Genrer og tematikker

Thomas Thorhauge er en moderne, internationalt inspireret tegneseriekunstner, og derfor bruger han tegneseriemediet meget frit. Han lader sig ikke begrænse af en klassisk forståelse af mediet som et rent fiktions- og underholdningsrum, typisk afgrænset til eventyr- og humorgenrerne, men bruger det også til virkelighedsnære genrer som bl.a. tegneserie-essays og tegnet journalistik samt tegneserier med dokumentarisk tekst: ”Der findes fantastiske, journalistiske tegneserier fra USA, der bruger de her virkemidler, som vi alle sammen kender fra Radiserne og Steen og Stoffer og Tintin – men på en helt anden måde og med et stort resultat. Altså, tegneserien er et fantastisk udtryksmiddel.” (www.sacre-bleu.dk).

Denne slags tegneserier går under betegnelsen Graphic novels – ’grafiske romaner’ – hvilken oprindeligt refererede mere til format end til genre (novel betyder roman på dansk, underforstået skønlitterær). Men de ’grafiske romaner’ er i stigende grad blevet kendetegnet ved at rumme blandingsgenrer, som indoptager og integrerer journalistisk skrivning, dokumentarisme og essays. De tilegner sig også alle genrer lige fra historiske fortællinger til biografier og selvbiografier etc.

Thorhauge vælger i ”Kom hjem” at bruge mediet til at fortælle en socialrealistisk, skønlitterær historie. Thorhauge siger: “Betegnelsen ‘grafisk roman’ lyder prætentiøs og snobbet, og derfor er der også mange i tegneseriemiljøet, der har et problem med at bruge det begreb. Når det er sagt, er jeg alligevel blevet fortaler for navnet, fordi det dækker over en reel udvikling i tegneseriegenren. Det er der mange i tegneseriemiljøet, der overser”. (Camilla Stampe: Thorhauges talebobler udfordrer tegneserien. Information, 2009-05-17). En udvikling, som han selv er en del af.

I det hele taget er hans forfatterskab præget en ubesværet og professionel omgang med både fakta- og fiktionsgenrer, og samfundssatire og seriøs samfundskritisk essayistik bliver det også til.