Donna Tartt
Foto: Beowulf Sheehan / Lindhardt og Ringhof

Donna Tartt

cand.mag. Louise Rosengreen, iBureauet/Dagbladet Information. 2014.
Top image group
Donna Tartt
Foto: Beowulf Sheehan / Lindhardt og Ringhof
Main image
Tartt, Donna
Foto: Patrick McMullan Co. / Scanpix

Indledning

Donna Tartt skriver i hånden og bruger gennemsnitligt et årti på en roman. Den elegante, reserverede forfatterinde siger selv, at hun ikke har mere end fem romaner i sig. For det tager tid at skrive, når man skriver pertentligt, perfektionistisk og ambitiøst. Debuten ”Den hemmelige historie” gjorde Tartt kult i USA og gav hende økonomisk frihed til arbejdet med efterfølgeren, den prisbelønnede ”Den lille ven”. Hendes tredje roman, ”Stillidsen”, er blevet rost for bevægende og intelligent at formidle forfatterindens kærlighed til kunst og klassisk håndværk via en fortabt forældreløs drengs tour de force gennem et Amerika fuld af hemmeligheder, svindel, venskaber og morfinslikkepinde.

 

50984508

Blå bog

Født: 23. december 1963 i Greenwood, Mississippi.

Uddannelse: Bachelor fra Bennington College, 1986.

Debut: Den hemmelige historie. Lindhardt og Ringhof, 1992. (The Secret History. Alfred A. Knopf, 1992.) Oversat af Annelise Schønnemann.

Litteraturpriser: WH Smith Literary Award, 2003. Nomineret til National Book Critics Circle Award og Baileys Women's Prize for Fiction, 2014.

Seneste udgivelse: Stillidsen. Lindhardt og Ringhof, 2014. (The Goldfinch. Little, Brown and Company, 2013.) Oversat af Annelise Schønnemann.

Inspiration: Peter Pan, Charles Dickens, Flannery O’Connor og Robert Louis Stevenson.

 

 

Donna Tartt fortæller om, hvor og hvordan hun skriver

Artikel type
voksne

Baggrund

”Og dog var hun helt sig selv: en sjældenhed. Jeg kan ikke huske jeg nogen sinde har set andre der lignede hende. Hun var sorthåret med lys hud der blev fregnet om sommeren, porcelænsblå øjne med en masse lys i (…) hun var lige så skinnende og nervøs og flot som en væddeløbshest.”
”Stillidsen”, s. 14.

Donna Tartt blev udråbt som et litterært geni, allerede før hendes første roman stod på boghandlernes hylder. I det hele taget er hun en sjældenhed blandt amerikanske bestsellerforfattere. Hun er tilbageholdende med at give interviews og fortæller kun modvilligt om sit privatliv. Hele hendes persona er omgivet af en mystik, som hun selv gennem tiden behjælpeligt har fodret med citater som ”Jeg er præcis samme størrelse som Lolita” og historier om, at hendes mor var så stor en læsehest, at hun læste bøger, mens hun kørte bil.

Tartt voksede op i en lille by i Mississippi. Hendes mor var sekretær og faren, en rockabilly musikant og lokalpolitiker, var sjældent hjemme. Som lille (hun var så lille, at hun gik i dukketøj) var Tartt en læsehest ligesom sin mor. Yndlingsbøgerne var J.M. Barries ”Peter Pan” og ”Dr. Jekyll og Mr. Hyde” af Robert Louis Stevenson. Hun var kun fem år gammel, da hun skrev sit første digt. Som 13-årig blev hun trykt i et litterært tidsskrift, og i gymnasiet pjækkede hun gladelig fra undervisningen for at tage hjem og læse romaner under dynen. I 1981 begyndte hun på universitetet, hvor hendes skrivestil imponerede flere af underviserne. De anbefalede hende at skifte til det kreative Bennington college i Vermont. Her mødte hun bl.a. Bret Easton Ellis. De to datede i en periode og udvekslede manuskripter. Efter mange års arbejde udkom debuten ”Den hemmelige historie” i 1992. Den blev en bestseller og er oversat til 24 forskellige sprog.

Først 10 år efter, i 2002, udkom Donna Tartts anden roman ”Den lille ven”, og der gik endnu et årti før ”Stillidsen” var færdigskrevet. Alle tre romaner har Tartt skrevet i hånden, og selv om hendes skriveproces tager tid, elsker hun sit arbejde. Hun sammenligner skrivningen med miniaturemaling: “at male et vægmaleri på størrelse med en mur med en pensel på størrelse med en øjenvippe; et mikroskopisk, meget detaljeret arbejde, men over et stort areal og meget lang tid. Det er derfor, det tager så længe.” (Mick Brown: Donna Tartt: ‘If I’m not working, I’m not happy’. The Telegraph, 2013-12-09. Egen oversættelse).

Den hemmelige historie

”På et tidspunkt i mit liv kunne jeg vel godt have haft en mængde historier at fortælle, men nu er der ikke andre. Dette er den eneste historie jeg nogen sinde vil kunne fortælle.”
“Den hemmelige historie”, s. 8.

Donna Tartts debut ”The Secret History” (”Den hemmelige historie”, 1992) er lige dele tragedie, udviklingsroman og psykologisk thriller. Romanens omdrejningspunkt er mordet på collegedrengen Bunny Corcoran. Han findes død for foden af en skrænt i bogens prolog. Fortælleren, Richard Papen, afslører fra start, at mordet var planlagt og intenderet, og resten af romanen er hans fortælling om, hvad der får en gruppe universitetsstuderende til at myrde, og hvilke konsekvenser det får for deres fremtid.

Historien er fortalt i et tilbageblik og falder i to dele: før og efter Bunnys død. Richard møder Bunny på Hampden college, et fiktivt universitet i New England. Her bliver Richard udtaget til en eksklusiv og elitær klasse, der studerer klassisk græsk og latin hos den karismatiske professor Julian Morrow. Klassen består af tvillingerne Charles og Camilla, den snu og snaksaglige Bunny, Francis, der er homoseksuel, og den velbemidlede, arrogante Henry, der er selvudnævnt leder af gruppen og et lingvistisk geni.

24848620

På en udflugt til Francis’ sommerhus eksperimenterer kliken med alkohol, stoffer og sex, og i en dionysisk ekstase dræber Henry en fremmed mand i skoven. Hverken Bunny eller Richard medvirker, men de vikles alligevel uvilkårligt ind i de problemer, løgne og hemmeligheder, som mordet medfører.

Romanen er inspireret af den græske tragedie. Karaktererne kan ikke undslippe skæbnen, og Richard fremstår som en helt, hvorfor læseren føler sympati for ham. Heri ligger det tragiske, for Richard er både uærlig og amoralsk. Han er en ener, der lever afskåret fra sin familie. Fravær af forældre eller mangel på voksenkontakt er et tema, som går igen i hele Tartts forfatterskab, ligesom misbrug optræder i mange varianter i hendes bøger. I alle samfundslag er unge som voksne afhængige af piller, hash, kokain og alkohol. 

”Den hemmelige historie” illustrerer, hvordan ungdommens venskaber sætter spor i voksenlivet. Den voksnes identitet må forstås i sammenhæng med ungdommens udskejelser, fejltagelser og relationer. Samtidig retter romanen en kritik mod den rige, privilegerede og veluddannede amerikanske overklasse, der under overfladen ikke nødvendigvis er moralsk og beundringsværdig.

Stillidsen

”Der er ingen der nogen sinde vil kunne overtale mig til at synes at livet er en formidabel, indbringende nydelse. Fordi, her kommer sandheden: Livet er en katastrofe.”
”Stillidsen”, s. 833.

”The Goldfinch” (“Stillidsen”, 2014) er Donna Tartts tredje roman. Den er opkaldt efter et lille maleri af en fugl i fodlænke, malet af den flamske maler Carel Fabritius i 1654. Romanens hovedperson Theo Decker overlever som 13-årig et terrorangreb på Metropolitan Museum i New York. En ældre herre, der dør ved hans side, giver ham sin ring og beder ham brede Fabritius’ maleri ud af ruinerne. Hjemvendt, og stadig i chok, går det langsomt op for Theo, at hans mor er død, og at han har stjålet et kunsthistorisk mesterværk.

Han bliver midlertidigt anbragt hos klassekammeraten Andy, og Andys familie passer ham, indtil hans far pludselig dukker op og tager Theo med til Las Vegas. Kontrasten til New York er overvældende, og Theo overlades til sig selv, mens faren og hans nye kæreste Xandra sniffer kokain og spiller deres penge op. Theo finder trøst og selskab i den ukrainske nabodreng Boris, der også er overladt til sig selv. De to drenge bliver bedste venner, men mister kontakten, da Theo flygter tilbage til New York, hvor han flytter ind hos den godmodige møbelsnedker Hobbie.

50984508

Theo Decker er en utroværdig fortæller. Han lider af post traumatisk stress efter ulykken og er i sorg over at have mistet sin mor. Romanen er skrevet i et stringent, beskrivende og detaljeret sprog med mange referencer og citater fra litteraturhistorien. Handlingen indledes på et hotelværelse i Amsterdam, hvor Theo som voksen har fået indblik i den kriminelle underverden, som Boris færdes i. I en febervildelse drømmer Theo for første gang om sin mor, hvilket får ham til at genfortælle sin livshistorie for læseren. 

Romanen har et stort og spraglet persongalleri, der spænder på tværs af samfundslag, nationaliteter, interesser og social status. Derfor er ”Stillidsen” af flere kritikere blevet sammenlignet med Charles Dickens. Tartt tematiserer hemmeligheder, venskab, sandhed og bedrag, og et af bogens stærkeste budskaber er, at de største kunstværker er udødelige, fordi kærligheden til kunsten forener mennesker på tværs af tid.

Genrer og tematikker

Både ”Den hemmelige historie” og ”Stillidsen” er fortalt af en mandlig førstepersonsfortæller, mens ”Den lille ven”, der har en kvindelig hovedperson, er konstrueret som en flerstemmig fortælling. I alle Donna Tartts romaner er hovedkarakteren et ungt menneske, der udvikler sig fra barn til voksen. Denne interesse for ungdommen begrunder hun selv således: “Det er et mysterium, hvorfor vi skriver det vi skriver. Jeg ved at en del af grunden til, at jeg tiltrækkes af disse ting er, at jeg altid forsøger at genskabe den jublende, galopperende glæde jeg følte, da jeg læste bøger som barn. At skrive om unge mennesker er for mig en måde at komme tilbage til barndommens læseglæde, da alt var muligt – en måde at huske hvad jeg holdt af ved at læse i første omgang. (Molly Creeden: Interview with Donna Tartt. 2013-11. Egen oversættelse).

Det er ofte tilfældigheder, der gør, at Tartts karakterer havner i problemer eller kriminalitet, hvilket medvirker til at gøre stemningen i hendes romaner uhyggelig. Hun genbruger træk fra krimien og thrilleren, men bøgerne er primært udviklingsromaner. Hovedpersonerne er antihelte, der ikke kan leve op til samfundets normer, tager forkerte beslutninger og lyver for deres medmennesker og for læseren. Udviklingsromanen er en genre, der er forbundet med naturalismen. Den adskiller sig fra den klassiske dannelsesroman ved at repræsentere et pessimistisk livssyn: Tartts karakterer er ikke harmoniske mennesker, men derimod desillusionerede og deprimerede problembørn.

Donna Tartts sprog er tæt og levende, og hendes billedsprog er velvalgt og præcist. Hun skriver pertentligt og perfektionistisk, og hendes direkte tale er meget virkelighedstro. Samfundsklasser og sociale tilhørsforhold optræder som tematikker i handlingerne, men afspejles herudover i karakterernes sprogbrug. Eksempelvis i ”Stillidsen” når den flersprogede Boris laver grammatiske fejl og bruger russiske ord i sit amerikanske, eller når professor Julian Morrow i ”Den hemmelige historie” holder en filosofisk monolog om æstetik.

Beslægtede forfatterskaber

Da Donna Tartt debuterede med ”Den hemmelige historie”, blev hun af flere amerikanske kritikere regnet som en del af den såkaldte Brat Pack-generation. Brat Pack var navnet på en gruppe af yngre yuppieforfattere, heriblandt Bret Easton Ellis, Jay McInerney og Tama Janowitz, der inspireret af minimalister som Raymond Carver skrev køligt og moraliserende om det angstfulde storbyliv i 1980'erne.

Selv læser hun hellere 1800 tals litteratur end moderne værker. Især Charles Dickens klassiske beretninger om fattige folks livsvilkår under den britiske industrialisering. At lade tilfældige begivenheder afstedkomme at karakterernes liv ændres for altid er bare et af de greb, hun henter fra den engelske mester.

Blandt sine jævnaldrende kolleger er Donna Tartt nu ikke ene om at skrive lange, psykologiske portrætter om ensomhed, depression, misbrug og det moderne menneskes frihed eller mangel på samme. Tartts fiktioner udspiller sig, ligesom landsmanden Jonathan Franzens, i perioden før og efter årtusindeskiftet i dysfunktionelle amerikanske familier på tværs af sociale skel. Jonathan Franzen er, som Tartt, vidt belæst i litteraturhistorien og trækker på bl.a. Henry David Thoreaus ”Walden” i sin roman ”Frihed”, der af kritikere over hele verden er blevet udråbt til Den Store Amerikanske roman. I ”Frihed” er det ikke en malet stillids, men en lille, levende spurv i naturen, som hovedpersonen Walter Berglund sætter sig for at redde fra udryddelse.

Endelig er New York rammen for Jonathan Safran Foers anden roman ”Ekstremt højt og utrolig tæt på”, hvori en 9 år gammel dreng mister sin far ved terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001. Ikke ulig Theo i ”Stillidsen”, der mister sin mor ved et fiktivt terrorangreb på et kunstmuseum i New York City. Ideen til denne kobling mellem terror og kunst udsprang af Tartts dybfølte frustration over, at Buddha-statuerne i Bamiyan i Afghanistan blev sprunget i luften af Taleban i 2001.

Bibliografi

Romaner

Tartt, Donna:
Den hemmelige historie. Lindhardt og Ringhof, 1992. Oversat af Annelise Schønnemann. (The Secret History. Alfred A. Knopf, 1992).
Tartt, Donna:
Den lille ven. Lindhardt og Ringhof, 2004. Oversat af Annelise Schønnemann. (The Little Friend. Alfred A. Knopf, 2002).
Tartt, Donna:
Stillidsen. Lindhardt og Ringhof, 2014. Oversat af Annelise Schønnemann. (The Goldfinch. Little, Brown and Company, 2013).

Om forfatterskabet

The Guardian, 2002-10-19.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Donna Tartt

Kilder citeret i portrættet