I Danmark er det jo praktisk med et dansk navn, ikke sandt?’ sagde hun. Han forstod ikke, hvad hun sagde, og nikkede.
‘Det var godt,’ sagde hun og kaldte ham fra den dag Vietnameser-Niels. Risten kaldte ham ikke noget. Hun og drengen talte endnu ikke sammen. Det virkede ikke nødvendigt.”
Maren Uthaugs romandebut “Og sådan blev det” fra 2013 handler om pigen Risten, resultatet af en same og en nordmand. Da norske Knut under et feltstudium af samisk kultur forelsker sig i den temperamentsfulde Rittha, bliver deres ægteskab en splint i øjet på Ritthas samiske familie. Ikke desto mindre kommer Risten til verden, men giftermålet holder ikke længe, for Knuts kulturelle interesse tager en drejning, da danske Grethe pludselig dukker op. Knut ender med at flytte med Grethe til Sønderjylland, og da Rittha og Knut frygter, at Ritthas sindssyge søster Ravna vil kidnappe Risten som udslag af sin egen barnløshed, bliver det besluttet, at Risten skal med til Danmark – lokket under påskud af at skulle på ferie.
50639878
“Ferien” i Danmark bliver livslang, og Ristens samiske familiemedlemmer, der enten er dybt religiøse eller dybt, dybt vanvittige, erstattes af sønderjyske Grethe, hendes oversize hunde og en flok vietnamesiske flygtninge, der bor i kælderen. Risten har svært ved at falde til i de sønderjyske kaffestuer, og konfliktsky Knut, der er under tøflen hos Grethe, er ikke til megen hjælp mod dét, der synes som endnu et kidnapningsforsøg – denne gang vellykket og begået af Grethe. I bestræbelsen på at skære Ristens samiske rødder over beslutter Grethe at ændre pigens navn til Kirsten. Dette velmenende, men komplet misforståede integreringsforsøg er kendetegnende for Grethes mangelfulde sociale kompetencer, hvilket vietnameserkuldet også mærker. Blandt disse er drengen, som Grethe navngiver Niels – og Niels og Risten udvikler i deres fælles front mod Grethe et tæt venskab. I skuret i baghaven forskanser de to sig mod Grethes tyranni og Knuts handlingslammelse ved hjælp af læstadianske metoder, Risten lærte af sin dybt troende, samiske mormor, og som det ikke er lykkedes sønderjyderne at udviske.
Sympatien ligger hos Risten og Niels, men der er ingen steder tale om en fordømmende fortællestemme. Ej heller, når Grethe mod Kirstens vilje erklærer pigens samiske sølvring for sin ejendom eller godtroende insisterer på langsomt at slå sine hunde ihjel ved at fodre dem med ost, fordi “de elsker det” (s. 80). Sprogets neutrale tone fremhæver absurditeterne, og den bagvedliggende humor smelter sammen med den alvorlige tematisering af ensomhed, fremmedgjorthed og forkvaklede familieforhold og lægger sig over fortællingen som et gennemgående sarkastisk slør.