carl-johan vallgren
Foto: Caroline Andersson

Carl-Johan Vallgren

cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information, 2014.
Top image group
carl-johan vallgren
Foto: Caroline Andersson
Main image
Vallgren, Carl-Johan
Foto: Caroline Andersson

Indledning

En tankelæsende og døvstum dværg, et forstående havuhyre og en udødelig kortspiller er nogle af de mærkværdige karakterer, der befolker svenske Carl-Johan Vallgrens forfatterskab. I stort anlagte romaner undersøger han livet og døden, kærligheden og ondskaben i rammerne af såvel et nutidigt, råt provinssverige som et foranderligt Centraleuropa op gennem det 20. århundrede. 

”Skyggedrengen” fra 2014 er første bind i en ny thrillerserie om den atypiske efterforsker Danny Katz.

 

54192037

Blå bog

Født: 26. juli 1964 i Linköping, Sverige.

Uddannelse: 3-årigt samfundsvidenskabeligt gymnasium samt studier i religionsvidenskab ved Lunds universitet.

Debut: Nomaderna. 1987.

Litteraturpriser: Eckersteinska litteraturpriset, 1988. Stipendium ur Lena Vendelfelts minnesfond, Svenska Akademien, 1996. Augustpriset, 2002. Tylösandspriset, 2004.

Seneste udgivelse: Mikael Persbrandt - som jeg husker det. Politiken, 2018. (Så som jag minns det, 2017). Oversætter: Poul Bratbjerg Hansen. (99.4 Persbrandt, Mikael).

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Sædvanligvis afsluttede han sin optræden i triumf ved det franske clavicord. Badende i sin uforløste længsel efter Henriette Vogel spillede han de mest tårepersende versioner af de musikstykker Wilson bad publikum nynne tyst for sig selv. Det var ligegyldigt om det drejede sig om sprudlende kvadriller eller bombastisk marchmusik (…) alt lød som digte til kærlighedens pris sat i musik.”
”Den vidunderlige kærligheds historie”, s. 138-39.

Den svenske forfatter og musiker Carl-Johan Emanuel Vallgren er født i 1964 og opvokset i den lille by Falkenberg på den sydsvenske vestkyst. Hans far havde et lille krom- og forniklingsfirma, og moderen var hjemmegående, inden hun på sine ældre dage blev børnehaveklasselærer. Det var ikke et akademisk hjem, Vallgren voksede op i, men den blandede kultur, han fik med sig, har været afgørende for hans senere forfattervirksomhed. Blandt andet udforskede den 13-årige Vallgren sin fars eklektiske bibliotek: ”Kultur var ikke et tema hjemme hos os. Men der var en del bøger, der nærmest var tilfældigt anskaffede, Mickey Spillane, Bra Böckers krimier … men her og der var der stukket en Hamsunroman eller noget af Dagerman eller Strindberg ind. Den der hekseblanding blev min litterære diæt i flere år, og jeg tror, at det har sat sine spor: højt og lavt ved siden af hinanden. Folkeligt og elitært samtidigt.” (Carl Reinholdzon-Belfrage: CRB möter Carl-Johan Vallgren. Nöjesguiden.se, 2007-09-30).

Da Vallgren var 22 år, rejste han direkte fra den svenske provins til Indien, hvor mødet med Madras og Goa satte ham i gang med at skrive debutromanen ”Nomaderna”. Han fortæller om mødet med Indien: ”Jeg blev fuldstændig besat af det sted. Jeg tænkte, at enten tager jeg stoffer, eller også forsøger jeg at sammenfatte mine indtryk. Så begyndte jeg at skrive. Men set i bakspejlet synes jeg nu ikke, at man skal fælde så mange kvadratmeter skov for at skaffe papir til så dårlig litteratur.” (Søren Kassebeer: På rejse i romantikken. Berlingske, 2004-08-28).

Vallgren fortæller, at han betragter første del af sit forfatterskab som fuldstændig mislykket, og at det først var med udgivelsen af romanen ”Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov”, at hans forfatterskab blev til: ”Det var dér, hvor jeg fik mod til at rykke mig fri af mine egne erfaringer. Selvfølgelig skriver man i en vis forstand på sine erfaringer, men det var dér, jeg begyndte at tro på fantasiens magt.” (Carsten Andersen: Litteratur i farver. Politiken, 2004-09-04).

Vallgren har sideløbende med sit forfatterliv en musikerkarriere og har en lang række musikalske udgivelser bag sig, både inden for rock og satirisk kabaret.

Den hidtil største publikumssucces har han opnået med ”Den vidunderlige kærligheds historie” fra 2002, der indbragte ham den svenske litteraturpris Augustprisen. Hans bøger er oversat til mere end 25 sprog, og foruden romanerne har han udgivet dramatik, der bl.a. er sat op på nationalscenen Dramaten i Stockholm. Som skuespiller har han medvirket i den tyske film ”Grosse Mädchen weinen nicht” (2003) og den svenske ”SÖK” (2006). Vallgren er endvidere en ivrig samfundsdebattør. I årene 1993 til 2005 boede han i Berlin, men er nu bosat og arbejder i Stockholm.

 

Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov

”Blot et par ting interesserer os inden byens kirkeklokker begynder at ringe det nye århundrede ind (…): Den sorte charabanc som med hjulene slingrende i snesjappet nærmer sig huset i Sadovaja-gaden hvor Josef Nikolaj bor til leje hos en officersenke på tredje sal, samt de lombardiske spillekort som ligger parat til at blive blandet og kuperet på bordet i hans værelse.”
”Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov”, s. 14.

 I Carl-Johan Vallgrens roman fra 1996, ”Dokument rörande spelaren Rubashov” (”Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov”, 2002), tager fortællingen fart en kold nytårsnat i Skt. Petersborg. I 1800-tallets sidste timer får den forgældede spiller Josef Rubashov besøg af en sælsom gæst, der udfordrer ham i et skæbnesvangert spil kort. For spændingens skyld har han sat selveste Djævelen stævne, og Josef må se nederlaget og en skæbne som udødelig i øjnene.

Herfra går det en tid strålende for den unge Rubashov. Han kommer til penge ved at spille russisk roulette, hvor udfaldet i hans tilfælde er givet på forhånd eller ved at optræde med den kontrakt, han fik af Djævelen. Den kan ikke destrueres, så der er penge i væddemål om at få papiret ødelagt. Josef gifter sig og får en søn og elsker sit evige liv, indtil lykken vender, og 100 års mareridtsagtig søvngængertilværelse begynder. Josef indleder en jagt på Djævelen for at få ophævet kontrakten, og det leder ham gennem et grusomt århundrede i Europas historie.

24295079

Som mundskænk for Rasputin, frivillig i første verdenskrig, aktiv i et frikorps under anden verdenskrig, vidne til systematisk jødeudryddelse, journalist under Nürnbergprocessen, landflygtig i Berlinmurens ingenmandsland og overlevende på Balkan overværer han den moderne civilisations grufuldheder og menneskelig ondskab.

”Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov” er fortalt af en tydelig fortæller, der til hver en tid ved mere end både Rubashov og læseren. Fortællingen er stykket sammen af de episoder, fortælleren har været vidne til eller involveret i, og af dokumenter, som redegør for Rubashovs dramatiske liv. Som en komprimeret Europahistorie tager romanen læseren med på en temmelig nedslående rejse gennem krig, vold og hensynsløs egoisme. Den tegner et billede af en verden, der er på vej mod sin egen ødelæggelse, et mistrøstigt og undergangstruet Europa. Fortælleren er efter alt at dømme djævelen, der i en majestatis pluralis beskriver sit værk som et ”luciferbrev fra os til jer mennesker for at henlede opmærksomheden på nogle af jeres problemer” (s. 270). Som sådan fungerer romanen som en nærmest eventyrlig fortælling om en mand, der ikke kan dø, såvel som en grum civilisationskritik af den vestlige verden.

 

 

Den vidunderlige kærligheds historie

”Götz kunne ikke forklare hvordan, men på en eller anden måde så drengen lige ind i ham, eller trådte ligefrem ind i ham, ligesom en parasit kan bevæge sig ind i menneskekroppen uden at det mærkes. Han var der uden sprog, knap nok bevidst om sin egen eksistens, han var der i strid med alle videnskabelige love, og det værste var at han aflæste doktorens mest hemmelige tanker.”
”Den vidunderlige kærligheds historie”, s. 33.

I 2002 udgav Carl-Johan Vallgren den roman, der blev hans store publikumsgennembrud. ”Den vidunderlige kärlekens historia” (”Den vidunderlige kærligheds historie”, 2004) handler om den monstrøst vanskabte dværg Hercule Barfuss, der i 1813 kom til verden på et bordel i den tyske by Königsberg. Samme nat blev den smukke Henriette Vogel født i rummet ved siden af, og deres skæbner var forbundne resten af livet. Den døvstumme Hercules mor døde i barselsseng, og han opfostres i horehuset. Efter at onde kræfter har fået huset lukket, skilles Henriette og Hercule ad, dømt til en evig længsel efter den anden.

Som en erstatning for sine sansemæssige brister har Hercule fået gaven ikke kun at kunne læse andres tanker, men også påvirke deres tanker, følelser og adfærd. Denne evne bringer ham nu rundt i Europa, hvor han bl.a. sammen med munken Schuster fører kamp mod inkvisitionen og den dæmonolog, der vil slå Hercule ihjel i kampen for at udrydde dette djævelens værk. Senere møder han kyklopen Barnaby Wilson, der er cirkusdirektør, og her bliver Hercule hovedattraktion med sine overnaturlige evner.

I Berlin genforenes han med sin elskede Henriette. Uden om hendes mand får de en datter sammen, men i et fejlslagent forsøg fra katolsk side på at slå Hercule ihjel, dør Henriette. Det vækker et had og en hævntørst i Hercule, der bruger de næste mange år på dæmonisk at indtage en lang række klosterbrødres indre og få dem til at myrde løs og underminere kirkens omdømme. Først da Henriette taler til ham fra det hinsides, forsones han med kærligheden og kan skille sig af med hadet.

25334191

Som titlen antyder, er romanen en hyldest til kærligheden. Den ubrydelige kærlighed mellem Henriette og Hercule er romanens plot og drivkraft på trods af forholdets aparte karakter. Kærligheden udfordres stædigt af ondskaben, der er en lige så stærk kraft i mennesket som kærligheden. Romanen undersøger, om mennesket kan være ondt eller om det handler ondt i det godes tjeneste. Den stakkels Hercule må så meget ondt i gennem i en verden, der ikke kan rumme det vanartede. Lægevidenskab og katolsk overtro forsøger fra hver sin side at få fingrene i drengen.

Samtidig med at romanen afdækker kærlighedens karakter, fungerer den som en udviklingshistorie om Europa i 1800-tallet. Nye tænkere og humanistiske strømninger introduceres, tegninger af dampmaskiner gemmes væk i inkvisitionens bibliotek over forbudte bøger, og man fornemmer et spirende opgør med den middelalderlige verdensopfattelse.

 

Havmanden

”Det var Nella, der forfalskede underskrifterne på sygesedlerne de dage, hvor Robert ikke orkede at gå i skole; det var hende, der sørgede for alle de små ting, der gør livet udholdeligt i det mindste for en kort stund. Og det var hende, der reparerede brillerne med almindelig tape, og på det ene glas satte hun en stump hæfteplaster (…) .”
”Havmanden”, s. 7.

Carl-Johan Vallgrens roman fra 2012, ”Havsmannen” (”Havmanden”, 2012), er et modsætningsfyldt epos om grænseløs søskendekærlighed, alkoholisme og svigt. Rammen er en socialrealistisk skildring af Nella, der går i 9. klasse i den sydsvenske by Falkenberg i 1983. Hendes mor er alkoholiker, hendes far er i fængsel og hendes to år yngre lillebror Robert bliver mobbet i skolen pga. sine hinkestenstykke briller, sine manglende faglige evner og sit slidte tøj.

Vi befinder os på samfundets bund og ser fra Nellas synsvinkel, hvordan det kun går den forkerte vej: Robert får hårdere og hårdere behandling af mobbeslænget med den psykopatiske Gerard i spidsen, moderen forsvinder længere og længere væk fra virkeligheden, og da faderen kommer ud fra fængslet, er det kun for at genoptage sin kriminelle løbebane. Gerard og hans trofaste slæng er også efter Nella, da de anklager hende for at have sladret om en af deres mere lyssky optrædener. Hun bliver rodet ind i småbyens skumle miljøer, da hun sammen med sin ven Tommy opdager det væsen, der giver romanen sin titel. Den mærkværdige havmand er fisket op og gemt væk af Tommys brødre og kan kommunikere med børnene uden ord men via en følelsesmæssig forbindelse.

29514070

Fortællingen – og dermed Nellas liv – eskalerer i et morads af løgn, hævn og ærgerrighed. Men mest af alt af søskendekærlighed. Nella vil gøre alt for sin lillebror Robert, og netop hendes kærlighed til ham er romanens røde tråd. De har kun hinanden og er nødsaget til at vogte over hinanden.

Vallgren trækker med ”Havmanden” samfundets nederste frem i lyset. De familier, hvor det ender med plejefamilie til børnene og domme til forældrene. Det er et nærgående portræt, han fremskriver af Nella og hendes familie, og særligt de mange mobbesituationer og overfald beskrives detaljeret. Trods romanens triste præmis er der en fængende gnist udover Nellas kærlighed til den hjælpeløse lillebror: Indtoget af havmanden, en monstrøs maskulin udgave af den lille havfrue, der trækker fortællingen væk fra det socialrealistiske over i det fantastiske.

Der er tydelige tidsmarkører i romanen, og lokaliteterne omkring Falkenberg, hvor Vallgren selv er vokset op, er præcise og genkendelige. Det er en fortælling om svigt gennem generationer, voksne der ikke slår til og børn, der slår for hårdt. 

Skyggedrengen

”Hun tog den tunge kniv ned fra væggen, vejede den i hånden, lige så meget økse som stikvåben. Så stivnede hun pludselig med en isnende fornemmelse i kroppen. Én kniv. Der havde været to, da hun gik forbi værelset første gang … Hun drejede sig langsomt hundred og firs grader rundt, så ind i et løjerligt spejl med barokramme, smykket med et dødningehoved foroven. Voodoopis … den gamle havde virkelig troet på den slags. Hun opfattede en bevægelse i spejlet, omme bag hende, men da hun vendte sig om, var der ingen.”
”Skyggedrengen”, s. 237.

I 2013 udgav Carl-Johan Vallgren thrilleren ”Skuggpojken” (”Skyggedrengen”, 2014). For at kunne løsrive sig fra stil og tema i sine tidligere romaner skriver han denne gang under pseudonymet Lucifer – ikke så meget som et dæknavn, mere som en metode.

Romanen lanceres som en ’Danny Katz-thriller’, hvilket indikerer, at det er begyndelsen på en serie om karakteren Danny Katz, der er hovedperson i ”Skyggedrengen”. Katz har en blakket fortid som stofmisbruger og hjemløs men også med en karriere inden for forsvaret. Han bliver kontaktet af Angela Klingberg, hvis mand og Katz’ tidligere militærkammerat Joel er forsvundet. Angela vil – mod en klækkelig betaling – have Katz til at hjælpe med at finde ham. Draget af både udsigten til pengene og af den smukke Angela begynder Katz at snuse i det, der viser sig at være et morads af økonomisk kriminalitet, hævntørst, familiedramaer og nedkastede forbandelser. Klingberg-familien, Forsvaret og sikkerhedsfirmaet Capitol Security har alle noget på hinanden, og deres indbyrdes handler og pengetransaktioner tåler sjældent dagens lys. Inden længe dør Angela som første offer i et indviklet komplot, der også rummer kidnappede børn, waterboarding, voodoo-dukker og god del hackervirksomhed.

51131010

Vallgren spinder et stort og fintmasket net af intriger, og som fortællingen skrider frem, åbenbarer historiens rette sammenhæng sig for læseren. Dette kun langsomt og i takt med, at Katz og bagmandspolitiets efterforsker Eva Dahlmann (i øvrigt Katz’ ungdomskærlighed) med livet som indsats reder trådene ud.

Thrilleren kommer vidt omkring svensk finansliv, overtro på Den Dominikanske Republik og ned i den stockholmske underverden med hjemløse narkomaner i tunnelbanens underjordiske gange. Synsvinklen er skiftevis hos Katz og Eva Dahlmann, hvis arbejde efterhånden krydser hinanden.

Et underliggende tema i bogen er afhængighed. Katz er tidligere narkoman, mens Eva har en alkoholafhængighed, som hun forsøger at bruge produktivt i sit arbejde. Andre er afhængige af penge, af magt og indflydelse. Børnene i romanen er afhængige af deres forældre, som kun i de færreste tilfælde kan imødekomme dette ansvar. 

Genrer og tematikker

Carl-Johan Vallgren har livets store temaer under behandling i sine bøger. Undersøgelser af kærlighed, ondskab og moral er understrøm i forfatterskabet, om det kommer til udtryk i gotiske eller mere realistiske fortællinger. Kærligheden udfoldes både som søskendekærlighed, som den optræder i ”Den vidunderlige kærligheds historie” og ”Havmanden”, og som (uforløst) kærlighed til en kvinde, som det optræder i ”Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov” og ”Den vidunderlige kærligheds historie”.

Kærlighedens mørke bror ondskaben udfoldes både i stor og lille skala: I ”Den vidunderlige kærligheds historie” møder HercuIe Barfuss ondsindet uforståenhed og menneskelig afstumpethed. I ”Havmanden” er det den nære, lokale ondskab mellem børn, der undersøges. ”Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov” er et vue over det 20. århundredes menneskelige ondskab udmøntet i krige og etniske udrensninger. I et interview siger Vallgren om den udødelige Rubashov: ”For han symboliserer også 1900-tallets menneskers hasard med tilværelsens betingelser på jorden og hele det 20. århundredes politiske hasard med store menneskelige omkostninger.” (Rune Lykkeberg: Foran evigheden er livet værdiløst. Information, 2002-10-16). Denne moraldiskussion føres netop på samfundsmæssigt, personligt og religiøst niveau.

I forhold til Gud siger Vallgren: ”Jeg har ikke set noget til Gud i de sidste flere hundrede år i Europa, og så er vi jo overladt til os selv. Til at forankre moralen i mennesket.” (Rune Lykkeberg: Normalitet som handicap. Information, 2004-09-02). Uden en gud er mennesket alene, og Vallgrens karakterer er ofte ensomme. Rubashovs udødelighed gør ensomheden ulidelig, fordi alle han holder af, dør fra ham. Barfuss og børnene i ”Havmanden” er ensomme i verden, men holdes fast i livet af kærligheden. Karaktererne i ”Skyggedrengen” er alle alene, selv inden for ægteskabet og familien.  

Det aparte skildres altid sympatisk, og som læser føler man en sær kærlighed for de monstrøse skabninger Havmanden og Hercule Barfuss. Om sidstnævnte siger Vallgren: ”Jeg forsøger (...), at undgå at kalde ham handikappet. Det vigtige tema i bogen er: Hvad er et handikap egentlig? Findes det egentlig? Det er jo altid noget, den normerende majoritet finder på at kalde andre, fordi de på næsten fascistisk vis vil bestemme, hvad der er normalt. Men det er en pointe i bogen, at det afgørende handikap ligger i majoritetens blik. De kan ikke se alle Hercules’ særlige evner som andet end trusler og forbandelser. Hverken kirken eller videnskaben kan se andet end et menneske, som er vanskabt. Det virkelige handikap er vores eget fordømmende blik.” (Rune Lykkeberg: Normalitet som handicap. Information, 2004-09-02).

Det, der kan læses som moralske fabler om en verden af lave, falder tilbage på en kritik af det Sverige, Vallgren har levet i landflygtighed fra i mange år. Vallgren skrev i 1998 ”Til Hr. Bachmanns katalog”, der er et hvast hadebrev til Sverige, og han har i flere år haft rollen som den nye Strindberg, der fra et liv i eksil kritiserer den svenske selvgodhed.

De overnaturlige elementer, der optræder i de fleste af Vallgrens romaner, hænger sammen med den fantastiske genres muligheder. Om det har han udfoldet de muligheder, det giver at skrive fiktion: ”Inden for genrens rammer er alt tilladt, og jo mere fantastisk det bliver, jo mere troværdigt bliver det også på forunderlig vis. For mig er det i det hele taget fantastisk, at man alene med pen og papir kan sprænge metafysikken og ophæve de fysiske love.” (Carsten Andersen: Litteratur i farver. Politiken, 2004-09-04).

”Skyggedrengen” markerer et skifte i forfatterskabet mod et mindre fantastisk univers. Det er et nutidigt Stockholm og højst håndgribelige miljøer, romanen opererer inden for, og der er fokus på samfundets mekanismer, pengemagt, racehad og svigtede børn. 

Beslægtede forfatterskaber

Vallgrens virke er solidt forankret i en litterær tradition. I værkerne nævnes et hav af andre forfattere og tænkere, og mange af de greb, han benytter er kendte gennem litteraturhistorien. Hans research og belæsthed skinner igennem i de store Europa-romaner, der former sig som en art kultur- og idehistorie samtidig som de fortæller eventyrlige historier.

Måden at kombinere socialrealisme og fantastiske indslag, som Vallgren gør det i ”Havmanden”, har han tilfælles med sin svenske forfatterkollega John Ajvide Lindquist. I dennes roman ”Lad den rette komme ind” (2004) tager handlingen udgangspunkt i en trøstesløs forstad med svigtede børn og alkoholiserede forældre. En lille dreng bliver venner med naboens pige, der viser sig at være vampyr. I begge forfatteres tilfælde forekommer det overnaturlige naturligt og ligefremt, fordi rammen er så genkendelig og realistisk.

Udødelighed er et velkendt tema i litteraturen, ofte set netop i vampyrfortællinger. I den argentinske forfatter Jorge Luis Borges’ novelle ”Den udødelige” (1949) opnår en romersk soldat udødelighed og lever gennem flere århundreder, men opfatter – ligesom Rubashov – udødeligheden som en forbandelse. Virginia Woolfs ”Orlando” (1928) er fortællingen om en mand, der androgyn og udødelig er henvist til evig ungdom.

Vallgren har selv lavet en henvisning til den tyske forfatter og komponist E.T.A. Hoffmann, da han lige som Hercule Barfuss fødtes i Königsberg. Hoffmanns fantastiske fortællinger med forkærlighed for det groteske og det overnaturlige har slående ligheder med Vallgrens romaner. En anden forfatter, der sender en vanskabning på rejse er tyske Günter Grass. Han lader i sin roman ”Bliktrommen” (1959) dværgen Oscar Matzarath rejse rundt i et opløsningstruet Europa i lighed med Barfuss.

Vallgren benytter sig af meget tydelige fortællere, der gerne foregriber begivenhederne eller løfter sig over dem. Det gør den danske forfatter Peter Høeg også, særligt i ”Forestillinger om det 20. århundrede” (1988). Denne har også ligheder med Vallgrens ”Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov”, da de begge bevæger sig på tværs af et århundrede i Europa, ligesom også ”Den vidunderlige kærligheds historie” i nogen grad gør det. I novellen ”Hommage á Bournonville” fra Høegs ”Fortællinger om natten” (1990) er der et samleje mellem en ballerina og en klumpfodet violinist, og det skyggespil, det giver, tolkes af beskuere som sylfidens englevinger. Scenen ligner kærlighedsforholdet mellem skønheden og udyret, Hercule Barfuss og den smukke Henriette, i ”Den vidunderlige kærligheds historie”. Og den minder om, at synet kan bedrage og skygge for en anden og større sandhed under overfladen.

Vallgren fortæller i et interview, at hans fortælling om søskendekærlighed i ”Havmanden” ligner Astrid Lindgrens ”Brødrene Løvehjerte”, hvor den uovervindelige kærlighed mellem søskende også er central, og hvor Jonathan Løvehjerte ligesom Nella er parat til at ofre sit liv for sin bror. (Malou efter tio: Interview med Carl-Johan Vallgren. Svensk TV4, 2012-03-21).

I ”Skyggedrengen” er der bl.a. fokus på de tætte bånd mellem den økonomiske overklasse, statslige institutioner og den kriminelle underverden. Den forbindelse undersøges også af de samtidige svenske forfatterkolleger Klas Östergren og Jens Lapidus, der i førstnævntes ”Gentlemen” (1980) og ”Gangsters” (2005) og i sidstnævntes ”Cash” (2006), ”Aldrig fucke op” (2008) og ”Livet de luxe” (2011) på forskellig vis afdækker magtens spil og den dybe og gensidige afhængighed samfundets øverste og nederste har af hinanden. 

 

Bibliografi

Romaner

Vallgren, Carl-Johan:
Nomaderna. Albert Bonniers Förlag, 1987.
Vallgren, Carl-Johan:
Fuglekvinden. Hovedland, 1992. (Fågelkvinnan. Albert Bonniers Förlag, 1991.)
Vallgren, Carl-Johan:
Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov. Borgen, 2002. (Dokument rörande spelaren Rubashov. Albert Bonniers Förlag, 1996.)
Vallgren, Carl-Johan:
För herr Bachmanns broschyr. Albert Bonniers Förlag, 1998.
Vallgren, Carl-Johan:
Den vidunderlige kærligheds historie. Borgen, 2004. (Den vidunderliga kärlekens historia. Albert Bonniers Förlag, 2002.)
Vallgren, Carl-Johan:
Kunzelmann&Kunzelmann. Albert Bonniers Förlag, 2009.
Vallgren, Carl-Johan:
Havmanden. Modtryk, 2012. (Havsmannen. Albert Bonniers Förlag, 2012).
Vallgren, Carl-Johan:
Skyggedrengen. Modtryk, 2014. (Skuggpojken, 2013). Oversat af Anders Johansen.

Noveller

Vallgren, Carl-Johan:
Längta bort. Albert Bonniers Förlag, 1988.
Vallgren, Carl-Johan:
Berättelser om sömn och vaka. Albert Bonniers Förlag, 1994.

Essays

Vallgren, Carl-Johan:
Berlin på åtta kapitel. Berlinguide. Albert Bonniers Förlag, 2000.

Dramatik

Vallgren, Carl-Johan:
Fallet Sally Beauchamp. Norrbottensteatern, Luleå. 2004.
Vallgren, Carl-Johan:
Radio Love, 87,4 MHz. Dramaten, Stockholm. 2007.

Erindringer

Vallgren, Carl-Johan: Mikael Persbrandt - som jeg husker det. Politiken, 2018. (Så som jag minns det, 2017). Oversætter: Poul Bratbjerg Hansen. (99.4 Persbrandt, Mikael).

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Carl-Johan Vallgren

Om forfatterskabet

Link og artikler

På Carl-Johan Vallgrens hjemmeside er der en introduktion til hans forfatterskab og musikerkarriere samt links til interviews.
Jakobsen, Joakim:
Den tyngende utopi. Weekendavisen, 2012-09-14.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Carl-Johan Vallgren

Kilder citeret i portrættet

Interviews

Lykkeberg, Rune:
Foran evigheden er livet værdiløst. Information, 2002-10-16.
Kassebeer, Søren:
På rejse i romantikken. Berlingske, 2004-08-28.
Lykkeberg, Rune:
Normalitet som handicap. Information, 2004-09-02.
Andersen, Carsten:
Litteratur i farver. Politiken, 2004-09-04.
Reinholdzon-Belfrage, Carl:
CRB möter Carl-Johan Vallgren. Nöjesguiden.se, 2007-09-30.
Malou efter tio:
Interview med Carl-Johan Vallgren. Svensk TV4, 2012-03-21.