Tolstoj har været med til at skabe målestokken for, hvad en realistisk roman er. Man kan hævde, at ethvert detaljeret tidsbillede udgivet efter hans produktion står i gæld til den. Til arvtagerne hører Tom Wolfe, der ligesom Tolstoj skildrer overklassen – i hans tilfælde den amerikanske – senest især i romanen om et eliteuniversitet, ”I Am Charlotte Simmons” (2004). Både Wolfe og Tolstoj udstiller forlorenhed ved at referere folks samtaler. Hvor Wolfe videregiver snakken med manisk energi, bliver Tolstoj ikke så længe i den stemning, men skifter til en anden. Hans scener kan have karakter af drømmesyn; i ”Krig og fred” eksempelvis, når hundredvis af polakker svømmer over en flod for at imponere Napoleon. Brud med den dialogbårne satire sker yderligere i de passager, hvor Tolstoj kommenterer dele af russisk historie.
Slægtskabet med de samtidige amerikanske realister Theodore Dreiser og Henry James er iøjnefaldende. Titelfiguren i Dreisers roman ”Sister Carrie” (1900) kan ses som en søster til karakteren Pierre i ”Krig og fred”. Moderne i sin ubundethed, men tilbøjelig til at lade sig rive med af hvad som helst, fordi hun ikke har selvstændige værdier. Henry James skildrer som Tolstoj menneskers manipulatoriske spil, f.eks. i romanen ”Washington Square” (1880). James’ heltinde Catherine gør oprør mod sin dominerende far, og det samfund, der siger, at målet med kvinders liv er at blive gift med en mand. Catherine vælger at leve alene efter en kuldsejlet forlovelse, men hun er ikke kun et offer, hendes styrke indgyder respekt. Tolstojs biperson Márja i ”Krig og fred” er sammenlignelig, idet hun længe er ugift – i stedet er hun i lighed med James’ Catherine bl.a. optaget af at gøre sin far glad. Tolstoj giver dog Márja en mand til slut i romanen. Han er mere af en romantiker end James, der i ”Washington Square” forlader Catherine alene med håndarbejdet i sin stue. Livet flaskede sig ikke, men det fortsætter på trods. Catherines stille accept adskiller hende i øvrigt fra Tolstojs Anna og hendes lidenskabelige reaktion på modgang i ”Anna Karenina”: selvmordet med antydning af fortrydelse i gerningsøjeblikket. Anna har med sin afstandtagen fra sit første parforhold mere tilfælles med Nora i Henrik Ibsens drama ”Et dukkehjem” (1879). Nora bryder tilsvarende et ægteskab, men hun har slumret i rollen som dukkebarn, mens Anna har en overbevisende evne til selvrefleksion fra starten.
Blandt danske forfattere findes i Herman Bangs roman ”Stuk” (1887) en udlevering af 1800-tallets selskabsliv i København, der er relateret til Tolstoj. Begge praktiserer personkarakteristik via dialog, men Bang er ætsende på sin egen måde i sidebemærkningerne. En person hos Tolstoj kan være ”grim”, hvorimod Bang udfolder grimheden i ”Stuk”, så en bliver sammenlignet med ”en tyndslidt degnekone”, andre snakker ”højlydt som skader”. Tolstoj tillægger oftere sine overklasseløg en grad af skønhed, hvilket gør det desto lettere at sympatisere med dem.