Logbog fra et livsforlis

Citat
”Alle har et hemmeligt liv, en dyb mørk grotte beboet af sære skygger, som rummer forfærdende tanker og følelser. Vi fortæller det ikke til andre. Vi fragter det med os fra fødsel til død, og vi tror i perioder, vi er de eneste med så forkrøblede forestillinger.”
”Logbog fra et livsforlis”, s. 369

Erik Valeurs anden roman ”Logbog fra et livsforlis” fra 2015 begynder lige som debuten med et mysterium. Nytårsnat forsvinder enkefru Blegman sammen med sit testamente, og som mor til Danmarks siddende statsminister Palle Blegman og hans lillebror, justitsministeren Poul Blegman, skaber det både overskrifter og overarbejde for drabschefen og hans højre hånd.

Det er romanens krimiplot og årsagen til, at en lille flok skolekammerater igen mødes. Palle og Poul er vokset op på en villavej i Søborg i 1960'erne sammen med Verner, Teis, Ove, Agnes og Viggo Larssen. Sidstnævnte beskrives som et sært barn, der som voksen gemmer sig i et gammelt fyr i Røsnæs efter et nervesammenbrud. Han har haft syner hele livet og gemt dem af vejen lige så længe, men i bogens nutid virker det, som om noget vil ud. Viggo er nøglen til mysteriet, hvis egentlige årsag skal findes på villavejen i Søborg.

51958098

Romanen springer i tid og sted og klipper kvikt mellem sine mange personer. Vi bevæger os ubesværet fra den yderste spids af Røsnæs, over statsministeriet og drabschefens kontor til villavejen i Søborg i 1960’erne. Beskrivelserne af Viggo som barn er både socialrealistiske med en præcis 60’er æstetik og psykologisk skarpe med stor forståelse for det forladte barns angst og særheder. Scenerne fra Røsnæs har noget gådefuldt og næsten eventyrligt over sig. Her er havheksens hus, Helvedsdybet og kæmpens fodspor, og fortælleren Malin trækker flere gange på fortællingen ”Den lille prins” i sin forståelse af hovedpersonen Viggo. Stilistisk giver det ”Logbog fra et livsforlis” et skær af magisk realisme.

Tematisk kredser romanen om barndom, skæbne, død, religion og ikke mindst de skadede og sære børn. Således er fortællingen både bevægende og satirisk. Det er tydeligt, at Valeurs sympati ligger hos børnene, især hos de forladte, mens magthavere, journalister og managementfolk får med den satiriske grovfil. Valeurs sprog er både rørende prosa, som især er knyttet til børneuniverset, og en mere rå, samfundsrevsende tone, der især kommer til udtryk i bogens politiske nutidsskildringer.

Således er Valeurs anden roman både fabulerende samfundskritik og barske barndomsskildringer.