Krystalskoven

Citat
”Jeg er for dig, elskede / hvad du er for mig / Jeg ønsker et sprog / hvor to floder løber sammen / uden at spørge hvorfra / eller hvortil / Stilhed som træer der vokser”
”Krystalskoven”, side 46.

Pia Tafdrup lader ofte sine digte tage udgangspunkt i bestemte rammer, som udgør et gennemgående tema gennem hele samlingerne. Det gør sig eksempelvis gældende i hovedværket ”Dronningeporten” (1998), hvor vandet flyder som det gennemgående motiv gennem alle digtene, og i ”Territorialsang” (1994), hvor det religiøse danner rammen. I digtsamlingen ”Krystalskoven” fra 1992 udgør skoven det gennemgående tema, hvilket betyder, at digtene befolkes af træer og rådyr, mens ordet løv går igen flere steder.

Indholdsmæssigt skildres et skrantende kærlighedsforhold, men det er samtidig en skildring af verden, hvor mennesket, naturen og kunsten vikles sammen i en symbiotisk Tafdrup'sk verdensanskuelse.

23722429

I begyndelsen af samlingen slås krisen an, og samtidig bærer skoven trods ”nyudsprungne bøgeblade” præg af ”skimmel og råd” (s. 13) samt ”vissent løv” (s. 21). Vinteren tager over, hvilket antydes i samlingens titel. At der samtidig er en manglende forståelse i forholdet slås an i første digt, ”A”. Her kastes ”et A”, men modtageren griber en sten, hvilket antyder, at kommunikationen mellem parterne er brudt sammen.

I kærlighedsdigtet ”Det første bogstav” ytrer jeg'et ønsket om at skabe et nyt sprog, som kan forsone et stridende par: ”Jeg ønsker et hemmeligt sprog imellem os/ et der kan standse den krig vi har ført.” (s. 46). I digtet sidestilles skoven og sproget, for stilheden er ”som det første bogstav”, men samtidig er det ”som træer der vokser”. Her danner sproget og naturen en modpol til hadets destruktive kræfter og udgør en modgift til den fortvivlelse, jeg'et i digtet føler over for sin elskede.

Den stilhed, som jeg'et ønsker i ”Det første bogstav”, findes i sidste digt ”Destination” i en ”porøs lyd af tranceagtig stilhed”. Her lever parret hver for sig, men med en afklaring, der måske tillader ”et imperium nyligt skudt op af havet” (s. 79).

I ”Krystalskoven” skildrer Pia Tafdrup krise og forløsning i en optik, der lader natur, menneske og sprog flyde sammen til en helhed.