Ellers går det godt

Citat
”Smukke Allan og jeg har været sammen længe. Vi er for længst færdige med at tale om alt det vigtige.
’Gad vide, om Kaja egentlig er pigeversionen af Kaj?’
’Veddetikke. Men jeg har tænkt en del på, hvorfor min næse skal være så stor. Altså, det er jo ikke fordi, jeg kan lugte mere end jer andre … Eller … Kæft jeg har en mærkelig fride i dag.’
’En mærkelig hvad?’
’Fride.’”
”Ellers går det godt”, s. 112-113.

Maren Uthaug debuterede i 2012 med selvudgivelsen ”Ellers går det godt – tankestreger”, der er en videreudvikling af hendes populære indlæg på bloggen Marensblog.dk. Som en grafisk novelle, gennem et forløb af enkeltstående situationer, skildres livet i sin hverdagslige udgave med en umulig mand og umulige børn, der viser sig at være umulige ikke at elske, når man selv er mindst lige så umulig.

Fortællingen er tydeligt selvbiografisk funderet. Således er fortælleren og hovedkarakteren Maren – på samme vis som forfatteren Maren –­­ oprindeligt fra Lapland, flyttet til Sønderjylland, mor til tre og gift med ”Smukke Allan” (s. 108). Lige som forfatteren har fortællingens Maren som barn lidt under følelsen af ikke at høre til. En følelse forstærket af hendes samisk rullende ’r’, der i danske omgivelser gør det nødvendigt at bede om ost, selvom man meget hellere vil have rullepølse, men heller ikke har lyst til at skille sig alt for meget ud.

Den voksne Maren/”neurosa” (s. 97) forsøger midt i tangotimer, kæresteweekender og frygten for fremtiden at finde meningen med det hele – eller i hvert fald på selv at give mening. Det meste af tiden. Men det er svært, når fremmede får én til at ville gemme sig, selvom man godt ved, man er for gammel til den slags og derfor bare hilser med et ”pik” (s. 44) – et resultat af den ”kappe af sarkasme” (s. 38), der må agere verbalt gemmested.

29756899

Den sort/hvide tegnestil er enkel, og ligeledes er skrivestilen. Sætningskompleksiteten varierer fra enkeltstående ord til lange talestrømme om eksempelvis, hvorvidt Tom Dooley egentlig har levet rigtigt og om, hvorfor hun ikke tidligere har været sådan én, der interesserer sig for fugle. Flere steder står Uthaugs tegninger selv og taler deres eget ærlige og humoristiske sprog uden brug af ord.

På trods af Uthaugs selvbiografiske vinkling af fortællingen er det umuligt for læseren ikke at projicere forfatterens selvironiske hverdagsbilleder over på eget liv, og tonens til tider tykke sarkasme udfordrer læserens egen grad af (selvironisk) selvindsigt.