- De børnefigurer, jeg er mest
fortrolig med, har et vådt dryp
under næsen, og det kan ses på
deres holdning, at de fryser, har
Svend Otto en gang sagt. I Sikken
voldsom trængsel og alarm har
Svend Otto netop valgt at iagttage
borgerskabets julefestligheder
sammen med dem, ´der bare
måtte stå og se til,´ og dem er
bogen da også tilegnet. På den
måde får Svend Otto sat julen
anno 1850 ind i en social ramme.
Det er det, der giver billederne
deres særlige liv og udtryk, og det
der gør, at billedfortællingen
bliver til en indlevet skildring,
alvorlig, munter og barok på
samme tid. Copyright: Svend
Otto S.
Når det kommer til det grundige forarbejde melder et nærliggende spørgsmål sig: Hvordan laver Svend Otto research, når han skal tegne trolde? På det svarer han - med lattermild overbærenhed - at trolde, dem har han mødt masser af i Norge, dem kender han ud og ind.
Norske trolde, har han haft rig lejlighed til at tegne i sit eget udvalg af Asbjørnsen og Moes eventyr. Men de optræder også i hans billedbøger, både de norske (Tim og Trine) og de andre (Dragen og de små søtrolde).
"Jeg vil gøre det fantastiske virkeligt og det virkelige fantastisk," siger Svend Otto. Ligesom han i sine eventyrillustrationer spiller på dobbeltheden og modsætningen mellem det virkelige og fantastiske, gør han det samme i sine egne fortællinger - med modsat fortegn. Rammerne er ganske vist stadig realistiske. Det er de norske fjelde, Tim og Trine færdes i, og dragen og de små søtrolde holder til ved et gammelt træ ved en sø.
Men ved at lade fantastiske skikkelser, som drager og søtrolde jo er, optræde, får Svend Otto et på én gang virkelighedsnært og magisk univers. Det er enkle historier, enkle handlinger, men han fylder dem med spænding og magi, ligesom børn gør med de simpleste ting i hverdagen. I og med, at han besværger de farlige og mørke elementer ved at tage dem med i troldenes og dragens skikkelse, undgår han det banale og sentimentale, der ellers lurer lige om hjørnet, når man giver sig i lag med store spørgsmål om venskabet og kærligheden.
Der er noget befriende og afvæbnende muntert ved historien om venskabet mellem menneskepigen Trine og troldedrengen Tim. Det giver fortællingen en ekstra dimension, at det er troldene, der er bange for menneskene! For det man ikke kender, det fremmede og anderledes, tror man altid er farligt. Og der er noget smukt og i al sin enkelhed rørende ved historien om Klak og troldepigen Tubbis kærlighed.
Der går en lige linje fra Svend Ottos rejsebøger til de to troldebøger. Grundsynet bag dem er det samme. Svend Otto aftegner ingen falsk idyl i sine bøger. I sine rejsebøger viser han, hvordan katastrofen ligger lige om hjørnet. I sine troldebøger fremstiller han ikke venskabet og kærligheden som et problemløst paradis. Livet har både sine mørke og lyse sider, og begge dele hører med. Det man kan gøre er at vælge den lyse side, vel vidende at den mørke altid vil være der.
Det er Svend Ottos særlige evne og styrke som illustrator, at han godt tør se på verden, som den er. Han gør det med en frimodig og livsnær holdning, med et åbent og medlevende menneskesyn.
I et interview blev han engang spurgt, om han havde ambitioner. "Ambition er noget forkert. Det er ikke bare ambition, det er et personligt behov for at sige de ting, man synes, man kan fortælle."