Da Donna Tartt debuterede med ”Den hemmelige historie”, blev hun af flere amerikanske kritikere regnet som en del af den såkaldte Brat Pack-generation. Brat Pack var navnet på en gruppe af yngre yuppieforfattere, heriblandt Bret Easton Ellis, Jay McInerney og Tama Janowitz, der inspireret af minimalister som Raymond Carver skrev køligt og moraliserende om det angstfulde storbyliv i 1980'erne.
Selv læser hun hellere 1800 tals litteratur end moderne værker. Især Charles Dickens klassiske beretninger om fattige folks livsvilkår under den britiske industrialisering. At lade tilfældige begivenheder afstedkomme at karakterernes liv ændres for altid er bare et af de greb, hun henter fra den engelske mester.
Blandt sine jævnaldrende kolleger er Donna Tartt nu ikke ene om at skrive lange, psykologiske portrætter om ensomhed, depression, misbrug og det moderne menneskes frihed eller mangel på samme. Tartts fiktioner udspiller sig, ligesom landsmanden Jonathan Franzens, i perioden før og efter årtusindeskiftet i dysfunktionelle amerikanske familier på tværs af sociale skel. Jonathan Franzen er, som Tartt, vidt belæst i litteraturhistorien og trækker på bl.a. Henry David Thoreaus ”Walden” i sin roman ”Frihed”, der af kritikere over hele verden er blevet udråbt til Den Store Amerikanske roman. I ”Frihed” er det ikke en malet stillids, men en lille, levende spurv i naturen, som hovedpersonen Walter Berglund sætter sig for at redde fra udryddelse.
Endelig er New York rammen for Jonathan Safran Foers anden roman ”Ekstremt højt og utrolig tæt på”, hvori en 9 år gammel dreng mister sin far ved terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001. Ikke ulig Theo i ”Stillidsen”, der mister sin mor ved et fiktivt terrorangreb på et kunstmuseum i New York City. Ideen til denne kobling mellem terror og kunst udsprang af Tartts dybfølte frustration over, at Buddha-statuerne i Bamiyan i Afghanistan blev sprunget i luften af Taleban i 2001.