En hårnål klemt inde bag panelet

Citat
”Og er det da en slags trøst, at i det mindste stedet stadig findes, er det mig samtidig en utålelig tanke, at visse lakerede trappeopgange og humørfyldte gadekryds, hvor jeg altid har færdedes, vil dufte og støje, som om intet var hændt, når jeg er væk.”
”En hårnål klemt inde bag panelet”, s. 22.

Godt hundrede korte tekster fordelt som essay, prosadigt og sanselig erindring udgør Søren Ulrik Thomsens ”En hårnål klemt inde bag panelet. Noter fra eftertiden” (2016). Det overordnede tema er et blik på fortiden og den, digteren var engang samt blik på den, han er nu, og kig ud i fremtiden, hvor man fornemmer døden trænge sig på. Titlen er en registrering af det, man efterlader sig, når man ikke længere er her. Det, som måske er usynligt, men dog tilstede.

I den første tekst rækker jeget tilbage til firserdigtningen ved at citere Poul Borums diktum ”Jeg. Er. Her. Nu”, men fortsætter derfra: ”København er den samme som før, hvis man da nogensinde kan sige dét om en by, og Jeg. Er. Her. Nu, men jo også altid et andet sted.” (s. 9). Her præsenteres bogens fikspunkter: København og et jeg, der forstår sig selv gennem forskellige tider og steder. Før, nogensinde og altid markerer tider, København et konkret og genkendeligt sted, og et andet sted et principielt andet sted, som kan være abstrakt som døden og religionen eller konkret som Café Runddelen eller et hotelværelse i Warszawa. Det griber tilbage til digtet ”Jeg er levende”, til samlingen ”City Slang” og til den tilbagevendende pointe, at man nok bærer sin fortid med sig, men hele tiden ser den i et nyt lys.

52282489

København er den centrale kulisse i disse nostalgiske og knarvorne tekster, der kredser om erindring(er), fortællinger, selvforståelse, gensyn med gamle venner, besøg på byens værtshuse, udsigten over byens tage fra fjerdesalslejligheden og et rungende memento mori – husk, at du skal dø.

Udover at tage livtag med sin egen historie er fortælleren også optaget af 68’er-generationen og de borgerlige normer, de gjorde op med. Han prøver at se nuancerne hos begge fløje, ligesom han også forsøger at se nutidens unge som mere og andet end en stor ensformig masse. Den aldrende digter cykler og går rundt i byen, sanser og registrerer og fremkalder glemte venskaber, møder nye på sin vej og trækker sig hver aften tilbage til den mørke lejlighed, hvor en kop skoldhed the med mælk slutter dagen.