Erik Valeurs næsten 700 siders tykke debut ”Det syvende barn” begynder med fundet af et lig den 11. september 2001. Dette etablerer romanens krimiplot og narrative motor, der hurtigt følges op af et anonymt brev, der i 2008 sendes til en række magtfulde personer i staten og medieverdenen. Brevet indeholder udover en barnesok og et foto af spædbørnshjemmet Kongslund et fotografi af syv børn med underteksten: ”De syv små dværge – fem drenge og to piger – bor på Elefantstuen og er alle parate til finde et godt hjem i det nye år!” (side 41). Det anonyme brev skaber angst og uro blandt en række magtfulde samfundsspidser, blandt andet hos nationalminister Ole Almind-Enevold, og får journalisten Knud Tåsing fra dagbladet Fri Weekend til at skrive en artikel, der mere end antyder, at det hæderkronede børnehjem især i efterkrigsårene har været brugt til at skaffe resultatet af rige og berømtes sidespring af vejen. Skjuler spædbørnshjemmet Villa Kongslund skandaler på højeste plan?
28902239
Vævet ind i krimiintrigen er beretningerne om de syv adoptivbørns liv, som det udfolder sig op igennem 1960’erne og 70’erne. Og man skal holde tungen lige i munden i forhold til fortællerpositionen, hvor der ubesværet springes mellem en alvidende fortæller med adgang til de syv børns tanker og en jeg-fortæller, der også kan skifte imellem de syv, men som oftest er knyttet til hittebarnet Marie, der bor permanent på Kongslund.
Beskrivelsen af deres opvækst bliver også beskrivelsen af velfærdsboomet i Danmark, men mest af alt sættes der fokus på forholdet mellem barn og adoptivforældre. Valeur leverer syv stærke, psykologiske portrætter af voksne, der starter livet med et svigt. Ensomheden fra Elefantstuens mørke bliver deres grundvilkår, og til trods for deres vidt forskellige opvækst har de alle svært ved at knytte nære bånd og binde sig i voksenlivet. Følelsen af at være uønsket forbliver intakt. Valeur skriver smerten frem, så den kan mærkes i et klart sprog. Anderledes sarkastisk er sproget, når det handler om at beskrive de steder, hvor magten sidder. Beskrivelsen af de syv skæbner giver nemlig også forfatteren anledning til at beskrive fire forskellige magtcentre: En avis, en tv-station, et ministerium og børnehjemmet. Her titter en langt mere samfundskritisk forfatter frem, der med stor indsigt beskriver den politiske magt, flygtningepolitik og medieverdens overfladiskhed.