Digtsamlingen ”Tarkovskijs heste” fra 2006 har et helt konkret tema: Tabet af Pia Tafdrups far. Gennem alle 52 digte er døden og vejen til den det altdominerende motiviske spor.
Der er ikke ironisk distance eller afstandtagen til det svære emne. De dominerende figurer gennem digtene er ”min Far” og ”min mor”, der langsomt oplever farens demens slå igennem, som blæsten, der ”hvirvler op i hans tanker,/ afslører hvide pletter/ på hukommelsens landkort.” (s. 16).
26415020
Sproget i digtene nærmer sig sine steder prosa. Det drejer sig især om erindringsbilleder, hvor konkrete scener udspiller sig: ”Mindst ét sår har kroppen altid,/ sagde min far foran spejlet,/ hvor han bandt sin slipseknude,/ da jeg første gang så/ blodet strømme/ fra knæet, hvor jeg havde slået hul.” (s. 58).
Andre steder er man ovre i klassisk Pia Tafdrup-stil, hvor de helt store drømmevisioner lader sig udspille for læseren: ”Nattehimlen går igennem mig/ og tunnelmundingernes lys -/ den morgen,/ kort efter ulvetimen, hvor min far dør.” (s. 59).
I denne del af digtsamlingen ligger faderen på sit dødsleje, og jeg'et tænker tilbage på dengang, hun som fireårig spurgte, hvorfor man skulle dø. Det eneste, faderen er i stand til at sige nu, er, at det gør ondt. Det manglende svar på spørgsmålet udpenslet i forståelsen af noget, man ikke kan rumme: ”En kerne af intet i en skal af alt” (s. 60).
Titlen ”Tarkovskijs heste” er en reference til russiske Andrej Tarkovskijs film ”Den yderste dom” (1971), hvor hestene er et symbol på livet (i filmen ser man en hest rulle sig sorgløst i græsset, mens en anden må lade livet ved at falde ned ad en trappe.) Samme ro som hestene har faderen nu, han ligger i urnen, som er blevet båret til graven. Døden er fuldendt.
På den måde er ”Tarkovskijs heste” en digtsamling, der kan bruges for folk, som står i den situation, Pia Tafdrup selv stod i, da samlingen blev skrevet. Det er nærmest terapi-digte for folk, som har mistet.