Portræt af Maren Uthaug
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Maren Uthaug

stud.mag. Karen Fjordside Pontoppidan, iBureauet/Dagbladet Information. 2015. Opdateret af Karen Pontoppidan, Bureauet, december 2019. Senest opdateret af Marie Hjørnet Nielsen, Bureauet, september 2022.
Top image group
Portræt af Maren Uthaug
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Indledning

Maren Uthaug skriver om det gale og upolerede i livet, hendes humor er rå og morbid, og tonen sarkastisk. Både som tegner og som romanforfatter er hun provokerende og grænsesøgende, og måske fordi hun er så dygtig en håndværker, slipper hun af sted med det. Hendes fortællinger er originale, og karaktererne umulige ikke at holde af. Maren Uthaug er kendt for sin tegneseriestribe “Ting jeg gjorde” i Politiken, og hun romandebuterede i 2013.

134136391

Hun har modtaget Otto B. Lindhardt-prisen for romanen “En lykkelig slutning” (2019). Senest har hun udgivet fremtidsromanen “11%” (2022). 

 

Blå bog

Født: 1972 i Kautokeino i Nordnorge.

Uddannelse: Den Danske Reklameskole.

Debut: Ellers går det godt. Maren Louise Uthaug, 2012.

Priser: DR Romanprisen 2018. Otto B. Lindhardt-prisen, 2019. Læsernes Bogpris, 2020.

Seneste udgivelse: 11%. Lindhardt og Ringhof, 2022.

 

Hør Maren Uthaug fortælle om romanen "11%" i Forfatterwebs Forfatterstafet, hvor Sarah Corner-Walker Hvidberg interviewer.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

Maren Uthaug blev født i 1972 i nordnorske Kautokeino i Finnmark i det nordligste Norge, hvor hun boede den første del af sit liv med sin norske mor og samiske far. I 1980 måtte hun se de norske fjelde skiftet ud med danske villaveje, da hun flyttede med sin mor og hendes danske kæreste til Haderslev i Sønderjylland. Maren Uthaug havde svært ved det danske sprog, og den sønderjyske kultur var fremmedartet og vanskelig for hende at føle sig hjemme i. Derudover var hun genert, og hun oplevede længe at være anderledes i det lille danske provinssamfund. Følelsen af at være anderledes er senere blevet et helt centralt tema for hendes forfatterskab.

Efter studentereksamen tog Maren Uthaug til Aarhus for at studere teologi, hvilket hun imidlertid droppede igen, da hun i 1997 vandt en talentkonkurrence ved et reklamebureau og flyttede til København for at studere på Den Danske Reklameskole. I årene efter at hun havde færdiggjort sin uddannelse, arbejdede hun i reklamebranchen, men i 2001 valgte hun at blive freelancer og skrev bl.a. klummer i Jyllands-Posten og magasinet “Vi forældre”. I 2009 oprettede Maren Uthaug bloggen Marensblog.dk, hvor hun gennem tegning, tekst og billeder siden har delt ud af sin hverdag med sin kæreste Allan og deres døtre Kamille, Mynte og Anemone. På opfordring fra sine bloglæsere meldte Maren Uthaug sig i 2013 til Politikens tegneseriekonkurrence, som hun vandt med striben “Ting jeg gjorde”. Siden da har hendes tegneseriestribe dagligt været at finde i Politikens kultursektion.

I 2012 udkom Maren Uthaugs første bog, en selvudgivet graphic novel med titlen “Ellers går det godt”. I 2013 debuterede hun som romanforfatter med romanen “Og sådan blev det”. Siden har hun udgivet endnu en graphic novel, “Den lyse side” (2014), og romanerne “Hvor der er fugle” (2018) og “En lykkelig slutning (2019). “Hvor der er fugle” blev Maren Uthaugs helt store gennembrud, og for romanen modtog hun DR Romanprisen i 2018. I 2022 udkom hendes seneste roman, “11%”.

Ellers går det godt

”Smukke Allan og jeg har været sammen længe. Vi er for længst færdige med at tale om alt det vigtige.
’Gad vide, om Kaja egentlig er pigeversionen af Kaj?’
’Veddetikke. Men jeg har tænkt en del på, hvorfor min næse skal være så stor. Altså, det er jo ikke fordi, jeg kan lugte mere end jer andre … Eller … Kæft jeg har en mærkelig fride i dag.’
’En mærkelig hvad?’
’Fride.’”
“Ellers går det godt”, s. 112-113.

Maren Uthaug debuterede i 2012 med selvudgivelsen “Ellers går det godt”, der er en videreudvikling af hendes populære indlæg på bloggen Marensblog.dk. Som en grafisk novelle, gennem et forløb af enkeltstående situationer, skildres livet i sin hverdagslige udgave med en umulig mand og umulige børn, der viser sig at være umulige ikke at elske, når man selv er mindst lige så umulig.

Fortællingen er tydeligt selvbiografisk funderet. Således er fortælleren og hovedkarakteren Maren – på samme vis som forfatteren Maren –¬¬ oprindeligt fra Lapland, flyttet til Sønderjylland, mor til tre og gift med “Smukke Allan” (s. 108). Ligesom forfatteren har fortællingens Maren som barn lidt under følelsen af ikke at høre til. En følelse forstærket af hendes samisk rullende “r”, der i danske omgivelser gør det nødvendigt at bede om ost, selvom man meget hellere vil have rullepølse, men heller ikke har lyst til at skille sig alt for meget ud.

Den voksne Maren/“neurosa” (s. 97) forsøger midt i tangotimer, kæresteweekender og frygten for fremtiden at finde meningen med det hele – eller i hvert fald selv at give mening. Det meste af tiden. Men det er svært, når fremmede får én til at ville gemme sig, selvom man godt ved, man er for gammel til den slags, og derfor bare hilser med et “pik” (s. 44) – et resultat af den “kappe af sarkasme” (s. 38), der må agere verbalt gemmested.

Den sort-hvide tegnestil er enkel, og ligeledes er skrivestilen. Sætningskompleksiteten varierer fra enkeltstående ord til lange talestrømme eksempelvis om, hvorvidt Tom Dooley egentlig har levet rigtigt og om, hvorfor hun ikke tidligere har været sådan én, der interesserer sig for fugle. Flere steder står Uthaugs tegninger selv og taler deres eget ærlige og humoristiske sprog uden brug af ord.

På trods af Uthaugs selvbiografiske vinkling af fortællingen er det umuligt for læseren ikke at projicere forfatterens selvironiske hverdagsbilleder over på eget liv, og tonens til tider tykke sarkasme udfordrer læserens egen grad af (selvironisk) selvindsigt.

Og sådan blev det

“Drengen havde et indviklet, vietnamesisk navn. Grethe kaldte ham Niels.
I Danmark er det jo praktisk med et dansk navn, ikke sandt?’ sagde hun. Han forstod ikke, hvad hun sagde, og nikkede.
‘Det var godt,’ sagde hun og kaldte ham fra den dag Vietnameser-Niels. Risten kaldte ham ikke noget. Hun og drengen talte endnu ikke sammen. Det virkede ikke nødvendigt.”
“Og sådan blev det”, s. 55.

Maren Uthaugs romandebut “Og sådan blev det” fra 2013 handler om pigen Risten, resultatet af en same og en nordmand. Da norske Knut under et feltstudium af samisk kultur forelsker sig i den temperamentsfulde Rittha, bliver deres ægteskab en splint i øjet på Ritthas samiske familie. Ikke desto mindre kommer Risten til verden, men giftermålet holder ikke længe, for Knuts kulturelle interesse tager en drejning, da danske Grethe pludselig dukker op. Knut ender med at flytte med Grethe til Sønderjylland, og da Rittha og Knut frygter, at Ritthas sindssyge søster Ravna vil kidnappe Risten som udslag af sin egen barnløshed, bliver det besluttet, at Risten skal med til Danmark – lokket under påskud af at skulle på ferie.

50639878

“Ferien” i Danmark bliver livslang, og Ristens samiske familiemedlemmer, der enten er dybt religiøse eller dybt, dybt vanvittige, erstattes af sønderjyske Grethe, hendes oversize hunde og en flok vietnamesiske flygtninge, der bor i kælderen. Risten har svært ved at falde til i de sønderjyske kaffestuer, og konfliktsky Knut, der er under tøflen hos Grethe, er ikke til megen hjælp mod dét, der synes som endnu et kidnapningsforsøg – denne gang vellykket og begået af Grethe. I bestræbelsen på at skære Ristens samiske rødder over beslutter Grethe at ændre pigens navn til Kirsten. Dette velmenende, men komplet misforståede integreringsforsøg er kendetegnende for Grethes mangelfulde sociale kompetencer, hvilket vietnameserkuldet også mærker. Blandt disse er drengen, som Grethe navngiver Niels – og Niels og Risten udvikler i deres fælles front mod Grethe et tæt venskab. I skuret i baghaven forskanser de to sig mod Grethes tyranni og Knuts handlingslammelse ved hjælp af læstadianske metoder, Risten lærte af sin dybt troende, samiske mormor, og som det ikke er lykkedes sønderjyderne at udviske.

Sympatien ligger hos Risten og Niels, men der er ingen steder tale om en fordømmende fortællestemme. Ej heller, når Grethe mod Kirstens vilje erklærer pigens samiske sølvring for sin ejendom eller godtroende insisterer på langsomt at slå sine hunde ihjel ved at fodre dem med ost, fordi “de elsker det” (s. 80). Sprogets neutrale tone fremhæver absurditeterne, og den bagvedliggende humor smelter sammen med den alvorlige tematisering af ensomhed, fremmedgjorthed og forkvaklede familieforhold og lægger sig over fortællingen som et gennemgående sarkastisk slør.

Den lyse side

‘Wassup?’
‘Hvor kommer du fra?’
‘Nåh, jeg har lige været inde og tage en lur. Og så tænkte jeg, at jeg skulle have en rullepølsemad. Måske med noget ristet på. Eller italiensk. Eller måske skulle jeg køre noget æg indover?’
‘Men du kan da ikke være her? Vi har været ude og oppe og henne og rundt. Sovet og grædt og ledt og været fortvivlede. Og os, der troede, vi lige havde fundet meningen med det hele.’”
“Den lyse side”, s. 275-277.

Som med “Ellers går det godt” ligger “Den lyse side” fra 2014 stilmæssigt i tråd med den kombination af ord og tegning, Maren Uthaug deler på sin blog Marensblog.dk.

I første omgang lader ordene dog vente lidt på sig, og første reelle sætning: “Det går middelgodt med at være voksen”, indtræffer ikke før 32 siders ordløse tegninger om at blive forladt. Derved er temaet ensomhed slået fast, og på bogens resterende sider forsøger hovedkarakteren, Maren, at finde ud af, hvad der er årsagen til, at hun på trods af sin kæreste, sine børn, venner, læsere på bloggen og rollen som “hende den sjove” (s. 35) føler sig ensom. Måske kan årsagen være, at hun hader at kramme, eller at hun er vanskelig, når hun er fuld, og egentlig også, når hun er ædru. Eller måske er det medfødt og derfor ikke noget, hun selv er skyld i – som når hun med en tør konstatering anbringer sig selv i den lettere usympatiske kategori af mennesker: “I øvrigt har jeg fødselsdag samme dag som Putin og Ulrike Meinhof.” (s. 68).

51387570

Søgen efter svaret på ensomheden udvikler sig til en søgen efter mening. Meningen med det hele. En lidt udefinerbar størrelse at jage og derfor svær at kende, hvis man endelig finder den. Bogen ender med, at Maren bliver mæt, og “det var rart” (s. 285), og stearinlyset brænder, selvom det begynder at regne. Så langt, så godt.
Enkelheden er karakteristisk for stilen, både ord- og illustrationsmæssigt. Tegningerne er simple, sort-hvide tændstikfolk. Når farve forekommer, er det enten i form af et rødt hjerte eller en gul flamme – farvens stilfærdige vink om et håbs tilstedeværelse. Trods alt.

Temaets seriøsitet møder modspil af forfatterens humoristiske udlægning af sin egen håndtering af ensomhedsfølelsen, men mange steder kan alvoren ikke skjules. Eksempelvis når hun ligger i sin seng og føler sig ensom og bare “venter på, at lyset skal komme og tage mørket ud af sindet”. På sådanne steder skabes en genkendelighedsfølelse hos læseren, og derved bidrager de til en almengørelse af Marens personlige søgen ud af ensomheden og ind i meningen. 

Hvor der er fugle

“‘Hvad nu hvis jeg bliver afsat som fyrbøder, hvis de opdager, vi har tosser herude?’ sagde Johan surt. ‘Han er ikke tosset, husk kong Nebukadnesar, han var også drøvtygger,’ sagde Marie. ‘Han åd græs som oksen og fik væde fra himlens dug, og hans hår blev så langt som ørnefjer og hans negle som fuglekløer,’ citerede hun og gav Valdemar lidt grønt.”
“Hvor der er fugle”, s. 86

Slægtsromanen “Hvor der er fugle” (2017) er Maren Uthaugs anden romanudgivelse. Handlingen udspiller sig i tiden mellem 1. og 2. Verdenskrig i det nordlige Norge, og som centrum og en art mystisk katalysator for begivenhederne står Kjeungskjær fyr, placeret ud for byen Uthaug. På fyret bor Johan med sin kone, den knapt så fromme præstedatter Marie, og deres børn: datteren Darling, der ikke just lever op til navnets blide konnotationer, og sønnen Valdemar, der er retarderet, spiser græs og brøler om kap med en vind så voldsom, at han må stå tøjret til landjorden for ikke at ryge i havet.

53130283

Handlingen er fortalt fra tre synsvinkler: først fra Johans, så fra Darlings og til sidst fra Maries. Bedst som man tror, man har fod på karaktererne og deres indbyrdes forhold og forviklinger, skifter synsvinklen, og billedet ændres totalt. Johan lever i bitterhed over, at han ikke formår at forfølge sine drømme, og bitterheden resulterer i gråd. En gråd, der viser sig som hans eneste ærlige udtryksform. Marie fører i moralsk blindhed et dobbeltliv som henholdsvis hustru på fyret og skøge på fastlandet, mens hun i sit stille, samvittighedshjemsøgte sind begræder sit ægteskab og beder om syndsforladelse hos en Gud, hun trods al elendighed insisterer på findes.

Darling vil ingen af Uthaugs børn lege med, og lyspunktet i hendes liv er derfor den danske barnepige Gudrun, der brager ind i fyrfamiliens liv med sine progressive og feministiske tanker. Darling drømmer om at blive som Gudrun, men da hun som voksen pige får mulighed for at rejse til Amerika, hvor Gudrun bor, er det ikke med dannelse som formål. Derimod er rejsen forældrenes belejlige løsning på Darlings ubelejlige graviditet, som Johan i sidste ende viser sig skyldig i.

“Hvor der er fugle, er der fisk” ekkoer tre gange gennem romanen, men for læseren står det hurtigt klart, at fiskene ikke er det eneste, fuglene varsler. Som handlingen skrider frem, afsløres nemlig den ene hemmelighed efter den anden, og læseren sidder til slut med en imponerende palet af blodskam, indavl, sorg og svigt.
Det barske miljø, de triste skæbner og det ubarmhjertige tema får modspil af Uthaugs vante – men aldrig fordømmende – morbidtironiske tone.

En lykkelig slutning

“Når man dør, har man nogle særlige spasmer i anus. Derfor trak russiske soldater bukserne ned på både sig selv og de døende tyrkere på slagmarken i krige for hundrede år siden. Bare for at trænge ind i dem og nyde deres sidste dødskramper. Jeg er opfostret med den slags informationer og er så hærdet, at jeg knap nok hæver et øjenbryn, uanset hvor drabeligt og ulækkert det bliver.”
“En lykkelig slutning”, s. 29.

“En lykkelig slutning” (2019) er Maren Uthaugs tredje roman, og som med hendes anden roman “Hvor der er fugle” (2017), er der også her tale om en slægtsroman.

Vi følger bedemandsfamilien Christiansen gennem syv generationer fra den første Christian, som i begyndelsen af 1800-tallet dræber uønskede spædbørn på en lille ø i Stillehavet, og frem til slægtens nulevende medlem, Nicolas. Nicolas er fortællingens jegfortæller, og ud over at være slægtens eneste mand, som ikke hedder Christian, adskiller han sig fra sine forgængere ved at være nekrofil – en uheldig tilbøjelighed, særligt for en bedemand. Et slægtsled ad gangen fortæller Nicolas, hvordan Christian efter Christian har udnyttet epidemier og krige til at opbygge familiens bedemandsimperium og tilpasset hvervet tidens og troens udvikling.

47239893

“En lykkelig slutning” er fortællingen om døden, og hvordan der er blevet lavet forretning på den, men vigtigst er romanen – som Uthaugs forrige romaner – en grotesk historie om nedarvet galskab i en familie. Galskaben kan fysisk spores hos slægtsmedlemmerne, der alle lejlighedsvist får røde øjne, men ellers tager den forskellig form. F.eks. taler Christian 4 med de døde, og han får sågar en søn med et spøgelse. Sønnen, Christian 5, udvikler OCD-lignende særheder og plages af en sygelig trang til at stille alt i rækker.

Den mest lidelsesfulde særhed rammer dog Nicolas. For ikke at vække sin nekrofili til live undgår han begravelser af kroppe, som han kunne blive tiltrukket af. Tanken om de gange, han trods dette forbehold er faldet i og har rørt ‘kold hud’, fylder ham med skam. Heldigvis har Nicolas travlt med at holde opsyn med sine to børn, der dels ved at slå dyr ihjel for sjovs skyld, dels ved et mildest talt vanvittigt temperament viderefører familiegalskaben. Nicolas holder sig altså nogenlunde på måtten – lige til den dag, han møder Marian. Smuk og død tager hun kontrollen over ham.

Med sarkasmen som toneangiver skriver Uthaug slægtshistorie og dødens kulturhistorie i et fantasifuldt parløb, hvor hendes rå humor får frit spillerum.

11%

“Du ved vel, at 96 % af alle mord blev begået af mænd, da de gik frit. Du skal huske, at det ikke er menneskeheden som art, der er morderisk, det er mænd, der er det. Altså dem, du synes, det er så synd for. Hvis dit projekt en dag skulle lykkes, håber jeg virkelig ikke, jeg stadig er her til at opleve det.” Eva drejede om på hælen, men ombestemte sig og tog et skridt tilbage mod Medea. “Jeg ved ikke, om I hekse overhovedet kan læse og skrive, men du kan jo overveje, hvorfor der er så mange ord, der aldrig er lavet i feminin form. Som drabsmand og voldtægtsmand. Eller krigsherre.”
“11%”, s. 47.

“11%” (2022) er titlen på Maren Uthaugs fjerde roman. Bag den gådefulde titel gemmer sig en fremtidsskildring, som sætter vores samfund i perspektiv. Handlingen udspiller sig på forskellige lokationer i Danmark, og selvom bynavnene er taget ud af virkeligheden, er der meget andet, som er vendt op og ned i romanens fiktive univers. Vi befinder os i eftertiden af de patriarkalske tider, og en matriarkalsk orden hersker. Mænd bliver set som en trussel mod menneskeheden, og de få mænd, der er tilbage, bliver holdt fanget i et avlscenter på Lolland. 

Romanen er fortalt af en tredjepersonsfortæller, som i de forskellige dele skifter perspektiv mellem hovedkaraktererne: heksen Medea, medsøsteren Stille, præsten Wicca og lægen Eva. I første del er det karakteren Medeas hverdag, vi dumper ned i. Medea bor i et heksekloster, der ud over medsøstrene er befolket af fugle, slanger, ulvehunde og så en ubuden syvårig dreng, der på skæbnesvanger vis er kommet ind i søstrenes liv. 

134136391

Medea foretager sine gøremål, fodring af slangerne og bagning af kærlighedskager, alt imens hun grubler over, hvordan hun skal skaffe menstruationsblod, når den eneste menstruerende søster, Stille, snart går i overgangsalderen, og hvad hun skal fodre den kræsne pytonslange Pythia med. Den helt store kilde til bekymring er dog, hvad de skal stille op med drengen, når han vokser op og bliver farlig. Uthaug beskriver et fremtidsscenarie, hvor værdihierarkier er vendt på hovedet, alt det naturlige er ophøjet – selv menstruationsblod, der er en eftertragtet ingrediens i kærlighedskagerne, som Medea sælger til mandedamen Lars, der giver dem til sine kunder. 

Selvom historien foregår i fremtiden, rækker den også tilbage i tiden og inddrager stof fra biblen og den græske mytologi. Tolkningerne af de gamle værker er dog også omvendt af, hvad de plejer: Fortidens skurke bliver i Uthaugs historie til helte. 

“11%” er en tankevækkende og provokerende roman skrevet i en tone, der både er spydig og rummer den særlige humor, der er så kendetegnende for Uthaugs værker. Humoren træder især frem i scener, der er så visuelt beskrevet, at de nærmest virker filmiske.

Genrer og tematikker

Genremæssigt spænder Maren Uthaugs forfatterskab bredt, og hun har både udgivet tegneserier, graphic novels og mere klassisk prosa, herunder børnebøger, kortere bøger og tre romaner.

I sine tegneserier benytter Maren Uthaug sig af en stærkt udtryksfuld minimalistisk tegnestil, og den minimalistiske måde at fortælle på går igen i romanerne, hvor handlingen langsomt eller kun delvist afdækkes et lag ad gangen.

Det er stærke tematikker, Maren Uthaug med sin humoristiske og sarkastiske tone tager under behandling – både som tegneserietegner og som romanforfatter – og hendes underspillede ironi og sarkasme er med til at gøre hendes bøger provokerende og grænsesøgende.

Følelsen af at være fremmed og anderledes er et tema, der går igen i alle Uthaugs værker, og det behandles f.eks. ved, at værkerne handler om kultursammenstød, arv og miljø, tro og identitetssøgen og forskellige tabuer. I romanen “Hvor der er fugle” er det eksempelvis lyssky emner som blodskam og indavl, der bearbejdes særligt intenst, og i “En lykkelig slutning” skubber Maren Uthaug til sine læseres grænser ved at lade sin hovedperson være nekrofil.

Maren Uthaug begyndte sit forfatterskab som tegneserietegner, og hun mener, at tegneserieformen er et godt format til at udtrykke svære følelser som f.eks. ensomhed eller rodløshed – følelser, de fleste kender, men som mange kan have svært ved at sætte ord på: “[Jeg er] næppe den eneste, der føler ensomhed. Og jeg er heller ikke den eneste, der føler sig rodløs. Jeg har boet mange steder og har forældre fra forskellige lande. Men folk, der har boet i den samme by hele deres liv, kan også sagtens døje med de tanker og følelser. Det er derfor, jeg elsker at tegne. Tegne urmenneskelige følelser og gøre dem hverdagsagtige. Så både mine læsere og jeg selv kan forstå dem.” (Thomas Conradsen: Derfor tegner Maren livets småstore dilemmaer. Berlingske Tidende, 2014-11-01). På den måde bliver forfatterens personlige afsæt for værkerne gjort universelt gældende. Andre “urmenneskelige følelser”, der gøres “hverdagsagtige” med Maren Uthaugs pen, er ensomhed, forelskelse, begær, frygt og rastløshed.

Sarkasme, ironi og humor er helt afgørende særtræk ved Maren Uthaugs værker, og det skyldes måske netop de alvorlige temaer, hun tager op. I “Ellers går det godt” benytter hovedpersonen Maren sig af “en kappe af sarkasme” (s. 38) som værn mod alt det, hun ikke kan flygte fra, og det er fristende at overføre dette karaktertræk på forfatteren Maren. I et interview til Berlingske Tidende fortæller hun om sit forhold til sarkasmen: “Min største last er sarkasme. Jeg havde en kæreste, der ikke kunne holde ud, at jeg var så sarkastisk, at alt skulle kastes op i luften og spiddes. Hvis du vil have vitser om din døde mor, så kom til mig! Jeg forsøger at nøjes med at tænke de hårde vitser inde i mig selv. Men mine bedste venner bliver dem, der forstår det. Forstår, at jeg også bruger sarkasme til at tackle det hårde – det gør mig ikke mindre alvorlig som menneske.” (Thomas Conradsen: Jeg vil helst ikke møde nogen. Berlingske Tidende, 2014-10-08).

Beslægtede forfatterskaber

Tematiseringen af kultursammenstød findes også hos den finske forfatter Mikael Niemi, der bl.a. har skrevet den rørende og morsomme roman “Populærmusik fra Vittula” fra 2000. Bogen handler om to drenges opvækst i 1960-70’ernes grænseland mellem Sverige og Finland og deres kamp for at finde sig til rette som hverken rigtig svenske eller rigtig finske. Identitetssøgen, tro, arv og miljø og “det nye”, der tager over for “det gamle”, er temaer, bogen også deler med Uthaugs udgivelser.

Sammenstød af kulturer og verdensopfattelser er også temaer hos flere danske forfattere, eksempelvis Stine Pilgaard, der har skrevet romanerne “Min mor siger” (2012) og “Lejlighedssange” (2015), eller hos Jens Blendstrup, der bl.a. er kendt for romanerne “Gud taler ud” (2004) og “Bombaygryde” (2010). Som det er tilfældet hos Maren Uthaug, skriver Jens Blendstrup med en blanding af alvor og humor, og de to nævnte Blendstrupværker er desuden som Maren Uthaugs tidligere værker også biografisk forankrede.

Maren Uthaugs humoristiske fortælleform kan genfindes hos den svenske forfatter Jonas Jonasson, som bl.a. har skrevet den sjove og fantasifulde roman “Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt” (2010). Den hundredårige hovedperson Allan Karlsson har noget af det samme ‘no bullshit’-agtige over sig, som mange af Maren Uthaugs karakterer har.

Både “Hvor der er fugle” og “En lykkelig slutning” er slægtsromaner, og er man interesseret i at læse flere nyere eksempler på denne romantype, kan man eksempelvis kaste sig over “Folkets skønhed” (2016) af Merete Pryds Helle.

Romanen handler om et barskt liv på Langeland og baserer sig på forfatterens egen familiehistorie. Også Maria Helleberg lader sin egen familiehistorie danne grundlag for slægtsromanen “Kvinderne fra Thy” (2016), der tegner et billede af den danske kvindes kår i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, og hvis fortælling fortsætter i romanen “Søstrene fra Thy” fra 2019.

“Hvor der er fugle” vækker desuden mindelser til Martin A. Hansens roman “Løgneren” fra 1950 om enspænderen Johannes Vig. Ligesom Johannes er Maren Uthaugs fyrpasser Lassen en fremmed i sit lokalmiljø og har kun sine hunde som fortrolige. Desuden går tematiseringen af havafgrænset isolation og karakterernes åbenlyse splittelse mellem drift og forpligtelse på tværs af romanerne, og så er der en påfaldende navnelighed mellem Maren Uthaugs hovedperson “Johan” og Martin A. Hansens hovedperson “Johannes”.

Bibliografi

Faglitteratur

Uthaug, Maren:
“Ja, jeg er præmenstruel, hvad er din undskyldning for at være en idiot?” og andre hurtige replikker til at fyre i hovedet på den, der går dig på nerverne – en manual til kvinder. Pretty Ink, 2005.
Uthaug, Maren:
Nej, jeg er ikke tyk – det er kjolen, der får min røv til at se stor ud – og 101 andre ting mænd bør vide om kvinder. Pretty Ink, 2006.
Uthaug, Maren:
Overlevelsesguide til mødre. Pretty Ink, 2006.
Uthaug, Maren:
Når vi bliver trætte af vores tissemand, kan vi bare få en ny – og 103 andre grunde til at det er meget federe at være kvinde end at være mand. Pretty Ink, 2008.
Uthaug, Maren:
Babys første bandeord – og andre vigtige milepæle i dit barns liv. Pretty Ink, 2009.
Uthaug, Maren:
100 hemmeligheder om at være mor – danske mødre går til bekendelse. Pretty Ink, 2009.

Børnebog

Uthaug, Maren:
Søren og Sille på cykeltur – historien om en dejlig dag på cykel. Odense Kommune, 2003.

Grafiske noveller

Uthaug, Maren:
Ellers går det godt – tankestreger. Maren Uthaug, 2012.
Uthaug, Maren:
Den lyse side – tankestreger. Lindhardt og Ringhof, 2014.
Uthaug, Maren: Kærlighed. Lindhardt og Ringhof, 2020. (Striber på højkant,1).
Uthaug, Maren: Livet. Lindhardt og Ringhof, 2020. (Striber på højkant,2).
Uthaug, Maren: Parforhold. Lindhardt og Ringhof, 2020. (Striber på højkant,3).
Uthaug, Maren: Børn. Lindhardt og Ringhof, 2020. (Striber på højkant,4).
Uthaug, Maren: Kvinder. Lindhardt og Ringhof, 2021. (Striber på højkant, 5).
Uthaug, Maren: Neuroser. Lindhardt og Ringhof, 2021. (Striber på højkant, 6).
Uthaug, Maren: Mødre. Lindhardt og Ringhof, 2021. (Striber på højkant, 7).

Romaner

Uthaug, Maren:
Og sådan blev det. Lindhardt og Ringhof, 2013.
Uthaug, Maren: Hvor der er fugle. Lindhardt og Ringhof, 2017.
Uthaug, Maren: En lykkelig slutning. Lindhardt og Ringhof, 2019
Uthaug, Maren:
11%. Lindhardt og Ringhof, 2022.

Kilder citeret i portrættet

Uthaug, Maren: Om Maren. Marensblog.dk, læst: 2015-06-09.
Boysen, Katrine Sommer: En besk og stilsikker fortælling. Weekendavisen, 2017-05-06.

Om forfatterskabet

Maren Uthaug fortæller om romanen ”Hvor der er fugle” til DR i anledning af, at hun er nomineret til DR Romanprisen 2018.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Maren Uthaug