I Søren Ulrik Thomsens 30 år lange forfatterskab er der nogle klare formelle og indholdsmæssige forskelle og ligheder samlingerne imellem. Både i de tidlige og de sene samlinger findes digte om eksistentielle temaer som døden, erindringen, troen, kroppen og forfaldet samt konkreter som byen, blomster, katte, regn, hav og farven blå. Forholdet mellem digterjeget og de gældende elementer ændrer sig gennem forfatterskabet, men sammen med de genkendelige stilistiske træk – stilfald, rytmisk flow, mellemtilstande, slyngninger, omvendinger af vendinger mv. – gør de Søren Ulrik Thomsens digte genkendelige i stil, form og indhold. I ”Rystet spejl” trækkes der eksplicit tråde tilbage i forfatterskabet, og der er i det hele taget meget dialog bøgerne imellem. Gennem forfatterskabet har Thomsen afsøgt forskellige former til sin digtning, og det har vist sig undervejs, at når en form for digtning er fuldendt, må en ny form overtage.
I Jørgen Leths portrætfilm ”Jeg er levende” fra 1999 fortæller Søren Ulrik Thomsen, hvordan hans forfatterskab har formet sig som en generobring af patos. Brugen af patos er et opgør med den foregående generations systemdigtning, marxisme og kulturradikal modernisme, der alle definerer sig negativt over for patos. Thomsen nævner hymnen og elegien som poesiens to grundstammer, der til fælles har en skønhedssøgen og netop patos.
Gennem forfatterskabet undersøges det religiøse erkendelsesrum, og Thomsen siger selv om sit åndelige standpunkt: ”Jeg har hele tiden sagt, at jeg er kristen, og jeg er digter, men jeg er ikke en kristen digter. Jeg forsøger ikke at få min poesi til at passe med hverken mine politiske synspunkter, mine etiske synspunkter eller min religiøsitet. Det forbehold ligger meget dybt i mig på grund af min baggrund i halvfjerdserne, hvor vi, der senere skulle blive til firsergenerationen, jo gjorde oprør mod, at kunsten skulle være stikirenddreng for en politisk ridefoged. (…) De (digtene) må gøre præcis, hvad de vil, så længe det er gode digte.” (Rasmus Bo Sørensen: Noget om Søren Ulrik Thomsen. Information, 2011-02-17). Forholdet til religion og døden som fænomen forandrer sig gennem samlingerne, men ligger hele tiden som en klangbund for eksistensen.
Thomsens digte udspringer af en sansende og tænkende digter: ”Der er en anti-intellektuel tradition i Danmark, ifølge hvilken man ikke både kan skabe kunst og tænke. Det har heller ikke været uproblematisk for mig, at jeg altid har forsvaret det æstetiskes autonomi og samtidig interesseret mig for psykoanalysen og kristendommen, felter, der er hårdt tabuerede no go zones i æstetikkens verden.” (Karen Syberg: Bordet fanger og livet går videre. Information, 2001-03-09.) I ”Jeg er levende” fortæller Thomsen også, hvordan digtet er et af de få steder i livet, hvor man både kan tænke og sanse på samme tid. Digtet skal stå i spændingsfeltet mellem teori og sang, så der både er noget til læserens øje og øre.
Der er sket en bevægelse fra de tidlige digtes hårdes diktion til de senere digtes varme og eftergivende tone, og der har indfundet sig en mildhed i løbet af forfatterskabet. Fra at være et jeg reduceret til krop, har jeget udviklet sig til at være eksempel på ”fremstillingen af tilværelsens principielle grundvilkår” (Niels Lyngsø: Alting kan stadig ske. Politiken, 2002-10-01). Den aftegnede personlighed er blevet tydeligere, som den har måttet låne biografiske træk fra digteren selv.
Har man hørt Søren Ulrik Thomsen læse op, vil man kende vigtigheden af rytme, klang og diktion i hans lyrik: mens han holder bogen med venstre hånd, gestikulerer han med højre som en dirigent. Linjerne ”Skrive til kontor – mælken er sur” fra digtet ”levende” lyder i oplæsningen mere som et salgbart slogan end digtlinjer.
Overordnet om Søren Ulrik Thomsens syv digtsamlinger kan man sige, at de er en undersøgelse af og besyngelse af skønheden og grusomheden. På et seminar på Københavns Universitet i 2002 udtalte Thomsen, at ”Skønheden i kunsten er det eneste sted man kommer på højde med grusomheden”.