Erik Valeur

Erik Valeur boede de første to år af sit liv på Mødrehjælpens spædbørnshjem i Skodsborg og har således livets start tilfælles med sine syv karakterer i debutromanen ”Det syvende barn”. Valeurs mor, der under sin graviditet boede i Norge, blev forladt af den mand, hun ventede barn med, og det udløste en depression. ”Min mor forsøgte at begå selvmord med sovepiller. Det betød, at hun sov i tre dage. Bagefter blev hun bragt tilbage til Danmark, hvor hun kom til at bo hos nogle gamle tanter i Nykøbing Falster. Det var jo modellen dengang. Hvis man var gravid uden for ægteskab, blev man sendt på landet, til barnet kom”. (Carsten Andersen: Oprindelig var historien tænkt til radioen. Politiken, 2011-08-20).

Selvom han selv vendte hjem til sin biologiske mor efter to år på spædbørnshjemmet, har adoptionsemnet altid interesseret Erik Valeur, og han har i sit virke som journalist også beskæftiget sig med det. Det er netop som journalist, han først og fremmest er kendt. I mere end 30 år har han arbejdet som journalist, først på Berlingske Tidende, siden på DR og Information og som mediekommentator på Politiken og Jyllands-Posten. Han er dobbelt Cavlingpris-modtager, har udgivet flere fagbøger og besidder en enorm viden om både den politiske scene og medieverdenen i Danmark.

I 1985 etablerede han sammen med to kolleger månedsbladet Press, og det var her, han første gang ville skrive en historie om adoptivbørn og deres historie. Men den blev ikke helt, som han ønskede, for som han siger, ”Jeg ville have, at børnenes spor skulle krydses som voksne, så det var skideirriterende”. (Carsten Andersen: Oprindelig var historien tænkt til radioen. Politiken, 2011-08-20). Det blev kimen til at angribe emnet fra en litterær vinkel. I 2003 begyndte han for alvor at skrive sin roman. Et arbejde, der trods mange års erfaring med ord, ikke var helt ligetil. Han gik i mesterlære hjemme hos sig selv, og kastede sig over verdenslitteraturen. ”Det gik der flere år med, og det skyldes måske det chok, jeg fik ved at opdage, at man som journalist ikke bare uden videre kan hoppe over i skønlitteraturen” (Carsten Andersen: Oprindelig var historien tænkt til radioen. Politiken, 2011-08-20).

Erik Valeurs næsten 700 siders tykke debut ”Det syvende barn” begynder med fundet af et lig den 11. september 2001. Dette etablerer romanens krimiplot og narrative motor, der hurtigt følges op af et anonymt brev, der i 2008 sendes til en række magtfulde personer i staten og medieverdenen. Brevet indeholder udover en barnesok og et foto af spædbørnshjemmet Kongslund et fotografi af syv børn med underteksten: ”De syv små dværge – fem drenge og to piger – bor på Elefantstuen og er alle parate til finde et godt hjem i det nye år!” (side 41). Det anonyme brev skaber angst og uro blandt en række magtfulde samfundsspidser, blandt andet hos nationalminister Ole Almind-Enevold, og får journalisten Knud Tåsing fra dagbladet Fri Weekend til at skrive en artikel, der mere end antyder, at det hæderkronede børnehjem især i efterkrigsårene har været brugt til at skaffe resultatet af rige og berømtes sidespring af vejen. Skjuler spædbørnshjemmet Villa Kongslund skandaler på højeste plan?

28902239

Vævet ind i krimiintrigen er beretningerne om de syv adoptivbørns liv, som det udfolder sig op igennem 1960’erne og 70’erne. Og man skal holde tungen lige i munden i forhold til fortællerpositionen, hvor der ubesværet springes mellem en alvidende fortæller med adgang til de syv børns tanker og en jeg-fortæller, der også kan skifte imellem de syv, men som oftest er knyttet til hittebarnet Marie, der bor permanent på Kongslund.

Beskrivelsen af deres opvækst bliver også beskrivelsen af velfærdsboomet i Danmark, men mest af alt sættes der fokus på forholdet mellem barn og adoptivforældre. Valeur leverer syv stærke, psykologiske portrætter af voksne, der starter livet med et svigt. Ensomheden fra Elefantstuens mørke bliver deres grundvilkår, og til trods for deres vidt forskellige opvækst har de alle svært ved at knytte nære bånd og binde sig i voksenlivet. Følelsen af at være uønsket forbliver intakt. Valeur skriver smerten frem, så den kan mærkes i et klart sprog. Anderledes sarkastisk er sproget, når det handler om at beskrive de steder, hvor magten sidder. Beskrivelsen af de syv skæbner giver nemlig også forfatteren anledning til at beskrive fire forskellige magtcentre: En avis, en tv-station, et ministerium og børnehjemmet. Her titter en langt mere samfundskritisk forfatter frem, der med stor indsigt beskriver den politiske magt, flygtningepolitik og medieverdens overfladiskhed.