Stillidsen

Citat
”Der er ingen der nogen sinde vil kunne overtale mig til at synes at livet er en formidabel, indbringende nydelse. Fordi, her kommer sandheden: Livet er en katastrofe.”
”Stillidsen”, s. 833.

”The Goldfinch” (“Stillidsen”, 2014) er Donna Tartts tredje roman. Den er opkaldt efter et lille maleri af en fugl i fodlænke, malet af den flamske maler Carel Fabritius i 1654. Romanens hovedperson Theo Decker overlever som 13-årig et terrorangreb på Metropolitan Museum i New York. En ældre herre, der dør ved hans side, giver ham sin ring og beder ham brede Fabritius’ maleri ud af ruinerne. Hjemvendt, og stadig i chok, går det langsomt op for Theo, at hans mor er død, og at han har stjålet et kunsthistorisk mesterværk.

Han bliver midlertidigt anbragt hos klassekammeraten Andy, og Andys familie passer ham, indtil hans far pludselig dukker op og tager Theo med til Las Vegas. Kontrasten til New York er overvældende, og Theo overlades til sig selv, mens faren og hans nye kæreste Xandra sniffer kokain og spiller deres penge op. Theo finder trøst og selskab i den ukrainske nabodreng Boris, der også er overladt til sig selv. De to drenge bliver bedste venner, men mister kontakten, da Theo flygter tilbage til New York, hvor han flytter ind hos den godmodige møbelsnedker Hobbie.

50984508

Theo Decker er en utroværdig fortæller. Han lider af post traumatisk stress efter ulykken og er i sorg over at have mistet sin mor. Romanen er skrevet i et stringent, beskrivende og detaljeret sprog med mange referencer og citater fra litteraturhistorien. Handlingen indledes på et hotelværelse i Amsterdam, hvor Theo som voksen har fået indblik i den kriminelle underverden, som Boris færdes i. I en febervildelse drømmer Theo for første gang om sin mor, hvilket får ham til at genfortælle sin livshistorie for læseren. 

Romanen har et stort og spraglet persongalleri, der spænder på tværs af samfundslag, nationaliteter, interesser og social status. Derfor er ”Stillidsen” af flere kritikere blevet sammenlignet med Charles Dickens. Tartt tematiserer hemmeligheder, venskab, sandhed og bedrag, og et af bogens stærkeste budskaber er, at de største kunstværker er udødelige, fordi kærligheden til kunsten forener mennesker på tværs af tid.