Maren Uthaug

Maren Uthaug blev født i 1972 i nordnorske Kautokeino i Finnmark i det nordligste Norge, hvor hun boede den første del af sit liv med sin norske mor og samiske far. I 1980 måtte hun se de norske fjelde skiftet ud med danske villaveje, da hun flyttede med sin mor og hendes danske kæreste til Haderslev i Sønderjylland. Maren Uthaug havde svært ved det danske sprog, og den sønderjyske kultur var fremmedartet og vanskelig for hende at føle sig hjemme i. Derudover var hun genert, og hun oplevede længe at være anderledes i det lille danske provinssamfund. Følelsen af at være anderledes er senere blevet et helt centralt tema for hendes forfatterskab.

Efter studentereksamen tog Maren Uthaug til Aarhus for at studere teologi, hvilket hun imidlertid droppede igen, da hun i 1997 vandt en talentkonkurrence ved et reklamebureau og flyttede til København for at studere på Den Danske Reklameskole. I årene efter at hun havde færdiggjort sin uddannelse, arbejdede hun i reklamebranchen, men i 2001 valgte hun at blive freelancer og skrev bl.a. klummer i Jyllands-Posten og magasinet “Vi forældre”. I 2009 oprettede Maren Uthaug bloggen Marensblog.dk, hvor hun gennem tegning, tekst og billeder siden har delt ud af sin hverdag med sin kæreste Allan og deres døtre Kamille, Mynte og Anemone. På opfordring fra sine bloglæsere meldte Maren Uthaug sig i 2013 til Politikens tegneseriekonkurrence, som hun vandt med striben “Ting jeg gjorde”. Siden da har hendes tegneseriestribe dagligt været at finde i Politikens kultursektion.

I 2012 udkom Maren Uthaugs første bog, en selvudgivet graphic novel med titlen “Ellers går det godt”. I 2013 debuterede hun som romanforfatter med romanen “Og sådan blev det”. Siden har hun udgivet endnu en graphic novel, “Den lyse side” (2014), og romanerne “Hvor der er fugle” (2018) og “En lykkelig slutning (2019). “Hvor der er fugle” blev Maren Uthaugs helt store gennembrud, og for romanen modtog hun DR Romanprisen i 2018. I 2022 udkom hendes seneste roman, “11%”.

Maren Uthaug debuterede i 2012 med selvudgivelsen “Ellers går det godt”, der er en videreudvikling af hendes populære indlæg på bloggen Marensblog.dk. Som en grafisk novelle, gennem et forløb af enkeltstående situationer, skildres livet i sin hverdagslige udgave med en umulig mand og umulige børn, der viser sig at være umulige ikke at elske, når man selv er mindst lige så umulig.

Fortællingen er tydeligt selvbiografisk funderet. Således er fortælleren og hovedkarakteren Maren – på samme vis som forfatteren Maren –¬¬ oprindeligt fra Lapland, flyttet til Sønderjylland, mor til tre og gift med “Smukke Allan” (s. 108). Ligesom forfatteren har fortællingens Maren som barn lidt under følelsen af ikke at høre til. En følelse forstærket af hendes samisk rullende “r”, der i danske omgivelser gør det nødvendigt at bede om ost, selvom man meget hellere vil have rullepølse, men heller ikke har lyst til at skille sig alt for meget ud.

Den voksne Maren/“neurosa” (s. 97) forsøger midt i tangotimer, kæresteweekender og frygten for fremtiden at finde meningen med det hele – eller i hvert fald selv at give mening. Det meste af tiden. Men det er svært, når fremmede får én til at ville gemme sig, selvom man godt ved, man er for gammel til den slags, og derfor bare hilser med et “pik” (s. 44) – et resultat af den “kappe af sarkasme” (s. 38), der må agere verbalt gemmested.

Den sort-hvide tegnestil er enkel, og ligeledes er skrivestilen. Sætningskompleksiteten varierer fra enkeltstående ord til lange talestrømme eksempelvis om, hvorvidt Tom Dooley egentlig har levet rigtigt og om, hvorfor hun ikke tidligere har været sådan én, der interesserer sig for fugle. Flere steder står Uthaugs tegninger selv og taler deres eget ærlige og humoristiske sprog uden brug af ord.

På trods af Uthaugs selvbiografiske vinkling af fortællingen er det umuligt for læseren ikke at projicere forfatterens selvironiske hverdagsbilleder over på eget liv, og tonens til tider tykke sarkasme udfordrer læserens egen grad af (selvironisk) selvindsigt.

Som med “Ellers går det godt” ligger “Den lyse side” fra 2014 stilmæssigt i tråd med den kombination af ord og tegning, Maren Uthaug deler på sin blog Marensblog.dk.

I første omgang lader ordene dog vente lidt på sig, og første reelle sætning: “Det går middelgodt med at være voksen”, indtræffer ikke før 32 siders ordløse tegninger om at blive forladt. Derved er temaet ensomhed slået fast, og på bogens resterende sider forsøger hovedkarakteren, Maren, at finde ud af, hvad der er årsagen til, at hun på trods af sin kæreste, sine børn, venner, læsere på bloggen og rollen som “hende den sjove” (s. 35) føler sig ensom. Måske kan årsagen være, at hun hader at kramme, eller at hun er vanskelig, når hun er fuld, og egentlig også, når hun er ædru. Eller måske er det medfødt og derfor ikke noget, hun selv er skyld i – som når hun med en tør konstatering anbringer sig selv i den lettere usympatiske kategori af mennesker: “I øvrigt har jeg fødselsdag samme dag som Putin og Ulrike Meinhof.” (s. 68).

51387570

Søgen efter svaret på ensomheden udvikler sig til en søgen efter mening. Meningen med det hele. En lidt udefinerbar størrelse at jage og derfor svær at kende, hvis man endelig finder den. Bogen ender med, at Maren bliver mæt, og “det var rart” (s. 285), og stearinlyset brænder, selvom det begynder at regne. Så langt, så godt.
Enkelheden er karakteristisk for stilen, både ord- og illustrationsmæssigt. Tegningerne er simple, sort-hvide tændstikfolk. Når farve forekommer, er det enten i form af et rødt hjerte eller en gul flamme – farvens stilfærdige vink om et håbs tilstedeværelse. Trods alt.

Temaets seriøsitet møder modspil af forfatterens humoristiske udlægning af sin egen håndtering af ensomhedsfølelsen, men mange steder kan alvoren ikke skjules. Eksempelvis når hun ligger i sin seng og føler sig ensom og bare “venter på, at lyset skal komme og tage mørket ud af sindet”. På sådanne steder skabes en genkendelighedsfølelse hos læseren, og derved bidrager de til en almengørelse af Marens personlige søgen ud af ensomheden og ind i meningen. 

Genremæssigt spænder Maren Uthaugs forfatterskab bredt, og hun har både udgivet tegneserier, graphic novels og mere klassisk prosa, herunder børnebøger, kortere bøger og tre romaner.

I sine tegneserier benytter Maren Uthaug sig af en stærkt udtryksfuld minimalistisk tegnestil, og den minimalistiske måde at fortælle på går igen i romanerne, hvor handlingen langsomt eller kun delvist afdækkes et lag ad gangen.

Det er stærke tematikker, Maren Uthaug med sin humoristiske og sarkastiske tone tager under behandling – både som tegneserietegner og som romanforfatter – og hendes underspillede ironi og sarkasme er med til at gøre hendes bøger provokerende og grænsesøgende.

Følelsen af at være fremmed og anderledes er et tema, der går igen i alle Uthaugs værker, og det behandles f.eks. ved, at værkerne handler om kultursammenstød, arv og miljø, tro og identitetssøgen og forskellige tabuer. I romanen “Hvor der er fugle” er det eksempelvis lyssky emner som blodskam og indavl, der bearbejdes særligt intenst, og i “En lykkelig slutning” skubber Maren Uthaug til sine læseres grænser ved at lade sin hovedperson være nekrofil.

Maren Uthaug begyndte sit forfatterskab som tegneserietegner, og hun mener, at tegneserieformen er et godt format til at udtrykke svære følelser som f.eks. ensomhed eller rodløshed – følelser, de fleste kender, men som mange kan have svært ved at sætte ord på: “[Jeg er] næppe den eneste, der føler ensomhed. Og jeg er heller ikke den eneste, der føler sig rodløs. Jeg har boet mange steder og har forældre fra forskellige lande. Men folk, der har boet i den samme by hele deres liv, kan også sagtens døje med de tanker og følelser. Det er derfor, jeg elsker at tegne. Tegne urmenneskelige følelser og gøre dem hverdagsagtige. Så både mine læsere og jeg selv kan forstå dem.” (Thomas Conradsen: Derfor tegner Maren livets småstore dilemmaer. Berlingske Tidende, 2014-11-01). På den måde bliver forfatterens personlige afsæt for værkerne gjort universelt gældende. Andre “urmenneskelige følelser”, der gøres “hverdagsagtige” med Maren Uthaugs pen, er ensomhed, forelskelse, begær, frygt og rastløshed.

Sarkasme, ironi og humor er helt afgørende særtræk ved Maren Uthaugs værker, og det skyldes måske netop de alvorlige temaer, hun tager op. I “Ellers går det godt” benytter hovedpersonen Maren sig af “en kappe af sarkasme” (s. 38) som værn mod alt det, hun ikke kan flygte fra, og det er fristende at overføre dette karaktertræk på forfatteren Maren. I et interview til Berlingske Tidende fortæller hun om sit forhold til sarkasmen: “Min største last er sarkasme. Jeg havde en kæreste, der ikke kunne holde ud, at jeg var så sarkastisk, at alt skulle kastes op i luften og spiddes. Hvis du vil have vitser om din døde mor, så kom til mig! Jeg forsøger at nøjes med at tænke de hårde vitser inde i mig selv. Men mine bedste venner bliver dem, der forstår det. Forstår, at jeg også bruger sarkasme til at tackle det hårde – det gør mig ikke mindre alvorlig som menneske.” (Thomas Conradsen: Jeg vil helst ikke møde nogen. Berlingske Tidende, 2014-10-08).

Tematiseringen af kultursammenstød findes også hos den finske forfatter Mikael Niemi, der bl.a. har skrevet den rørende og morsomme roman “Populærmusik fra Vittula” fra 2000. Bogen handler om to drenges opvækst i 1960-70’ernes grænseland mellem Sverige og Finland og deres kamp for at finde sig til rette som hverken rigtig svenske eller rigtig finske. Identitetssøgen, tro, arv og miljø og “det nye”, der tager over for “det gamle”, er temaer, bogen også deler med Uthaugs udgivelser.

Sammenstød af kulturer og verdensopfattelser er også temaer hos flere danske forfattere, eksempelvis Stine Pilgaard, der har skrevet romanerne “Min mor siger” (2012) og “Lejlighedssange” (2015), eller hos Jens Blendstrup, der bl.a. er kendt for romanerne “Gud taler ud” (2004) og “Bombaygryde” (2010). Som det er tilfældet hos Maren Uthaug, skriver Jens Blendstrup med en blanding af alvor og humor, og de to nævnte Blendstrupværker er desuden som Maren Uthaugs tidligere værker også biografisk forankrede.

Maren Uthaugs humoristiske fortælleform kan genfindes hos den svenske forfatter Jonas Jonasson, som bl.a. har skrevet den sjove og fantasifulde roman “Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt” (2010). Den hundredårige hovedperson Allan Karlsson har noget af det samme ‘no bullshit’-agtige over sig, som mange af Maren Uthaugs karakterer har.

Både “Hvor der er fugle” og “En lykkelig slutning” er slægtsromaner, og er man interesseret i at læse flere nyere eksempler på denne romantype, kan man eksempelvis kaste sig over “Folkets skønhed” (2016) af Merete Pryds Helle.

Romanen handler om et barskt liv på Langeland og baserer sig på forfatterens egen familiehistorie. Også Maria Helleberg lader sin egen familiehistorie danne grundlag for slægtsromanen “Kvinderne fra Thy” (2016), der tegner et billede af den danske kvindes kår i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, og hvis fortælling fortsætter i romanen “Søstrene fra Thy” fra 2019.

“Hvor der er fugle” vækker desuden mindelser til Martin A. Hansens roman “Løgneren” fra 1950 om enspænderen Johannes Vig. Ligesom Johannes er Maren Uthaugs fyrpasser Lassen en fremmed i sit lokalmiljø og har kun sine hunde som fortrolige. Desuden går tematiseringen af havafgrænset isolation og karakterernes åbenlyse splittelse mellem drift og forpligtelse på tværs af romanerne, og så er der en påfaldende navnelighed mellem Maren Uthaugs hovedperson “Johan” og Martin A. Hansens hovedperson “Johannes”.