Første bind af Lev Tolstojs skildring af overklassen i Rusland, ”Vojna i mir”, 1864-69 (”Krig og fred”, 1895-96), fokuserer på de yngre medlemmer af en række familier. Centralt står mændene Pierre Kiríllovitj og Andréj Bolkónskij, begge født ind i de indflydelsesrige cirkler, men med vidt forskellige udviklingshistorier. Pierre er den uægte søn af en greve, som aristokratiet i Petersborg først griner af, fordi han komplet savner manerer. Men da han ved farens død arver dennes titel og formue, får han høj social status. Han bliver gift med den adelige Hélène, en passende fusion i omverdenens øjne. Ægteskabet går dog i stykker, fordi det ikke er baseret på kærlighed, hvilket understreger den store svaghed i Pierres karakter. Han lader sig rive med af stemninger og manipulationer; salonværtinden Anna Pávlovna sørger eksempelvis for, at Pierre bliver forblændet af Hélènes ydre. Efter parrets brud – Hélène er Pierre utro – søger han ind i frimurerordenen. Broderskabet prioriterer lighed og næstekærlighed, og disse dyder bekender Pierre sig til. Han erkender, at han har brug for regler. Uden dem er man måske nok fri, men man risikerer, at andres dagsordenener styrer ens tilværelse.
Fyrstesønnen Andréj er udadtil Pierres modstykke i begyndelsen af romanen. Han lader ikke nogen skubbe rundt med ham. Det kommer bl.a. til udtryk i en situation, hvor han får tilbud om at tage en pause fra sin tjeneste i krigen mellem Rusland og Frankrig, men idealistisk afslår – for hærens skyld. Eller da han griber ind over for en officer, som tilsviner en kvinde, i stedet for at være medløber og acceptere sadismen. For læseren optræder Andréj med en sikker moral, men senere tilstår han, at han har handlet ærefuldt for at opnå et godt ry. Her træder et af romanens væsentlige temaer frem: Alt hvad mennesker gør, har indflydelse på deres sociale anseelse. Tolstoj skildrer, hvordan forbindelser og penge kan hjælpe anseelsen på vej, men den er en dynamisk størrelse. Pierre går ikke mindst fra at være opkomling i de fine kredse til den mest eftertragtede bejler og siden halvexcentrisk outsider. Han bliver så ivrig efter at udøve næstekærlighed, at hans tegnebog er åben for alle.
Kompositorisk spænder romanen fra selskabslivet i Petersborg og Moskva, hvor de største problemer er kedelig smalltalk, til det storpolitiske plan. Tolstoj inkluderer forandringerne i relationen mellem Rusland og Frankrig i første bid af 1800-tallet (konflikt afløses af kortvarig forsoning), og tonen kan i disse passager minde om nøgtern krønikeskrivning. Andre gange er sproget højstemt romantisk – en pige til et bal er ”på lykkens højeste tinde” – og komisk i dialogen, når de rige smisker for hinanden.