Pia Tafdrups forfatterskab skriver sig ind i den modernistiske tradition i dansk poesi, hvor der tages brydegreb på de store spørgsmål om køn, identitet, religiøsitet og fremmedgørelse.
Hun kom frem sammen med en række danske digtere, som alle debuterede omkring 1980, men hvor folk som Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen tematiserede storbyens fremmedgørelse ved at dykke ned i den, rettede Pia Tafdrup i stedet øjnene mod kroppen. Desuden var det feministiske et varmt emne, da Tafdrup kom på banen som etableret digter, men hun adskiller sig fra en decideret feministisk digter som Vita Andersen ved at have en mere subtil og afdæmpet tilgang til emnet.
Kropstematiseringen, hvor pigens første menstruation som ikke bare en markering af bruddet med barndommen, men også fødslen af den kunstneriske skaberevne, har Pia Tafdrup tilfælles med en forfatter som Karen Blixen, der f.eks. i en af sine noveller ”Kardinalens tredje historie” fra ”Sidste fortællinger” (1957), markerer menstruationsblodet som en form for blæk, der giver kvinden en mulighed for at påbegynde et kunstnerisk virke.
Men kroppen står ikke alene. Pia Tafdrup finder i det kødelige også en forbindelse til en ”over-kropslig”, metafysisk verden, hvor det religiøse i ikke-institutionaliseret form kommer på banen. Her tager Tafdrup fat på en tradition, som går tilbage til 1800-tallets romantiske tradition, hvor kunstneren gennem sit virke opnår en form for forbindelse til højere magter, hvilket man f.eks. ser hos den engelske digter William Wordsworth. Men man kan alligevel ikke sætte Pia Tafdrup i bås med romantikerne, da hendes metafysiske forbindelser altid er ambivalente og uden ren afklaring og frelse. Den manglende bænk, Pia Tafdrup beskriver i begyndelsen af sin debut, ”Når der går hul på en engel”, er hun altså ikke landet på endnu. Verden virker stadig vilkårlig og vakkelvorn.