"Når man skal hjælpe andre, glemmer man at være bange"

Billedet viser elementernes rasen og som noget karakteristisk for Stormfloden, ser vi vejen forsvinde ud i vandet. © Svend Otto S.
Billedet viser elementernes rasen
og som noget karakteristisk for
Stormfloden, ser vi vejen
forsvinde ud i vandet. Copyright:
Svend Otto S.

Netop naturen - landskabet, vejrliget - spiller en væsentlig rolle i Svend Ottos egne billedbøger. Det er selvfølgeligt for Svend Otto at gå ud fra de naturgivne forhold og forme sin fortælling som et opbrud og en tilbagevenden med ny indsigt, sådan som det må være hos mennesker, der lever i tæt samklang med og afhængighed af naturen.

I sine bøger gennemrejser Svend Otto Grønland, Færøerne, Island, Kina, Østrig. Han færdes hjemmevant i uvejsomme terræner og på steder, hvor naturkræfterne er mægtige, vejret uforudsigeligt, og hvor menneskene kun kan klare sig ved at kende og respektere de givne forhold nøje. Han har døgnets og årstidernes stemninger i sig. Han er altid meget hjemme og nærværende i sine tegninger.

Det er nok derfor, man aldrig føler sig fortabt undervejs i hans fortællinger om børn, der overraskes af naturens vilde, voldsomme sider. Men det er også fordi børnene - alt andet lige - altid er indforskrevet i en tryg verden. Som fx. Helgi i Helgis store dag. Man har tillid til, at den nødstedte dreng nok skal klare sig.

Børnene i Svend Ottos bøger tager naturligt del i alt, hvad der foregår. De hører med til fællesskabet og har deres del og ansvar for, at tilværelsen kan hænge sammen. Som fx Mei-Mei i Børnene ved Yangtze Kiang. Der er ingen negative følelser i fortællingen om flodens oversvømmelse og den efterfølgende katastrofesituation. Den kollektive følelse, bogen gennemstrømmes af, sætter situationens farlighed ind i et optimistisk, fremadrettet perspektiv.

Netop det er karakteristisk for Svend Ottos egne bøger: At de har en morale. "Det må man jo heller ikke have i dag," siger han, "men jeg har altid en morale. Moralen i kineserbogen (Børnene ved Yangtze Kiang) er, at når man virkelig har noget om ørene, gribes man ikke så let af panik. Når man skal hjælpe andre, glemmer man at være bange.".

Stormfloden gennemspiller det samme tema og hører på en måde til rejsebøgerne, selvom det mere drejer sig om en rejse bagud i tiden. Det er en historie, Svend Otto har med sig fra sin barndom, men som de andre rejsebøger bygger også den på en grundig research på stedet.