Cato Thau-Jensen debuterede i 1995 med en billedbog med tekst af Kim Fupz Aakeson. Forlaget Gyldendal havde indbudt Designskolen i Kolding til en konkurrence, hvor de studerende kunne deltage (og vinde), hvis de var i stand til at give et godt bud på nogle illustrationer til to manuskripter af samme Aakeson. Cato Thau-Jensen vandt sammen med Tine Modeweg-Hansen. Cato Thau-Jensens billedbog fik titlen Og så er det godnat!, og Tine Modeweg-Hansens udgivelse var: Prinsessen der altid havde ret (1996).
Og så er det godnat! handler om opdragelsen af et lille monster, som - hvis vi ikke skulle vide det - er noget loddent noget med horn og hale og store hugtænder(!) og lange kløer og måske kan ose lidt ild ud af munden. I monsterverdenen er alting vendt på hovedet som i eventyret om Didrik, så om aftenen skal små monstre børste hugtænderne i bolsjevand, de skal vaskes i muddervand og pløre, og når de er lagt i seng, må de hvile på et leje af glasskår og søm.
Godnatlæsningen er uhyggelig, for der bliver læst højt om en verden, hvor man bruger sæbe, kører i gule busser og ligger trygt under lune dyner. Og til sidst må den sure far og mor lige kigge, om der ligger børn under sengen, som kan skræmme det lille monsterbarn.
Cato Thau-Jensens teknik er allerede forrygende i dette første værk. Han sprøjter blækklatter ud over siderne med en tandbørste dyppet i blæk, så siderne får et dejligt griset patina, og figurerne er tværet ud på papiret med fede farveblyanter. Denne teknik anvender tegneren i de første år - suppleret med lidt akrylmaling til at give konturer.