Slægtsromanen “Hvor der er fugle” (2017) er Maren Uthaugs anden romanudgivelse. Handlingen udspiller sig i tiden mellem 1. og 2. Verdenskrig i det nordlige Norge, og som centrum og en art mystisk katalysator for begivenhederne står Kjeungskjær fyr, placeret ud for byen Uthaug. På fyret bor Johan med sin kone, den knapt så fromme præstedatter Marie, og deres børn: datteren Darling, der ikke just lever op til navnets blide konnotationer, og sønnen Valdemar, der er retarderet, spiser græs og brøler om kap med en vind så voldsom, at han må stå tøjret til landjorden for ikke at ryge i havet.
53130283
Handlingen er fortalt fra tre synsvinkler: først fra Johans, så fra Darlings og til sidst fra Maries. Bedst som man tror, man har fod på karaktererne og deres indbyrdes forhold og forviklinger, skifter synsvinklen, og billedet ændres totalt. Johan lever i bitterhed over, at han ikke formår at forfølge sine drømme, og bitterheden resulterer i gråd. En gråd, der viser sig som hans eneste ærlige udtryksform. Marie fører i moralsk blindhed et dobbeltliv som henholdsvis hustru på fyret og skøge på fastlandet, mens hun i sit stille, samvittighedshjemsøgte sind begræder sit ægteskab og beder om syndsforladelse hos en Gud, hun trods al elendighed insisterer på findes.
Darling vil ingen af Uthaugs børn lege med, og lyspunktet i hendes liv er derfor den danske barnepige Gudrun, der brager ind i fyrfamiliens liv med sine progressive og feministiske tanker. Darling drømmer om at blive som Gudrun, men da hun som voksen pige får mulighed for at rejse til Amerika, hvor Gudrun bor, er det ikke med dannelse som formål. Derimod er rejsen forældrenes belejlige løsning på Darlings ubelejlige graviditet, som Johan i sidste ende viser sig skyldig i.
“Hvor der er fugle, er der fisk” ekkoer tre gange gennem romanen, men for læseren står det hurtigt klart, at fiskene ikke er det eneste, fuglene varsler. Som handlingen skrider frem, afsløres nemlig den ene hemmelighed efter den anden, og læseren sidder til slut med en imponerende palet af blodskam, indavl, sorg og svigt.
Det barske miljø, de triste skæbner og det ubarmhjertige tema får modspil af Uthaugs vante – men aldrig fordømmende – morbidtironiske tone.