I 1987 indvarslede samlingen ”Nye digte” en ny epoke i forfatterskabet. Efter ”City Slang”, ”Ukendt under den samme måne” og poetikken ”Mit lys brænder” vender digtene sig væk fra det fremmedgjorte ensomme jeg til et udadvendt og søgende jeg (til tider vi), der henvender sig til verden. Digtene skriver sig ind i en centrallyrisk tradition, hvor jeget spejler sig i forhold til naturen eller et du. En ny tidsopfattelse gør sig også gældende her, da de tidligere nu’er er afløst af tradition og evighed og nu er spændt ud mellem en fortid og en fremtid.
Det sanselige er afløst af det knap sanselige, en bevægelse fra fysiologi til metafysik. Den kolde og truende by er afløst af naturen, hvor særligt havet og regnen får fremtrædende pladser som noget Andet, noget, der er større end jeget. ”Hver gang jeg ser ud af vinduet / synker City dybere i et grønt grønt hav.”, s. 15. Her er afstand mellem jeget og havet, hvor digteren før var indlejret med sin krop i byen. Havet har i sin natur en markant anden statur end den truende by: en overmægtighed, der virker lindrende og tryg på jeget. Vådområderne (regn, hav, sne) i ”Nye digte” bliver en sprække til et religiøst rum, til noget andet og større, hvortil jeget kan vende sig. Denne vending mod det religiøse peger fremad i forfatterskabet og udfoldes særligt i ”Det skabtes vaklen”. Forholdet til det hinsides er mindre resolut her end tidligere: døden er nu opfattet konkret og som et fysisk ældningstegn, ikke som et absolut begreb.
Formelt er der også sket et skifte med ”Nye digte”. Hvor ordet i ”City Slang” havde mere værdi end sætningen, er sætningen i ”Nye digte” det væsentlige. Sætningerne tvinder sig som fletninger ned gennem digtet og rækker både tilbage til det foregående og det næste digt i samlingen. Slyngningerne optræder således både på syntaktisk og kompositorisk niveau. Digtene har en meget rummelig form med lange sætninger uden punktum og har alle en tydelig rytme, der får en næsten messende karakter i oplæsningen. Udover digte med løs højrekant er der som noget nyt også prosatekster indlejret i samlingen.
Stilmæssigt er ”Nye digte” en blanding af højt og lavt. Digtene har et højt stilniveau med noget underliggende og snerrende under sig, og Thomsen blander ubesværet højtsvungen patos med indbrud af ”slips der passer til forskellige former for uvidenhed” (s. 22). Thomsen bruger mange paradokser og sproglige omvendinger af kendte vendinger.
Samlingens komposition hænger tydeligt sammen, da de enkelte digte både indholdsmæssigt, stilmæssigt og formelt taler til hinanden. I lys af forfatterskabet kan man sige om ”Nye digte”, at det har foretaget en bevægelse fra krop til sjæl, fra by til natur, fra ord til sætning. Det er på alle måder nye digte.