Vallgrens virke er solidt forankret i en litterær tradition. I værkerne nævnes et hav af andre forfattere og tænkere, og mange af de greb, han benytter er kendte gennem litteraturhistorien. Hans research og belæsthed skinner igennem i de store Europa-romaner, der former sig som en art kultur- og idehistorie samtidig som de fortæller eventyrlige historier.
Måden at kombinere socialrealisme og fantastiske indslag, som Vallgren gør det i ”Havmanden”, har han tilfælles med sin svenske forfatterkollega John Ajvide Lindquist. I dennes roman ”Lad den rette komme ind” (2004) tager handlingen udgangspunkt i en trøstesløs forstad med svigtede børn og alkoholiserede forældre. En lille dreng bliver venner med naboens pige, der viser sig at være vampyr. I begge forfatteres tilfælde forekommer det overnaturlige naturligt og ligefremt, fordi rammen er så genkendelig og realistisk.
Udødelighed er et velkendt tema i litteraturen, ofte set netop i vampyrfortællinger. I den argentinske forfatter Jorge Luis Borges’ novelle ”Den udødelige” (1949) opnår en romersk soldat udødelighed og lever gennem flere århundreder, men opfatter – ligesom Rubashov – udødeligheden som en forbandelse. Virginia Woolfs ”Orlando” (1928) er fortællingen om en mand, der androgyn og udødelig er henvist til evig ungdom.
Vallgren har selv lavet en henvisning til den tyske forfatter og komponist E.T.A. Hoffmann, da han lige som Hercule Barfuss fødtes i Königsberg. Hoffmanns fantastiske fortællinger med forkærlighed for det groteske og det overnaturlige har slående ligheder med Vallgrens romaner. En anden forfatter, der sender en vanskabning på rejse er tyske Günter Grass. Han lader i sin roman ”Bliktrommen” (1959) dværgen Oscar Matzarath rejse rundt i et opløsningstruet Europa i lighed med Barfuss.
Vallgren benytter sig af meget tydelige fortællere, der gerne foregriber begivenhederne eller løfter sig over dem. Det gør den danske forfatter Peter Høeg også, særligt i ”Forestillinger om det 20. århundrede” (1988). Denne har også ligheder med Vallgrens ”Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov”, da de begge bevæger sig på tværs af et århundrede i Europa, ligesom også ”Den vidunderlige kærligheds historie” i nogen grad gør det. I novellen ”Hommage á Bournonville” fra Høegs ”Fortællinger om natten” (1990) er der et samleje mellem en ballerina og en klumpfodet violinist, og det skyggespil, det giver, tolkes af beskuere som sylfidens englevinger. Scenen ligner kærlighedsforholdet mellem skønheden og udyret, Hercule Barfuss og den smukke Henriette, i ”Den vidunderlige kærligheds historie”. Og den minder om, at synet kan bedrage og skygge for en anden og større sandhed under overfladen.
Vallgren fortæller i et interview, at hans fortælling om søskendekærlighed i ”Havmanden” ligner Astrid Lindgrens ”Brødrene Løvehjerte”, hvor den uovervindelige kærlighed mellem søskende også er central, og hvor Jonathan Løvehjerte ligesom Nella er parat til at ofre sit liv for sin bror. (Malou efter tio: Interview med Carl-Johan Vallgren. Svensk TV4, 2012-03-21).
I ”Skyggedrengen” er der bl.a. fokus på de tætte bånd mellem den økonomiske overklasse, statslige institutioner og den kriminelle underverden. Den forbindelse undersøges også af de samtidige svenske forfatterkolleger Klas Östergren og Jens Lapidus, der i førstnævntes ”Gentlemen” (1980) og ”Gangsters” (2005) og i sidstnævntes ”Cash” (2006), ”Aldrig fucke op” (2008) og ”Livet de luxe” (2011) på forskellig vis afdækker magtens spil og den dybe og gensidige afhængighed samfundets øverste og nederste har af hinanden.