Introduktion

© Illustration Pia Thaulov
Copyright: Illustrator Pia Thaulov

Cirka midtvejs inde i billedbogen Lille Kong Magnus (1993) flyver en blågrøn baby tværs over opslaget på vej ud ad en pink dør, hvor der er malet to sammenfiltrede røde hjerter. Barnet skriger og er kun hæftet til denne verden med en navlestreng. Er dette en fødselsscene?! Jo, nej - eller måske snarere en mareridtsforestilling om en fødsel. Ikke drømt eller set af tegneren, men af hovedpersonen i billedbogen... 

Babyen bliver nemlig slynget lige i hovedet på ’helten’ - alias lille Kong Magnus - der med stift blik ser dette vanvid nærme sig. Og stablen af blåstribede dyner, zinkbaljer og bildæk begynder at vakle. Uha, en blåskimlet og ulækker baby er på vej ind i en verden, der før - for kongen - var velordnet, harmonisk og overskuelig. Læsset vælter, og Lille Kong Magnus bliver kastet af tronen.

’Kameraet’ zoomer ind på majestæten på den efterfølgende side. Nu er vi ’i close-up’ og ser Lille Kong Magnus i al hans elendighed, der spejles i et ansigt, som er grønt af forbitrelse.

Med dette morsomme, kloge og raffinerede værk røg Pia Thaulov (f. 1961) ind på den danske børnebilledbogs stjernehimmel. Hun havde gjort sig bemærket før, men ikke som med Lille Kong Magnus. Den var en født klassiker, og samme år - 1993 - modtog hun Kulturministeriets Illustratorpris som hyldestest.