I 2015 udgav Linn Ullmann ”De urolige” (”De urolige”, 2016), som er en roman med tydelige selvbiografiske træk. Den handler om en pige, der vokser op med to kunstnerforældre, som kræver plads, og om hvilke omkostninger det har for barnet. ”Det er en bog, som problematiserer og undersøger og udfordrer, hvad det vil sige at skrive selvbiografisk,” har Linn Ullmann udtalt i et interview (Jeppe Bangsgaard: Linn Ullmann ”Hukommelsen bluffer hele tiden – præcis som en god forfatter”. Berlingske, 2016-08-18).
Romanens handling foregår fra pigens fødsel i 1966 til farens død i 2007, og kompositorisk springer den frem og tilbage i tid. Der anvendes et fortælleteknisk greb, hvor der veksles mellem den voksne jegfortæller og pigen i tredjeperson. Historien er skåret til, så tyngdepunktet er barndommen og ungdommen, mens den voksne jegfortællers liv med mand og barn træder i baggrunden, men går i dialog med den primære fortælling. Bogen begynder med den voksne jegfortællers møde med faren på hans landsted ved Hammars, hvor de har aftalt at skrive en bog om alderdommen, og hun når at optage en del samtaler med ham, men så dør han, og fortælleren har selv en modvilje mod at skrive deres fælles bogprojekt færdigt.
52557135
I stedet kommer der en smuk bog i lyrisk prosa ud af det, som skildrer tre slags kærlighed: Kærligheden mellem forældrene, kærligheden mellem barnet og forældrene, og kærligheden til det bestemte sted, man kommer fra. Faren beskrives som utrolig punktlig og lidt af en arbejdsnarkoman med faste rutiner, en mand som har fem koner, ni børn, fire huse, to biler, en swimmingpool og en biograf. Moren rejser meget på grund af jobbet og bor i lange perioder i udlandet. Pigen bor hvert år i juli en måned hos sin far, hvor hendes halvsøskende og farens nye kærlighed Ingrid også bor eller kommer på besøg, og resten af året bor hun hos sin mor, bl.a. i New York, og hun bliver tit passet af barnepiger. Pigen bryder sig ikke om at være barn og vil gerne være hurtig voksen, mens forældrene ofte agerer, som om de gerne vil være børn.
I romanen giver Ullmann ikke karaktererne navne, men kalder dem for ”moren”, ”faren” og ”pigen”. Derved opnår hun både at gøre det til en personlig og almen fortælling om et barns opvækst, som til tider er smertefuld, fordi hun tilsidesættes på grund af de voksnes kunstnerambitioner, men som også er fortalt med meget kærlighed og humor.