‘Hvor kommer du fra?’
‘Nåh, jeg har lige været inde og tage en lur. Og så tænkte jeg, at jeg skulle have en rullepølsemad. Måske med noget ristet på. Eller italiensk. Eller måske skulle jeg køre noget æg indover?’
‘Men du kan da ikke være her? Vi har været ude og oppe og henne og rundt. Sovet og grædt og ledt og været fortvivlede. Og os, der troede, vi lige havde fundet meningen med det hele.’”
Som med “Ellers går det godt” ligger “Den lyse side” fra 2014 stilmæssigt i tråd med den kombination af ord og tegning, Maren Uthaug deler på sin blog Marensblog.dk.
I første omgang lader ordene dog vente lidt på sig, og første reelle sætning: “Det går middelgodt med at være voksen”, indtræffer ikke før 32 siders ordløse tegninger om at blive forladt. Derved er temaet ensomhed slået fast, og på bogens resterende sider forsøger hovedkarakteren, Maren, at finde ud af, hvad der er årsagen til, at hun på trods af sin kæreste, sine børn, venner, læsere på bloggen og rollen som “hende den sjove” (s. 35) føler sig ensom. Måske kan årsagen være, at hun hader at kramme, eller at hun er vanskelig, når hun er fuld, og egentlig også, når hun er ædru. Eller måske er det medfødt og derfor ikke noget, hun selv er skyld i – som når hun med en tør konstatering anbringer sig selv i den lettere usympatiske kategori af mennesker: “I øvrigt har jeg fødselsdag samme dag som Putin og Ulrike Meinhof.” (s. 68).
51387570
Søgen efter svaret på ensomheden udvikler sig til en søgen efter mening. Meningen med det hele. En lidt udefinerbar størrelse at jage og derfor svær at kende, hvis man endelig finder den. Bogen ender med, at Maren bliver mæt, og “det var rart” (s. 285), og stearinlyset brænder, selvom det begynder at regne. Så langt, så godt.
Enkelheden er karakteristisk for stilen, både ord- og illustrationsmæssigt. Tegningerne er simple, sort-hvide tændstikfolk. Når farve forekommer, er det enten i form af et rødt hjerte eller en gul flamme – farvens stilfærdige vink om et håbs tilstedeværelse. Trods alt.
Temaets seriøsitet møder modspil af forfatterens humoristiske udlægning af sin egen håndtering af ensomhedsfølelsen, men mange steder kan alvoren ikke skjules. Eksempelvis når hun ligger i sin seng og føler sig ensom og bare “venter på, at lyset skal komme og tage mørket ud af sindet”. På sådanne steder skabes en genkendelighedsfølelse hos læseren, og derved bidrager de til en almengørelse af Marens personlige søgen ud af ensomheden og ind i meningen.