I 1986-digtsamlingen ”Hvid feber” indleder Pia Tafdrup en ny periode i sit forfatterskab, der indtil da havde været domineret af kroppen som kampplads mellem naturens dyriskhed og samfundets disciplinerende kultur med erfaringen af de ekstatiske sansninger som bærende punkt. Nu lægges fokus over på mere generelle grundstemninger som ensomhed, rastløshed og afmagt.
23175533
Stadig er modsætningen mellem natur og kultur på banen. I digtet ”Lys Skifter” er det dog en symbiose mellem de to modpoler, der ses i digtet, hvor naturen afbrydes af mennesket: ”Mens en fiskestime/ går i net/ mens en fugleflok/ fanges ind” og vildtet og en hare bliver stoppet af geværskud. Digtet handler umiddelbart om kulturens sejr over naturen, men ved nærmere eftersyn viser det sig, at naturen blot antager nye former. Denne evige dialektik mellem livets modsætninger gennemskues af digteren, der som en romantisk kunstner kan se gennem de umiddelbare fænomener omkring sig og kan se ind i altings kerne. Det er naturligvis sproget, der er nøglen til erkendelsen, hvilket ses i digtet ”For at det aldrig skal høre op”: ”lyset i sproget/ kaster sine stråler på dig/ og velsigner dig” (s. 93).
Med de transcendentale tendenser spirer, som man kan se, også religiøsiteten. Den udmønter sig dog ikke i nogen specifik anskuelse, men nærmere som en tvivlende henvendelse. Det ses i ”Hvid feber”s sidste digt ”Ti anråbelser”, hvor Gud råbes an i ti strofer af et mildt sagt utilfredst jeg: ”Gud, min Gud/ hvorfor taler du altid/ med sand i munden” og ”Gud, min Gud/ Hvad er hemmeligheden/ bag din psykotiske leg” (s. 95-96). Her står tvivleren som en anden Jesus på korset og sender anklagende spørgsmål af sted mod Vorherre, men for så alligevel at vende tilbage til en dulmende erkendelse af sprogets kraft: ”Gud, min Gud/ jeg er en krop/ som sproget rører ved” (s. 97).
I ”Hvid feber” udvider Pia Tafdrup sin poetiske palet ved at lade det religiøse kigge ind. Digteren synes dog ikke afklaret om, hvorvidt det resulterer i forløsning eller feber.