Dan Turéll kastede sig i 1981 over krimigenren med ”Mord i mørket”, som er den første af i alt 12 krimier, hvor omdrejningspunktet er en navnløs journalist på den fiktive avis Bladet, som involveres i en stribe kriminalsager. Den første krimi starter med en mystisk, natlig telefonsamtale. Næste dag står det klart, at en pensionist er blevet myrdet i sin lejlighed i Saxogade. Allerede dagen efter er endnu en beboer i opgangen død under mistænkelige omstændigheder og hurtigt herefter en tredje. Sammen med politimanden Ehlers bevæger journalisten sig ud i Vesterbros mørkeverden for at opklare mordene og finde underverdenens usynlige bagmænd. Især manden kaldet ”Den tynde” synes at være en af dem, der trækker i trådene fra det pæne Nordsjælland.
50970450
Romanen er skrevet som en jeg-fortælling med indre synsvinkel, så man som læser kommer tæt på hovedpersonen, og i et talesprog, som bidrager til en realistisk skildring af miljøet. Krimierne har deres omdrejningspunkt i Vesterbro, men flere romaner foregår også i udlandet, som ”Mord på Malta” (1982) og ”Mord i San Francisco” (1990). Det er et kendetegn ved krimiserien, at en del ting fremstår usandsynlige. Der sker utrolig mange mord, og i seriens første bog kommer det for eksempel aldrig for en dag, hvem der står bag telefonopkaldet, som ellers er udgangspunktet for mordgåden. Det synes dog at være en pointe, at alle trådene ikke væves sammen til et sammenhængende plot. Turèll benytter sig af krimigenrens kendetegn, men det væsentligste synes ikke at være opklaringen af mordgåderne, men derimod at stille skarpt på en storby, hvor narkohandel, sexklinikker og tilrøgede bodegaer præger gadebilledet, og som befolkes af en broget skare af personer. Turèll skildrer byens mange udsatte skæbner, men tegner også et billede af en bydel med sin egen rummelighed og charme.
Helten i Turèlls krimier er ikke kun en whiskydrikkende, storrygende krimi-journalist med knas i privatlivet og et speget forhold til sin chef. Han er også en følsom sjæl med stor kærlighed til musik, som også spiller en rolle som stemningsskabende element og billede på hovedpersonens sindstilstand: ”Jeg var en fri mand (…) og frihed er – som en ret god sang, Me & Bobby McGee, for et par år siden sagde – bare et andet ord for ikke at have noget at tabe.” (s. 82).
To af romanerne i serien blev i 1980’erne filmatiseret med Michael Falch og Ole Ernst i hovedrollerne.