Baggrund

Thomas Thorhauges engagement på den relativt lille danske tegneseriescene er dybt imponerende. Her er han en af de helt store ildsjæle, både som udøvende kunstner, forfatter, redaktør, formand, skribent, kommentator etc. På sit CV kan han endvidere skrive autodidakt tegner, stribe-mager, forfatter til graphic novels, grafiske essays og samfundssatiriske essays, instruktør- og forfatterportrætter. Han er desuden uddannet i Film- og medievidenskab. Så han er ikke kun både teoretiker og praktiker. Han er også både forfatter og kunstner, og han virker ganske enkelt inden for alle roller og genrer i tegneseriemediet.

”Jeg er vokset op som en tegneserienørd, men det liv jeg lever connecter ikke til eventyr eller humor i albumgenre-forstand. Jeg elsker at læse de ting, men på et personligt niveau er der andre ting jeg relaterer meget klarere til, og det er der, jeg går hen, når jeg selv skal lave tegneserier. Med den ballast, jeg selv medbringer.” (Matthias Wivel: Kom hjem: Interview med Thomas Thorhauge, metabunker.dk, 2009-05-29).

Thorhauge er vokset op i et 68’er-bofællesskab. Han fortæller, at han boede sammen med en bunke flippede akademikertyper, der havde en masse idéer om alternative livsformer. ”Oplevelsen af at bo i kollektiv sidder i mig, og selv om kollektivet i historien er fiktion, så er det alligevel med brudstykker fra mine egne erfaringer,” fortæller forfatteren om bogen ”Kom hjem”. (Camilla Stampe: Thorhauges talebobler udfordrer tegneserien. Information, 2009-05-17).

Thomas Thorhauge har tre børn og ernærer sig med illustrationsarbejde, som han laver fra sin tegnestue Over floden på Nørrebro, hvor han deler lokaler sammen med en håndfuld andre illustratorer.