Endnu mere bevægende og endnu mere ekspressiv i form og udtryk er Den grusomme jæger (2001), der er endnu et resultat af et tilsyneladende forrygende samarbejde med Kim Fupz Aakeson. Billedbogen handler om en virkelig(!) grusom jæger, der hver dag går ud i skoven og pløkker en hel masse dyr. Han skyder og dræber i flæng, og om aftenen tæver han konen og barnet og sparker hunden i enden med fedtlæderstøvler. Men så en dag kommer han til at skyde en engel ned fra himlen. Og i angst for Guds straf, gemmer han hende nede i sin kælder og prøver at helbrede hende:
Han lægger en af sine røde hænder på englens brandvarme pande og det er som om det hjælper. Bare en hånd. Den grusomme jæger sidder sådan længe med en hånd på englepanden og håber det bedste.
Og minsandten! Englen bliver helbredt af de hænder, der før har dræbt og tævet. Og herefter kan han lægge sine hænder blidt på sin søns pande og varsomt om sin kones bryster. Faktisk en stille aften, det må man sige.
Efter denne oplevelse ’pløkker’ han aldrig mere noget dyr, og familien må købe deres mad i supermarkedet. Den grusomme jæger er blevet helbredt, og livet kan - i den mest bogstaveligste forstand - blomstre i det lille hjem. Kun på markedspladsen kan den nu ikke så grusomme jæger more sig med at skyde til måls efter nogle mekaniske kaniner i et skydetelt.
Tegningerne danser henover siderne, og aldrig har der været så voldsomme perspektivforskydninger og -forvrængninger i billederne. Der males virkelig med den brede pensel, og Cato Thau-Jensen blander alle teknikker med raffinement. Tekst og illustration smelter sammen til en helhed og gør Den grusomme Jæger til en af de bedste billedbøger i disse tider.
Cato Thau-Jensen beviser her, at han er et vitalt og sprudlende talent på den danske illustratorhimmel. Hans figurer snor sig over siderne som lianer i en frodig jungle, og hans fantasi skummer over som godt øl i drøje bægre.