Amalie Laulund Trudsø

Amalie Laulund Trudsø tilbragte sin tidlige barndom i Trørød i Gentofte og den resterende del i Humlebæk. Med to akademikerforældre – en mor der er etnolog, og en far der er cand.comm. – er Trudsø vokset op i et hjem, hvor kultur og litteratur altid har spillet en stor rolle. Som hun selv formulerer det, fik hun og broderen fra barnsben leget litteraturen ind gennem godnathistorier og tilbagevendende sange, som de efterhånden lærte udenad (eget interview, 2013). I takt med at Amalie Laulund Trudsø selv lærte at læse, førte denne tidlige indføring i litteraturen og sprogets forunderlige verden til en umættelig litteraturlyst, som betød at det meste af fritiden i folkeskoleårene blev tilbragt med næsen i bøgerne. Sideløbende med læseriet begyndte hun også selv at fylde sine kladdehæfter med lange historier, der ofte handlede om piger fra gamle dage (eget interview, 2013). Forfattergerningen var således snarere end et bevidst valg noget, der tidligt sneg ind i hendes underbevidsthed som en mulig fremtidsbeskæftigelse.

Skrivekløen fortsatte ind i gymnasietiden men forsvandt i en længere periode derefter, da hun begyndte at læse dansk på Københavns Universitet. Som hun selv beskriver det: ”I gymnasiet skrev jeg håbløse, rimede digte om solsorte og vanddråber, men da jeg kom på uni stoppede skriveglæden rimelig brat, da jeg blev præsenteret for de store kanoner i litteraturhistorien.” (eget interview, 2013). Danskstudiet førte altså til en slags litterært uskyldstab for den unge forfatterinde, der først knap to år senere med en masse akademiske udskejelser i bagagen atter turde gribe den skønlitterære pen. Og denne gang kunne ikke engang et afslag fra Forfatterskolen sætte en stopper for skrivelysten.

Trudsø skrev igen på livet løs, men teksterne handlede ikke længere om hverken solsorte eller piger fra gamle dage. Hendes nye litterære muse var byen København, som hun gradvist havde gjort til sit hjem, siden hun flyttede dertil fra barndomshjemmet i Humlebæk. I 2011 indleverede Amalie Laulund Trudsø første udkast til debutromanen ”Koordinater” til forlaget Rosinante, der endelig udkom i januar 2013. Siden har anmelderroserne smykket den unge forfatterspire, der efter at have afleveret sit speciale i foråret 2013 har valgt at dedikere sig til forfattergerningen på fuld tid.

I sin litterære debut ”Koordinater” fra 2013 skriver Amalie Laulund Trudsø sig ind på København og storbyerfaringen set fra en ung tilflytters perspektiv. Bogen er en samling af tres små kortprosatekster, der hver fylder en lille side i bogen med et stykke af det unge og yderst selvbevidste kvindelige digterjegs københavnerliv.

Hver enkelt tekst tager navn efter og udgangspunkt i en gade i København, som jeget lærer at kende, da hun efter at have forladt barndomshjemmet forsøger at navigere i byen og tilegne sig den som sin egen. Dette lykkes gradvist i bogen, som digterjeget møder og bryder med kærester, flytter ind og ud af lejligheder og glider ind og ud af beruselser, forelskelser og årstider og på den måde forvandler byens steder til scener i hendes egen fortælling. Bogens titel synes på den måde at henvise til jegets personlige markering af forskellige steder i København som pejlemærker i et spirende og forvirrende voksenliv.

29734151

I ”Koordinater” fremskrives livet ikke som en naturligt sammenhængende fortælling, men som en række af tilfældigheder, der retrospektivt viser sig skelsættende. Dette ses f.eks., da hun møder det første dragende maskuline ”du” til en tilfældig fest i hans lejlighed i Skydebanegade, hvilket få sider senere fører til, at jeget, som det passivt formuleres, sidder og får sig en kæreste i Folkets Park – en kæreste der viser sig at bringe et ukendt mørke ind i hendes liv.

Denne tematiske behandling af livet, som noget der bare overgår individet, understreges på bogens formside, hvor teksterne, når de læses i forlængelse af hinanden, bliver til et kronologisk men yderst fragmentarisk hele med mange uforklarede elementer, der peger på jegets livsfortælling som en kompleks og sammensat enhed.

Det, der binder de forskellige tekster sammen, er foruden en smittende bittersød kærlighed til København også kærligheden til de skiftende kærester, som fører digterjeget fra euforisk forelskelse til frustration og forladthed. Alt fremskrives med lige dele selvironi og alvor i et let, lyrisk og sansemættet sprog, der gnidningsfrit forener metaforer, ordspil og rytme med umiddelbart uskønne ord som pik og bræk. Trudsø slår på den måde sproglige krøller på det hverdagslige, så de til tider ynkværdige ungdomserfaringer forvandles til poesi.