Amalie Laulund Trudsøs forfatterskab er både genremæssigt og tematisk beslægtet med en anden ung københavnerforfatter, Peder Frederik Jensen, der også i begge sine bøger beskæftiger sig med ungdomslivet og den søgen efter forankring i verden, som følger det. I sin debut ”Her står du” tager Jensen ligesom Trudsø udgangspunkt i kortet og det geografiske sted som en konkret metafor for denne søgen. De to forfatterskaber har desuden det stilistiske fællestræk, at Jensens ”Læretid” ligesom Trudsøs ”Koordinater” både kan læses i sin helhed som en kort roman og som små selvstændige poetiske prosatekster, hvor det hverdagslige brydes op og fremskrives med en rytme og sprogbevidsthed, der tilføjer det et kraftigt lyrisk skær.
En anden nyere forfatter, som Amalie Laulund Trudsø virker beslægtet med, er Stine Pilgaard der, som Trudsø forklarer i et interview til bloggen Ladiesfirst.dk, har fungeret som en slags konsulent i redigeringsfasen af ”Koordinater” (Josefine Lykke: Hvad fanden er det lige du har gang i, Amalie? Ladiesfirst.dk, 2013-02-22). Berøringsfladerne mellem de to er særligt deres jegfortællere, der begge fra et ungt, reflekteret og akademisk afsæt forsøger at navigere i deres liv og kærlighedskvaler. Dertil kommer begge forfatterinders leg med at inkorporere digtet og poesien i en fortløbende fortælling.
Selvom Stine Pilgaards debut ”Min mor siger” mere tydeligt er en sammenhængende roman end Trudsøs debut, suppleres hendes fortælling nemlig af mere poetiske tekster undervejs. Men hvor Pilgaards poesi er at finde i små særskilte tekster i romanen, har Trudsø så at sige integreret det lyriske fuldstændig i kortprosateksterne i ”Koordinater”.
Med København som den gennemgående muse kan Trudsø desuden siges at skrive i forlængelse af 1980’er digtere som f.eks. Søren Ulrik Thomsen og Dan Turéll, der begge behandler konkrete steder i København og storbyerfaringen i det hele taget i flere af deres digte.