Både ”Den hemmelige historie” og ”Stillidsen” er fortalt af en mandlig førstepersonsfortæller, mens ”Den lille ven”, der har en kvindelig hovedperson, er konstrueret som en flerstemmig fortælling. I alle Donna Tartts romaner er hovedkarakteren et ungt menneske, der udvikler sig fra barn til voksen. Denne interesse for ungdommen begrunder hun selv således: “Det er et mysterium, hvorfor vi skriver det vi skriver. Jeg ved at en del af grunden til, at jeg tiltrækkes af disse ting er, at jeg altid forsøger at genskabe den jublende, galopperende glæde jeg følte, da jeg læste bøger som barn. At skrive om unge mennesker er for mig en måde at komme tilbage til barndommens læseglæde, da alt var muligt – en måde at huske hvad jeg holdt af ved at læse i første omgang.” (Molly Creeden: Interview with Donna Tartt. 2013-11. Egen oversættelse).
Det er ofte tilfældigheder, der gør, at Tartts karakterer havner i problemer eller kriminalitet, hvilket medvirker til at gøre stemningen i hendes romaner uhyggelig. Hun genbruger træk fra krimien og thrilleren, men bøgerne er primært udviklingsromaner. Hovedpersonerne er antihelte, der ikke kan leve op til samfundets normer, tager forkerte beslutninger og lyver for deres medmennesker og for læseren. Udviklingsromanen er en genre, der er forbundet med naturalismen. Den adskiller sig fra den klassiske dannelsesroman ved at repræsentere et pessimistisk livssyn: Tartts karakterer er ikke harmoniske mennesker, men derimod desillusionerede og deprimerede problembørn.
Donna Tartts sprog er tæt og levende, og hendes billedsprog er velvalgt og præcist. Hun skriver pertentligt og perfektionistisk, og hendes direkte tale er meget virkelighedstro. Samfundsklasser og sociale tilhørsforhold optræder som tematikker i handlingerne, men afspejles herudover i karakterernes sprogbrug. Eksempelvis i ”Stillidsen” når den flersprogede Boris laver grammatiske fejl og bruger russiske ord i sit amerikanske, eller når professor Julian Morrow i ”Den hemmelige historie” holder en filosofisk monolog om æstetik.