Daglig tale

Citat
”FREDERIK (…) Så på en måde har jeg meldt mig ud af den der konkurrenceverden. Det der hører til den. Så jo, jeg er et meget ensomt menneske. Det er jo også derfor, jeg er så glad for, at du er her.”
”Daglig tale”, s. 24.

I 2002 udkom ”Daglig tale”, der i sin ydre komposition og grafiske opsætning ligner et teatermanuskript. De to personer, Frederik og Emily, ligger nøgne på Frederiks seng i hans lejlighed. De er unge, de slås, kilder hinanden med enden af en blyant og tilbringer en nat sammen. Tekstens tid og tale er modsatrettede, da Frederiks replikker begynder klokken kl. 24.07, hvorefter tiden tikkende bevæger sig baglæns til kl. 18.12, hvor bogens sider slutter. Teksten læses derfor baglæns i forhold til en fortløbende kronologi, men kan i princippet også læses bagfra.

Selvom de er to personer i værelset, er det kun Frederik, der taler. Hans monolog om prostitution, tidligere kæresteforhold, klaverspil, søvn, androgyni og ærlighed afbrydes kun af Emilys åndedræt, hendes små opfordrende håndbevægelser, latter, fnis og gab.

24025462

”Daglig tale” er ikke skrevet i et mundret dagligdagssprog. Frederiks replikker er reflekterende, skriftsproglige funderinger og associerende beskrivelser, og selvom han henvender sig direkte til Emily ved brug af det personlige pronomen du, taler han mere om hende end til hende. Han er distanceret og forstillet i sin interaktion. I erindringen om deres første møde beskriver han eksempelvis hendes ansigt minutiøst og analytisk: ”Dit ansigt er så foranderligt, at det er umuligt at forestille mig dit liv: Almindelig sund pige med veninder osv. Eller speciel pige med specielle vaner. Stærk, selvstændig, karakterfast. Eller genert, sky, altid i forandring. Umuligt.” (s. 43). Ansigtet er et gennemgående billede i teksten, det kan både være et cumulus-ansigt og et columbusansigt, og forholdet mellem ansigt og maske er en tilbagevendende kontrast i Thykiers forfatterskab.

Frederiks sidste replik, der pga. kompositionen tidsmæssigt er den første, rejser spørgsmålet om, hvad det er muligt at sige til et andet menneske. Her tiltaler han Emily som sin Emily Dickinson, og med en mat, blå farveblyant er den engelske digterindes portræt malet på bagsidens inderflap. ”Daglig tale” er altså en litterær monolog, der korresponderer baglæns gennem tiden tilbage til 1800-tallet i en intim og indforstået hilsen til en af Englands største, kvindelige poeter.