpen, da hælen er blevet kappet. Ved brylluppet er man ikke i tvivl om, at søstrene har fået deres øjne hakket ud. De holder hænderne for. Afslutningsbilledet i Snehvide er netop ikke brylluppets pomp og pragt, men selve kongeborgen, set langt fra, nogle ydre rammer, der ikke sætter sig på børnenes fantasi.
Endelig er der noget ´Grimmsk´ i Svend Ottos forstand ved den måde, naturen indgår som noget selvfølgeligt i hele sceneriet. Da Snehvide løber gennem skoven, ser man dyrene om hende, og det er som om de sammen med træerne beskytter hende. I naturen indtager træerne deres helt egen plads som næsten beåndede og levende individer i naturalistisk form sammen med landskabet og vejrliget, der kommer til at stå som noget tidløst og evigt, som Svend Otto hele tiden vender tilbage til.