Okker Gokker Gummi Klokker

Først udkom Okker Gokker Gummi Klokker (1943), og den fik i starten en noget ublid medfart – især i pædagogkredse. I børnehavelærerindernes fagblad kunne man fx læse: ”At børn selv rimer noget vrøvl sammen er jo naturligt for alderen, men skal vi ligefrem have vrøvlet og karikaturbilleder? Jeg synes det hele er nede på et for lavt plan.”

20230495

To år efter kom Abel Spendabel (1945), og allerede på det tidspunkt var kritikken forstummet. Siden er bøgerne overgået til klassikerstatus, efterhånden som generation efter generation har taget dem til sig. Ikke blot fordi børnerim aldrig går af mode, men fordi Ungermann har ramt så præcist i sine illustrationer.

Der er nemlig det særlige ved Ungermanns illustrationer, at de bemægtiger sig læserens fantasi som selve billedskabelsen af rimet. Det er lidt det samme som vi senere har oplevet med Ib Spang Olsens illustrationer til Halfdans ABC (1967, 2. udg. 1994). Der er en indre samhørighed mellem tekst og billede, som gør, at man ikke kan skille de to udtryk fra hinanden.

Det er tydeligt, at det barokke og fabulerende univers har givet Ungermann inspiration til at tegne nogle helt andre billeder, end han tidligere har gjort til børn. Rimenes vildskab, humor, barske og hensynsløse konsekvens modsvarer meget godt Ungermanns egen mangel på sentimentalitet og udtalte sans og øje for det groteske. Om det er børn eller voksne, han tegner til, gør ingen forskel. Han elsker under alle omstændigheder den ironiske pointe, den barske detalje og den overraskende drejning.