carl-johan vallgren
Foto: Caroline Andersson

Carl-Johan Vallgren

Artikel type
voksne
cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information, 2014.
Top image group
carl-johan vallgren
Foto: Caroline Andersson
Main image
Vallgren, Carl-Johan
Foto: Caroline Andersson

Indledning

En tankelæsende og døvstum dværg, et forstående havuhyre og en udødelig kortspiller er nogle af de mærkværdige karakterer, der befolker svenske Carl-Johan Vallgrens forfatterskab. I stort anlagte romaner undersøger han livet og døden, kærligheden og ondskaben i rammerne af såvel et nutidigt, råt provinssverige som et foranderligt Centraleuropa op gennem det 20. århundrede. 

”Skyggedrengen” fra 2014 er første bind i en ny thrillerserie om den atypiske efterforsker Danny Katz.

 

51131010

Blå bog

Født: 26. juli 1964 i Linköping, Sverige.

Uddannelse: 3-årigt samfundsvidenskabeligt gymnasium samt studier i religionsvidenskab ved Lunds universitet.

Debut: Nomaderna. 1987.

Litteraturpriser: Eckersteinska litteraturpriset, 1988. Stipendium ur Lena Vendelfelts minnesfond, Svenska Akademien, 1996. Augustpriset, 2002. Tylösandspriset, 2004.

Seneste udgivelse: Skyggedrengen. Modtryk, 2014. (Skuggpojken, 2013). Oversat af Anders Johansen.

 

Hør lydklip fra 'Havmanden'

 

 

 

 

Skyggedrengen

Baggrund

”Sædvanligvis afsluttede han sin optræden i triumf ved det franske clavicord. Badende i sin uforløste længsel efter Henriette Vogel spillede han de mest tårepersende versioner af de musikstykker Wilson bad publikum nynne tyst for sig selv. Det var ligegyldigt om det drejede sig om sprudlende kvadriller eller bombastisk marchmusik (…) alt lød som digte til kærlighedens pris sat i musik.”
”Den vidunderlige kærligheds historie”, s. 138-39.

Den svenske forfatter og musiker Carl-Johan Emanuel Vallgren er født i 1964 og opvokset i den lille by Falkenberg på den sydsvenske vestkyst. Hans far havde et lille krom- og forniklingsfirma, og moderen var hjemmegående, inden hun på sine ældre dage blev børnehaveklasselærer. Det var ikke et akademisk hjem, Vallgren voksede op i, men den blandede kultur, han fik med sig, har været afgørende for hans senere forfattervirksomhed. Blandt andet udforskede den 13-årige Vallgren sin fars eklektiske bibliotek: ”Kultur var ikke et tema hjemme hos os. Men der var en del bøger, der nærmest var tilfældigt anskaffede, Mickey Spillane, Bra Böckers krimier … men her og der var der stukket en Hamsunroman eller noget af Dagerman eller Strindberg ind. Den der hekseblanding blev min litterære diæt i flere år, og jeg tror, at det har sat sine spor: højt og lavt ved siden af hinanden. Folkeligt og elitært samtidigt.” (Carl Reinholdzon-Belfrage: CRB möter Carl-Johan Vallgren. Nöjesguiden.se, 2007-09-30).

Da Vallgren var 22 år, rejste han direkte fra den svenske provins til Indien, hvor mødet med Madras og Goa satte ham i gang med at skrive debutromanen ”Nomaderna”. Han fortæller om mødet med Indien: ”Jeg blev fuldstændig besat af det sted. Jeg tænkte, at enten tager jeg stoffer, eller også forsøger jeg at sammenfatte mine indtryk. Så begyndte jeg at skrive. Men set i bakspejlet synes jeg nu ikke, at man skal fælde så mange kvadratmeter skov for at skaffe papir til så dårlig litteratur.” (Søren Kassebeer: På rejse i romantikken. Berlingske, 2004-08-28).

Vallgren fortæller, at han betragter første del af sit forfatterskab som fuldstændig mislykket, og at det først var med udgivelsen af romanen ”Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov”, at hans forfatterskab blev til: ”Det var dér, hvor jeg fik mod til at rykke mig fri af mine egne erfaringer. Selvfølgelig skriver man i en vis forstand på sine erfaringer, men det var dér, jeg begyndte at tro på fantasiens magt.” (Carsten Andersen: Litteratur i farver. Politiken, 2004-09-04).

Vallgren har sideløbende med sit forfatterliv en musikerkarriere og har en lang række musikalske udgivelser bag sig, både inden for rock og satirisk kabaret.

Den hidtil største publikumssucces har han opnået med ”Den vidunderlige kærligheds historie” fra 2002, der indbragte ham den svenske litteraturpris Augustprisen. Hans bøger er oversat til mere end 25 sprog, og foruden romanerne har han udgivet dramatik, der bl.a. er sat op på nationalscenen Dramaten i Stockholm. Som skuespiller har han medvirket i den tyske film ”Grosse Mädchen weinen nicht” (2003) og den svenske ”SÖK” (2006). Vallgren er endvidere en ivrig samfundsdebattør. I årene 1993 til 2005 boede han i Berlin, men er nu bosat og arbejder i Stockholm.

 

Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov

”Blot et par ting interesserer os inden byens kirkeklokker begynder at ringe det nye århundrede ind (…): Den sorte charabanc som med hjulene slingrende i snesjappet nærmer sig huset i Sadovaja-gaden hvor Josef Nikolaj bor til leje hos en officersenke på tredje sal, samt de lombardiske spillekort som ligger parat til at blive blandet og kuperet på bordet i hans værelse.”
”Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov”, s. 14.

 I Carl-Johan Vallgrens roman fra 1996, ”Dokument rörande spelaren Rubashov” (”Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov”, 2002), tager fortællingen fart en kold nytårsnat i Skt. Petersborg. I 1800-tallets sidste timer får den forgældede spiller Josef Rubashov besøg af en sælsom gæst, der udfordrer ham i et skæbnesvangert spil kort. For spændingens skyld har han sat selveste Djævelen stævne, og Josef må se nederlaget og en skæbne som udødelig i øjnene.

Herfra går det en tid strålende for den unge Rubashov. Han kommer til penge ved at spille russisk roulette, hvor udfaldet i hans tilfælde er givet på forhånd eller ved at optræde med den kontrakt, han fik af Djævelen. Den kan ikke destrueres, så der er penge i væddemål om at få papiret ødelagt. Josef gifter sig og får en søn og elsker sit evige liv, indtil lykken vender, og 100 års mareridtsagtig søvngængertilværelse begynder. Josef indleder en jagt på Djævelen for at få ophævet kontrakten, og det leder ham gennem et grusomt århundrede i Europas historie.

24295079

Som mundskænk for Rasputin, frivillig i første verdenskrig, aktiv i et frikorps under anden verdenskrig, vidne til systematisk jødeudryddelse, journalist under Nürnbergprocessen, landflygtig i Berlinmurens ingenmandsland og overlevende på Balkan overværer han den moderne civilisations grufuldheder og menneskelig ondskab.

”Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov” er fortalt af en tydelig fortæller, der til hver en tid ved mere end både Rubashov og læseren. Fortællingen er stykket sammen af de episoder, fortælleren har været vidne til eller involveret i, og af dokumenter, som redegør for Rubashovs dramatiske liv. Som en komprimeret Europahistorie tager romanen læseren med på en temmelig nedslående rejse gennem krig, vold og hensynsløs egoisme. Den tegner et billede af en verden, der er på vej mod sin egen ødelæggelse, et mistrøstigt og undergangstruet Europa. Fortælleren er efter alt at dømme djævelen, der i en majestatis pluralis beskriver sit værk som et ”luciferbrev fra os til jer mennesker for at henlede opmærksomheden på nogle af jeres problemer” (s. 270). Som sådan fungerer romanen som en nærmest eventyrlig fortælling om en mand, der ikke kan dø, såvel som en grum civilisationskritik af den vestlige verden.