Fjendskabet mellem Frankrig og Rusland bryder ud på ny. Det meste af andet bind af Lev Tolstojs ”Vojna i mir”, 1864-69 (”Krig og fred”, 1895-96) er en optrapning, der fører frem til franskmændenes invasion af Moskva. Mens første bind er præget af en afstand mellem overklassens færden og soldaterne i krig, rykker miljøerne tættere på hinanden. Fyrst Andréj opnår en ledende position i den russiske hær. Med sit regiment kommer han forbi han sin families gods, og passagen understreger, at det rige Rusland vakler: hans nærmeste slægtninge er flygtet fra fjenden, husets ruder knuste, haven et vildnis. Andréj bliver til en martyrskikkelse, idet han bliver såret i krigen og dør af kvæstelserne. Men ulykken har et lyspunkt. Ved sygelejet genforenes han med sin elskede Natásja. Da Andréj er gået bort finder hun trøst hos romanens anden mandlige hovedperson, Pierre, og de gifter sig. Kærligheden trodser alt og lever videre, synes Tolstoj at foreslå.
Inden denne happy end gennemgår Pierre en manddomsprøve i Moskva. Hans omgangskreds forlader byen og fester videre på afstand af invasionen, men han bliver tilbage og møder franske styrker. Selv om Pierres motivation for at holde stand ikke virker helt gennemtænkt – han leger med tanken om at dræbe erobreren Napoleon – bringer undtagelsestilstanden en hidtil uset side frem i ham. Han redder en pige ved et hus i brand og handler hermed instinktivt næstekærligt. Før foregik humanismen snarere i hans tanker eller var noget, han betalte sig fra. Efterfølgende bliver Pierre taget til fange af franske styrker, og her er tale om held i uheld. Bortrøvet sin frihed oplever han for første gang indre harmoni. Fængsel er – ifølge Tolstoj – vejen til en lykkefølelse for en mand, der har svært ved at vælge mellem livets tilbud.
Da Pierre slipper ud, er han blevet handlekraftig og modstandsdygtig. Skildringen af styrke på det nære karakterplan modsvarer Tolstoj med sin udlægning af den russiske folkesjæl. Det lykkes nationens tropper at fordrive franskmændene, fordi deres kampånd er stærkere. I bogens andet bind trænger Tolstoj sig på som den alvidende fortæller, der betoner, at fortællingens aktører er i en alvorlig situation, de ikke har kontrol over. Den russiske samfundstop kan forsøge at fornægte, at landet er under angreb og holde endnu et bal, men soldater vil dø alligevel. Og Napoleon kan omgive sig med nok så mange, der siger, at han er Gud på jord, men han får ikke magten i Rusland.