Andrew Taylor har et reflekteret forhold til sit valg af genre: "Jeg tror dels folk læser krimier for at få bekræftelse. I krimier, selv den slags jeg skriver, som bevæger sig i gråzoner, er der en løsning af en art. Krimifiktion tilbyder per definition at forvandle livets rodede kaos til et mønster.” (Katie Jarvis: Andrew Taylor: Crime Novelist. Cotswold Life, 2010-01-31. Egen oversættelse.). Hermed ikke sagt, at Taylors karakterer kan sættes ind i en skematisk opdeling af godt og ondt. Han skriver med en særlig sensibilitet, der nuanceret indfanger personernes følelsesliv ved hjælp af diskrete hentydninger.
Han er tro mod sine historiske kilder, som først og fremmest tæller almindelige menneskers dagbøger, journaler og andre dokumenter fra den tid, han beskæftiger sig med. Hans research er ifølge ham selv ikke styret af nogen særlig metode eller orden, men han forsøger så vidt muligt at skaffe sig førstehåndskilder: ”Jeg vil helst lytte til de dødes individuelle stemmer” (Andrew Taylor answers your questions. Killer Reads, 2013-07-18. Egen oversættelse). På den måde kan han indsamle ikke blot viden om en særlig periodes udvendige miljø, men også få et indblik i tidens sprog, moral og mentalitet. Konkret betyder det, at han kopierer datidens diskretion omkring visse emner, som for eksempel sex, ind i sine romaners univers, for at være tro mod kilden og tiden.
Historiske dramaer er udgangspunktet for flere af Andrew Taylors romaner. Gennem kriminalgåderne får han fortalt flere kapitler i Englands både politiske og kulturelle historie. Han konfronterer det engelske samfund med dets blodige og moralsk anløbne fortid – og det er ikke milde eller nemme emner. Taylor behandler både Storbritanniens fortid som amerikansk kolonimagt, deltagelsen i krige og det britiske klassesamfunds menneskelige omkostninger.