Efter en udgivelsespause på ni år stod kritikere og læsere på spring i foråret 2011, da Søren Ulrik Thomsens syvende digtsamling ”Rystet spejl” udkom. Under stor mediebevågenhed vendte Thomsen tilbage som folkelig hofpoet. Denne gang med 42 titelløse digte, der indeholder forfatterskabets sproglige, formelle og indholdsmæssige særkender, men også er helt nye digte. Digtene er let tilgængelige og har ikke tidligere samlingers komplicerede formstruktur; de har vendt sig mod verden på åben, anerkendende vis, og det er en aldrende og rolig digter, der taler. Et hovedtema i samlingen er tid, død, erindring og aldring.
Kroppens uafvendelige forfald er sat ind, og dødens påtrængende nærvær understreges i de digte, hvor der tales til en række du’er, der enten er døde eller er på vej væk. Samtidig er verden og sansningen af den absolut nærværende, og digteren går gennem den by, der engang fik ham til at skrive sine første digte, men som nu mere er rum for meditation og eftertanke. Den hektiske storbyoplevelse fra 1980’erne er stilnet af, men byen er stadig afsæt for det at skrive digte. I digtet på s. 51 giver han stafetten videre: ”Og til sidst vil jeg krydse et af de nye / gennemsigtige havnekvarterer / jeg ikke engang kender navnene på / og som står der i blæsten / og for længst har fået betydning / for nogen som ikke er mig.”. Andre genkommende motiver i samlingen er blomster, transitsteder, regnvejr og navngivne gader i København – alle velkendte fra forfatterskabet.
28670540
Også i ”Rystet spejl” benytter Thomsen sig af de formelle greb, han har forfinet gennem sine syv digtsamlinger: abstrakte og konkrete elementer skrives sammen, faste vendinger vendes om, og digte slutter med paradoksale spidsformuleringer. Digtet på side 22 bliver til en art Thomsen Classic: ”Her skulle egentlig have stået et digt / som jeg nu har kasseret / selvom det indeholdt / en rammende bemærkning om mine fjender / plus et par rigtig flotte linjer / som er typiske for min poesi / men hvad skal det til for / nu hvor syrenerne blomstrer / og jeg underligt nok er blevet ældre / end min morfar nåede at blive / så iført hans koksgrå jakkesæt / går jeg en tur i den moderne verden / hvis uforståelighed er banal / sammenlignet med at krydse grænsen / fra det selvfølgelige ved at være til / til det mærkelige i ikke at være død.” Her optræder selvrefleksivitet, blomster, aldring, erindring, konkreter, omverden, tilslebne vendinger og en spidsformulering til sidst. Et minikatalog over såvel forfatterskabets som samlingens karakteristika.