Erik Valeur boede de første to år af sit liv på Mødrehjælpens spædbørnshjem i Skodsborg og har således livets start tilfælles med sine syv karakterer i debutromanen ”Det syvende barn”. Valeurs mor, der under sin graviditet boede i Norge, blev forladt af den mand, hun ventede barn med, og det udløste en depression. ”Min mor forsøgte at begå selvmord med sovepiller. Det betød, at hun sov i tre dage. Bagefter blev hun bragt tilbage til Danmark, hvor hun kom til at bo hos nogle gamle tanter i Nykøbing Falster. Det var jo modellen dengang. Hvis man var gravid uden for ægteskab, blev man sendt på landet, til barnet kom”. (Carsten Andersen: Oprindelig var historien tænkt til radioen. Politiken, 2011-08-20).
Selvom han selv vendte hjem til sin biologiske mor efter to år på spædbørnshjemmet, har adoptionsemnet altid interesseret Erik Valeur, og han har i sit virke som journalist også beskæftiget sig med det. Det er netop som journalist, han først og fremmest er kendt. I mere end 30 år har han arbejdet som journalist, først på Berlingske Tidende, siden på DR og Information og som mediekommentator på Politiken og Jyllands-Posten. Han er dobbelt Cavlingpris-modtager, har udgivet flere fagbøger og besidder en enorm viden om både den politiske scene og medieverdenen i Danmark.
I 1985 etablerede han sammen med to kolleger månedsbladet Press, og det var her, han første gang ville skrive en historie om adoptivbørn og deres historie. Men den blev ikke helt, som han ønskede, for som han siger, ”Jeg ville have, at børnenes spor skulle krydses som voksne, så det var skideirriterende”. (Carsten Andersen: Oprindelig var historien tænkt til radioen. Politiken, 2011-08-20). Det blev kimen til at angribe emnet fra en litterær vinkel. I 2003 begyndte han for alvor at skrive sin roman. Et arbejde, der trods mange års erfaring med ord, ikke var helt ligetil. Han gik i mesterlære hjemme hos sig selv, og kastede sig over verdenslitteraturen. ”Det gik der flere år med, og det skyldes måske det chok, jeg fik ved at opdage, at man som journalist ikke bare uden videre kan hoppe over i skønlitteraturen” (Carsten Andersen: Oprindelig var historien tænkt til radioen. Politiken, 2011-08-20).