Baggrund

Citat
”Liv udstødte et langt suk og samlede fotografiet af sin brors lig op. Hendes blik fulgte de lige streger omkring hans skuldre, lår, hals, og det T-formede kors, der var brændt dybt ind i huden på hans venstre skulder. ”Måske har arrene en betydning”, sagde hun. ”Måske danner de et kort”.”
”Sanctus”, s. 181.

Den britiske forfatter Simon Toyne er født i 1968. Han debuterede i hjemlandet såvel som i Danmark i 2011 med thrilleren ”Sanctus”. Bind to i Sanctus-trilogien ”The Key” er udkommet på engelsk, og det forventes, at den danske version ”Nøglen” udkommer i løbet af sommeren 2012.

Toyne har arbejdet i mere end tyve år som manuskriptforfatter, instruktør og producer på diverse engelske tv-produktioner. Han er fascineret af thrillergenren og har altid gerne villet fortælle historier. Til at starte med troede han, at han skulle være skuespiller, men engelsk og dramastudiet på Goldsmiths College i London fik ham på andre tanker. Toyne forklarer selv: ”Skuespillere fortæller andres historie, jeg ville fortælle mine egne.” (Simon Toyne: Author Biography, simontoyne.net). I løbet af nogle år arbejdede han sig fra at være runner i tv-branchen og skrive manuskripter uden for arbejdstiden op til at være instruktør og chef i eget produktionsselskab. Toyne havde dog stadig ambitioner om at skrive en længere, sammenhængende fortælling, der var helt hans egen.

Da han i 2007 satte sig for at skrive romaner, sagde han sit job op og flyttede i skriveeksil i Frankrig sammen med sin kone og deres to børn. Det var mødet med den gotiske katedral i Rouen en tidlig morgen lige før solopgang, der gav Toyne idéen til hans første bog om citadellet i den tyrkiske by Ruin.

Simon Toyne bor i dag i den engelske by Sussex og skriver pt. på sidste bind i Sanctus-trilogien.