Det skabtes vaklen

Citat
”Mit blik er standset på karmens planter: / Det må gøre ondt at stå oprejst / en vinter lang i den kalkede jord / mellem varme stuer og klamme ruder, / bag hvilke om sorte, bladløse træer / tågen hænger som brudeslør / ned i det kemiske lys / fra Meldahls gamle idiotanstalt, / hvor der nu er forskning, døgnet rundt: / Betænk, doktorer, det skabtes vaklen - / at ord er tøven bragt sammen af pauser / og stadig længere pauser, hvori … / hjertets kolde musik, / hvid som saltvandets skum, kan høres.”
”Det skabtes vaklen”, s. 11.

Samtidig med poetikken ”En dans på gloser” udkom i 1996 ”Det skabtes vaklen”, der som det eneste værk i forfatterskabet ikke har genrebetegnelsen digte, men i stedet Arabesker; en form, der er brugt tidligere, men må siges at nå sit højdepunkt her. Arabesken er i den arabiske tradition udtryk for formålsløs skønhed: en principielt uendelig figur, der ophæver modsætninger og vikler dem ind i hinanden. I dansk litteratur er arabesken bedst kendt hos J.P. Jacobsen, og den er kendetegnet ved at være lange slyngede sætninger, hvoraf mange først slutter ved digtets ophør. Arabesken er hos Thomsen endvidere defineret af paradokser, sammenskrivninger af forskellige planer og såkaldte mellemtilstande. Samlingen er en undersøgelse af, hvor meget man kan udfordre og spænde en defineret form, og digtene er flere steder på grænsen af, hvad formen og syntaksen kan holde til.

Mange af digtene i ”Det skabtes vaklen” blander konkrete og genkendelige elementer (”Stockholmsgade i støvregn”, ”Nordhavns kraner”, ”kodimagnyler i vand”) med de store eksistentialer: livet, døden, tiden og kærligheden. På den måde rummer denne eksistensdigtning det hele, da de både omfatter det kødelige liv på jord og åbner op til et religiøst rum. Hvert digt skal læses langsomt og opmærksomt, da syntaksen udfoldes mere og mere, og enkeltdelene stritter i mange retninger. Arabeskens rummelighed og strenge formfuldendthed holder sammen på digtets interne spændinger og kan rumme de mange modsatrettede dele. Arabeskerne har tydelige kristne referencer, og den lysmetaforik, der påbegyndtes i ”Hjemfalden”, videreføres her. 

23416840

Digtet, der begynder ”Jeg fatter ikke, at havet kan bære containerskibenes vægt”, er en art trosbekendelse, hvori et jeg beskriver det, han ikke kan rumme, og siden, at han tror. Det han ikke kan forstå, må han tro på. Troen eksisterer både som tvivl og tro, men ikke som viden. Verden består af nu’er, fragmenter som troen kan binde sammen. Digtet slutter med linjerne ”Jeg tror, at dette af isøksen kløvede / credo er en bøn for de åndssvages sjæle, / for jeg tror, at enhver er et afpelset dyr / besat af en ånd, / vi længes efter at opgi, / når vi vakler i troen / på et være velsignet, / og at dét i sig selv er forbandelse nok.” Mennesket er et dyr, der har mistet pelsen og til gengæld har fået en ånd, der bliver en byrde, når vi tvivler. Det bliver en forbandelse at vakle i troen. Thomsen skriver her en trosbekendelse på det modernes vilkår, på splittelsens vilkår: vi har brug for noget andet og større.

Samlingen hidrører en grundlæggende vaklen: digtene vakler og der er en eksistentiel vaklen i både verden, troen og digtersproget. ”Det skabte” omfatter både det, der er skabt af Gud, af evolutionen og af digteren.