Pia Thaulov bor uden for lands lov og ret. Sådan da. I hvert fald langt ude på landet på den grønne ø Møn. Der, hvor de asfalterede veje holder op, ligger der et lille hvidkalket hus, hvor tegneren bor med sin lystige familie. Er det mon den, der er portrætteret så morsomt og kærligt i billedbøgerne om Familien Bartoldy ? Måske...
"En uddannelse har jeg aldrig haft tid til at tage. Men jeg har tegnet og skrevet, selv om jeg havde forestillet mig at arbejde med alt muligt andet."
( Eksistensminimum med overflod interview med Dorte Roholte i ’Børn & Bøger’, nr. 3, 1997)
Pia Thaulov har rejst meget i den store verden - gerne med en tegneblok under armen. Et kursus i tegneseriens svære kunst inspirerede til nogle af de første udgivelser. Et album med titlen En uheldig dag i 1983 indledte karrieren, fulgt af to udgivelser - Pariseranekdoter (1985) og Øst for Hebriderne (1986).
Men så kom det første barn, rejselivet var slut for en tid, og man bosatte sig i det hvidkalkede hus på Møn. Den første billedbog for børn var Nede i Mosen (1986). Det er en herlig historie om Frøen Roberto, der elsker Rose. Men gennem et kys bliver Rose forvandlet til et menneske, så nu må de elskende finde ud af, hvordan hun bliver til frø igen...
Gennembruddet for Pia Thaulov var Malerens Hund (1990) - en dejlig eksplosiv og velfortalt billedbog om en grå hund, der synes, at verden er så farvestrålende. Bare ikke den. Øv, sagde malerens hund, hvor er jeg dog grå og grim .
Mens Maleren ustandseligt smører maling på lærredet, drømmer hunden om at blive sort som de herlige krager, blå som de pragtfulde hvalrosser, rød som ’de rødhårede unger’, hvid som de tykpelsede får, stribet som de vilde katte og regnbuefarvet som den galende hane. Og hver gang kan Maleren heldigvis forsyne hunden med nye farver, indtil tuberne slipper op. Så kan han desværre ikke supplere med flere drømmefarver, og hunden sukker, mukker og lurer.
Men samme dag finder Malerens hund en flok nussegrå og grumsebrune hunde, som den hilser på. Og de opfordrer den til at lege med. De har det faktisk rigtigt dejligt, når de ruller sig i de rådne fisk nede på havnen.
Konklusionen er klar: Det er bedre at være en dårlig kopi af sig selv end at være en strålende efterligning af andre. Man må lære at elske sig selv - lige så trist man end tror, at man er. Og bogen fortæller på sin egen stilfærdige måde, at ’lige børn leger bedst’, for hunden ka’ jo ikke flyve som kragerne eller svømme som hvalrosserne. Det er bedre for en hund at være en hund - så nyd det! Den langskæggede Maler, der fortærer et utal af spejlæg (?), kigger kærligt undrende på den famlende hund, der styrter rundt for tilfredsstille sit behov for at blive som alle andre. Pia Thaulov leverer her en temmelig præcis kritik af den hektiske jagt på nye smarte ’trends’. Her får ’moderæset’ én på (hunde-)snuden.
"Vi har valgt tv fra, siger Pia Thaulov. Jeg mener, at det ødelægger børns leg, og jeg har tit oplevet, at dagen bliver skåret over af Børnetimen. Og fjernsyn er trods alt en sørgelig erstatning for leg."
( Eksistensminimum med overflod interview med Dorte Roholte i ’Børn & Bøger’, nr. 3, 1997)