I førsteudgaven fra 1942 slutter bogen med, at Palle vågner grædende op, liggende i sin seng, mens teksten lyder: ”Å, mor, jeg drømte, jeg var alene i hele verden, og jeg kunne gøre alt, hvad jeg ville. Men så blev jeg ked af at være alene. – Det er godt, at det var bare noget, jeg drømte.” Allerede ved udgivelsen kritiserede en anmelder ved Sorø Amtstidende den triste slutning og skrev bl.a. ”… sådan kunne H.C. Andersen aldrig have båret sig ad.” Derfor blev slutningen gjort mere optimistisk med følgende tilføjelse: ”Så kom Palle op i en vældig fart, og her sidder han på legepladsen mellem alle kammeraterne, og de har det vel nok dejligt” , og Arne Ungermann tegnede et nyt billede, hvor Palle er sammen med et par kammerater på en typisk legeplads fra 1940’erne med en vippe, en sandkasse og en gynge. Den blev if. Jens Sigsgaard først lanceret i Holland i 1951, mens den kom med i 1954 i den danske udgave. Det var også slutningen med den legende Palle, der kom med i den nye udgave af Palle alene i verden , der kom i 1974.
Selv fortæller Ungermann – i fortsættelse af ovennævnte interview – om arbejdet med den nye udgave: ”Det var for resten ganske sjovt at revidere Palle for nogle år siden. Han var jo ikke længere den pæne, friserede lille fyr. Han skulle selvfølgelig være langhåret, og sporvognene måtte skiftes ud med en bus, men ånden i bogen, dens idè om, at det hele, selv de uaflåste slikbutikker, ikke er noget som helst værd, når man er alene, den var fortsat den samme.”
Ungermann har tegnet helt nye billeder, men han genbruger dog i mange tilfælde selve motivet fra 1. udgaven. Man ser her tydeligt, hvordan hans streg har udviklet sig gennem årene – fra tegningen, det ligger tæt på skitsen, understreget af enkelte, markante farvedryp til den mere gennemarbejdede tegning, hvor akvarelfarven både bruges til farvelægning og til at holde billedet sammen i en vignetagtig helhed.
Enkelte af 1. udgavens mere tidstypiske billeder er helt udeladt, og teksten er dermed også revideret, ligesom illustrationerne følger op herpå. Palle er blevet langhåret, han kører ikke sporvogn, men bus og legepladsen er blevet til en tidstypisk 1970’er skrammellegeplads. Også denne udgave af Palle blev oversat, men kom dog ikke så vidt omkring som 1. udgaven – det blev ved de nordiske sprog samt et par andre. Men det er ikke 1974-udgaven, der er blevet stående i Danmark. 10 år senere, i 1984, gik man i de nye optryk af bogen atter tilbage til den oprindelige 1. udgave. Teksten er ganske let revideret, men billederne er helt de samme.
Hvorfor er det Ungermanns oprindelige billeder, der ”holder sig”? De afspejler jo 1940’ernes Danmark – fx vasker Palle sig i et vaskefad, og han kører i sporvogn. Der er imidlertid det særlige ved Ungermanns billeder, at det aldrig er det naturalistiske og virkelighedsafbildende, der bliver vigtigt. Ungermann kan være tidstypisk og universel på samme tid, idet han ophæver realismen i sin klare, enkle form, hvor farven understreger og giver karakter. Hans billeder får en symbolagtig karakter.