Samfundet til debat

Janne Teller betragter ikke sig selv som børne- og ungdomsforfatter men som voksenforfatter. Hun har dog skrevet lige meget i hver kategori. Hun debuterede med voksenromanen “Odins ø” fra 1999, som handler om Odin, der farer vild i en meteorstorm og må nødlande på en ø, da hans ene hest har brækket benet. Ingen på øen kan dog hjælpe Odin, og de foreslår ham derfor at drage ind til kontinentet for at finde en dyrlæge. Odin vandrer over isen og ind til landet Sydnorden - som minder påfaldende om Danmark - hvor han er tæt på at blive kørt over af valutaeksperten Sigbrit Holland. Sigbrit beslutter sig for at hjælpe Odin, og det bliver afsæt for en handling, der blandt andet indebærer en erkendelse af det nødvendige i at påtage sig et ansvar. Romanen er en usædvanlig krydsning af samfundssatire og magi, en mytologisk undergangsfortælling der kritiserer nationalisme og religiøs fanatisme.

Det samfundsdebatterende finder man også i den korte filosofiske tekst “Fattigdomsloven” fra 2000. Fattigdom er ikke blot materiel, men også åndelig, hævder Janne Teller. I Danmark er vi både griske og middelmådige, hver gang vi selv kræver noget af staten, er der andre der ikke får. Hver gang, vi ikke yder, er der andre, der må yde. Ja, vi magter end ikke at glæde os over en kat i gul hat, lyder dommen fra Janne Teller.